Socialistisk Arbejderavis

Nr. 199 – December 2001 – side 5

WTO-mødet i Qatar

Kun krummer til de fattige lande

Jakob Nerup

WTO-mødet i Qatar fik de rige til at le i ørkensandet. De fattige græd verden over, da resultatet af WTO-mødet i Qatar blev kendt. En ny forhandlingsrunde blev aftalt på trods af de åbenlyse ulemper for de fattige.

Den globale handel er fortsat et marked på de multinationales betingelser hvor de fattigste lande og de fattige mennesker udelukkende bliver udbyttet.

Men også arbejdere i de rige lande har grund til at frygte det globale marked, når det i fremtiden skal udstrækkes til de offentlige serviceydelser.

Erhvervslivets aftaler

Medierne var ved at svømme over af begejstring, da det blev kendt at forhandlingerne i Qatars hovedstad Doha ikke var brudt sammen.

De højeste hurraråb har lydt fra erhvervslivets top, “vi er generelt glade for resultatet i Doha,” siger Christopher Roberts (formand for European Services Forum). Det er jo ikke så mærkeligt, for de fik stort set, hvad de kom for at tage.

De fik fastholdt privatisering og liberalisering som ledetråden i global handel. En ny forhandlingsrunde blev vedtaget uden fair trade for de fattige.

De fik GATS (liberalisering af serviceydelser) sat på skinner så de offentlige funktioner kan privatiseres.

De fik udvandet EUs forpligtigelser til at afskaffe den 300 milliarder kroner store landbrugsstøtte.

De fik sikret TRIPS (patentbeskyttelse), så det alene er sundhedsmæssige katastrofer, der giver tilladelse til kopiproduktion af medicin.

De fik globale handelsaftaler uden nævneværdige miljøbeskyttelse og uden arbejderrettigheder.

Hvorfor vandt de multinationale igen?

De massive protestbevægelser, som har fået større og større global styrke siden Seattle i 1999, var ikke i Qatar.

De var fysisk forhindret af ørkenstatens diktatur i at tilkendegive deres protester. Det hjalp selvfølgelig de multinationale og deres medier med at slippe for at blive konfronteret med ofrene for deres grådighed.

Efter mødet udråbte kommentatorer det som en sejr for de fattige lande, fordi de rige lande nu endelig lyttede til dem.

Men for det første er der ikke noget i de reelle resultater, der viser at u-landene skulle være blevet taget mere seriøst end tidligere. De blev stort set spist af med uforpligtende hensigtserklæringer.

For det andet var processen forud for topmødet alt andet end demokratisk. USA, EU og de andre rige lande kørte deres eget løb, og topmødets oprindelige udspil til en ministerdeklaration ikke så meget som nævnte nogle af u-landenes væsentligste krav.

Og heller ikke på selve topmødet var de rige lande til sinds at lade de fattige få reelle indrømmelser.

Som i Seattle benyttede de sig af de såkaldte ‘Green Room’-møder, hvor kun udvalgte lande inviteres med.

Og hvis man vil have et indtryk af styrkeforholdet i WTO bør man også tage et kig på de forskellige landes forhandlingsdele-gationer: De fattigste lande kan kun overkomme at sende et par forhandlere, mens topscoreren EU sender flere hundrede.

Hensigtserklæringerne og de flotte ord om en ‘udviklingsrunde’ har ikke et reelt indhold og er blot en sproglig reaktion på det øgede fokus, den anti-kapitalistiske bevægelse har rettet mod organisationer som WTO.

USA har som de multinationales fremmeste regering tvunget en fortsættelse af den skæve globalisering igennem for at imødegå den voksende økonomiske krise.

Krisen kan afbøjes, hvis de multinationale får lov til at udvide deres profitområder til nye markeder uden for mange modydelser. Både nye geografiske områder som Kina og Taiwan, men især ved at æde sig ind på de offentlige tjenesteydelser som sundhed og uddannelse.

Når de fattige og arbejderne græder efter Qatar, så er den enkle forklaring, at det er os som skal betale prisen for privatiseringer og global ulighed.

Vi skal betale for hospitalsophold og for at gå i skole. Vi skal fyres fra det offentlige. Vi skal være fattige så de multinationale kan være rige.