Socialistisk Arbejderavis
Nr. 199 – December 2001 – side 8
Naomi Klein: “No Logo”
No Space – No Choice – No Jobs: No Logo
Lene Junker
NO LOGO af den canadiske journalist Naomi Klein er blevet en global bestseller. Den udkom på engelsk i foråret 2000. Nu har forlaget Klim så endelig udgivet den på dansk, hvilket gør den tilgængelig for mange flere. Den er på godt 500 sider og koster 275 kr. i boghandlen.
Mens firmaer som Nike, Coca-Cola og McDonald’s sælger sig på en livsstil i USA, så bliver de i den tredje verden set som repræsentanter for amerikansk imperialisme. Som her i Nepal, hvor en Coca Cola-fabrik er blevet sprængt i luften som en advarsel til USA om at holde sig udenfor den interne konflikt i landet.
NO LOGO udkom kort tid efter de epokegørende demonstrationer ved WTO-mødet i Seattle, som blev startskuddet på den nye, internationale bevægelse for en mere retfærdig verden.
NO LOGO viser, at den ny internationale bevægelse for større global retfærdig ikke er opstået tilfældigt eller pludseligt, men at den har været undervejs i lang tid og at Seattle bare blev startsskuddet.
Det nye er, at en masse enkeltsags bevægelser og grupper finder sammen i en fælles kritik af det økonomiske system, som de multinationale spiller hovedrollen i.
Det nye er også, at kritikken og modstanden er blevet aktiv og synlig og på den måde spreder sig med lynets (internettes og TV’s) hast.
Så NO LOGO kan takke bevægelsen for at den er blevet en bestseller. Men vi har virkelig også meget at takke NO LOGO for:
NO SPACE
Bogen første afsnit handler om hvordan uddannelsessteder og kulturliv i stigende grad domineres af reklamer og private firmaers sponsorering.
Denne dominans blev øget af nyliberalismens indtog i 1980’erne. Det betød nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor.
Det betød også at uddannelsesstederne blev udsultet og derfor måtte lade sig sponsorere af private virksomheder. Virksomhederne har derfor fået en voksende indflydelse på hvad vi lærer og hvordan.
Også på andre måder kommer de private virksomheder ind. På Kent State Universitetet har Coca-Cola eneret på salg.
Som konsekvens af det blev en repræsentant for “Fri Nigeria Bevægelsen” nægtet økonomisk støtte med den begrundelse, at det kunne betyde negativ omtale af Coca-Cola´s virksomhed i Nigeria.
Den nyliberalistiske politik fritog også virksomheder fra at betale skat, og der er en direkte sammenhæng mellem faldet i skattebetalingen og stigningen i reklameudgifter.
Samtidig har reklamerne ændret funktion. Før handlede reklamerne om, hvor godt et produkt var. Nu handler de om at opbygge et bestemt billede af og en bestemt stemning omkring et bestemt varemærke, som f.eks. Nike.
Som følge deraf er annonce udgifterne eksploderet. I USA blev der i 1979 brugt 50 mia. dollar – mens der i 1997 blev brugt næsten 200 mia. dollar.
NO CHOICE
Bogens andet afsnit afslører myten om forbrugernes “det frie valg”. Reelt får vi som forbrugere et stadigt mindre valg.
Virksomhederne sammenlægges og bliver så store, at de reelt kontrollerer markedet og dermed bestemmer hvilke varer, der skal produceres.
Dette understøttes af en massiv markedsføring. F.eks. har Microsoft sat sig totalt på salget af computere.
Herhjemme kan vi f.eks. stå i supermarkedet og vælge mellem Carlsberg eller Tuborg, der løber fra det samme bryggeris haner.
Vi har også igennem det sidste år set flere sager om karteldannelser alene her i landet. SAS har fået kæmpe bøder, Mærsk har fået kæmpe bøder.
NO JOBS
Bogens tredje afsnit handler om de jobs, man må tage til takke med, når de multinationale enerådigt stiller betingelserne.
Helt forfærdelige er de vilkår, som arbejdere i de fattigste lande må arbejde under i de såkaldte økonomiske frizoner.
I Asien og Sydamerika arbejder 27 mio. mennesker i omkring 1000 økonomiske frizoner. Heraf er der 18 mio. i Kina, men også Filippinerne, Indonesien og Mexico har mange frizoner.
Her produceres alle mærkevarerne af unge kvinder og mænd, der arbejder 12 timer om dagen uden skyggen af rettigheder og til en løn på 2 dollars om dagen. Det koster f.eks. Nike 5 dollars at producere et par sko, som de kan sælge for 15 dollars.
Men også arbejdsvilkårene i Vesten er forringede. McJobs kaldes de meget rammende, fordi McDonald’s har været med til at sætte normerne.
Ingen faglige rettigheder, deltidsarbejde, kortidsansættelse, vikararbejde, lav løn og højt tempo er vilkårere for stadigt flere.
Også i Vesten bruger de multinationale selskaber skiftende underleverandører på korttidskontrakter til at stå for produktionen. Det betyder konstant utryghed for de ansatte, og gør det svært for fagforingerne at få ordentlige aftaler om løn og arbejdsforhold.
NO LOGO
Bogens fjerde og sidste afsnit fylder næsten halvdelen af bogen og handler om den spirende modstand og aktivisme mod de multinationale selskaber både i vesten og den 3. verden.
Det er f.eks. anti-sweatshop bevægelsen, der protesterer mod de usle forhold i de økonomiske frizoner.
Også Workers Assistance Center på Filippinerne omtales. De støtter arbejdernes kamp for at organisere sig.
Der fortælles om gadefester og spektakulære happenings. Og om det begyndende fællesskab mellem unge optaget af miljø, menneskerettigheder og forbrugerspørgsmål og fagforeningerne.
Det er inspirerende læsning og man fornemmer klart, at herfra udgår Naomi Kleins håb og tro på, at en anden verden faktisk er mulig.
Begivenhederne de sidste to år har overgået alle forventninger.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed