Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 2
Norge
Grotid blev dyrtid
Ågot Berger
Det norske forår blev præget af storlockout, strejke i olieindustrien og krise i økonomien på grund af de faldende oliepriser. Den konservative Willoch-regering faldt på et omfattende nedskæringsprogram.
Arbejderpartiet (AP), det norske socialdemokrati med Gro Harlem Brundtland i spidsen, følte styrke til at fælde regeringen. AP kom til magten på en bølge vendt mod de borgerlige og arbejdsgiverne, og en tro på styrke, efter at arbejdsgiverne havde tabt storlockouten.
Eventuelle forventninger til AP, om at de ville indføre de lovede reformer, blev hurtigt manet i jorden. Længere barselsorlov, lavere pensionsalder og en mere “social retfærdig nedskæringspolitik”, blev hurtigt placeret i skrivebordsskuffen til næste valg.
Brundtlandregeringen lagde ud med 12% devaluering af kronen, som giver stor fortjeneste til valutaspekulanter og eksportindustrien. Arbejderne skulle betale for genopretningen af den norske økonomi. Overenskomstforhandlingerne inden for det private område havde kort forinden fastlagt en lønramme på 9%.
Devalueringen betyder, at løntillægget umiddelbart bliver spist op af en prisstigning på 7-8% i løbet af året. Derudover udskrev regeringen en ekstraskat på 2% for alle, indskrænkninger på låneområdet og nedskæringer på de offentlige budgetter. Altsammen for at rette økonomien op, udfra det AP-regeringen kalder “ekspansiv politik” fra Willoch.
Det er indgreb, som den borgerlige regering ikke kunne komme igennnem med. At devaluere midt i en overenskomstperiode er uhørt, og ville have resulteret i omfattende modstand, hvis ikke LO, som nu, stort set sørger for ro på bagsmækken.
Overenskomstforhandlingerne indenfor det offentlige stod tilbage med den nye regering ved roret. Generelt har de faglige ledere accepteret devalueringen, kronekravene er ikke justeret i forhold til den nye situation. Men fagtoppen indenfor Kommuneforbundet følte sig presset til at bryde forhandlingerne på grund af den asociale profil i regeringens pakke.
Topstyret strejke
Kommuneforbundet udtog lærere, socialrådgivere, sygeplejere og el- og kraftværkspersonale til punktstrejker. Hensigten var en symbolsk modstand og ikke at bruge strejkevåbenet effektivt til at presse kravene igennem. Der blev givet omfattende dispensationer, kun få af institutionerne blev udtaget, og der var ingen grundplansmobilisering eller udnyttelse af kampviljen hos skolelærerne.
Kommunalminister Haraldseth, som var næstformand i LO indtil for en måned siden, truede med at bruge voldgift, hvis strejkerne blev optrappet. De faglige ledere skal nok falde til patten, for at frede regeringen, og acceptere et forlig, som betyder stagnation i lønudviklingen for de offentlige ansatte.
Kun et lille mindretal omkring skolelærerne diskuterer at fortsætte aktionerne på trods af voldgiften. De første 50 dage af Brundtlandregeringens liv har vist deres stærke vilje til at fortsætte, og enddog forstærke den borgerlige nedskæringspolitik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed