Socialistisk Arbejderavis
Nr. 200 – Januar 2002 – side 6
Kommentar
Er pressen vores allierede?
Alexander Lassithiotakis
Mediedækningen af større antikapitalistiske demonstrationer er altid fokuseret på et mindretals vold og ballade. Hvorfor vil pressen ikke fortælle noget om vores politiske krav – vores gode argumenter for, hvorfor en bedre verden er nødvendigt?
Fra demonstrationen i Bruxelles
Over 100.000 mennesker demonstrerede over to dage i Bruxelles. Stemningen var høj, og næsten ingen vold kunne stjæle fokus fra os og vores krav om en bedre verden.
Kun en meget lille flok nåede at smadre ruderne i ca. 5 banker og et par biler. Mindst en af uromagerne blev desuden identificeret som politibetjent, der efter at have smadret en rude viste sit skilt til kollegerne. Den belgiske journalist, der havde overværet seancen, fik sammen med journalister fra Indy Media Center konfiskeret deres bånd.
Selv om politiet prøvede med yderlige provokationer, var selv de autonome grupper kloge nok til ikke at svare igen med stenkast. Da vi tog hjem med bussen, var der mange, der åndede lettet op; vi havde endnu engang bevist, at det ikke var vores bevægelse, der var voldelig, så nu måtte medierne derhjemme da endelig fokusere på vores budskab. Men vi blev klogere, for pressen nævnte stort set ikke, at der havde været demonstrationer i Bruxelles – og hvis der var en lille notits, var det de fem bankruder, der blev fokuseret på.
Hvorfor dette misforhold mellem, hvad 100.000 aktivister oplever, og det, medierne dækker? Er det os, der husker forkert? Eller har der tilfældigvis været onde journalister på opgaven? Svaret skal findes et andet sted. Grundlæggende set er det nemlig hverken almindelige mennesker eller journalister, der bestemmer hvilke historier, der skal dækkes eller hvilken vinkel, der skal laves.
Den herskende klasses magt afhænger af deres magt over ideerne blandt de undertrykte klasser, og derfor prøver de konstant at kontrollere medierne.
Dels udøver magthaverne til tider direkte censur, som for eksempel under krigen i Afghanistan, hvor vinkler, der anfægtede at krigen handlede om bekæmpelse af terrorisme, blev afskrevet som subjektiv propaganda, mens Bush’s løgne og krigsliderlige patriotisme skulle med i objektivitetens navn.
For det andet har magthaverne en enorm indirekte kontrol med informitionsbureauer og medier. En lille gruppe mennesker ejer størsteparten af medierne, og magthaverne placerer deres støtter på alle centrale poster og sikrer derved kontrol over, hvilke kriterier journalisterne skal opfylde i deres dækning.
Desuden overlever en avis kun så længe den kan sælges. Derfor må vinklingen heller ikke ligge uden for den forståelsesramme, dens læsere har, og dermed både skaber og forstærker medierne den forståelsesramme, flertallet har. Som Marx sagde det, så er “de herskende ideer den herskende klasses ideer”.
Man kan dog finde både kritiske journalister og kritiske medier, selv om disse som regel er små. I Information var der således lige fra begyndelsen af krigen i Afhanistan, kritiske vinkler på fejlbombninger og civile tab, men ingen spalteplads blev givet til, i det mindste, at diskutere hvorvidt krigen virkelig var “en nødvendig krig mod terrorisme”. Dette betyder ikke, at det altid lykkes den herskende klasse at kontrollere medierne. I nogle situationer er en stemning eller protest så udbredt i befolkningen, at medierne er tvunget til at forholde sig til det lidt mere ud fra vores forståelsesramme.
Men det afgørende er, at os der ønsker at udfordre magthavernes ret til at regere verden, indser at medierne ikke er vores allierede i kampen, og at vi derfor selv må sørge for at fortælle andre den virkelige historie om vores bevægelse og vores mål.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed