Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 200 – Januar 2002 – side 14

Jubilæumstillæg nr. 200

Altid forrest i kampen

Hans Erik Madsen

Socialistisk Arbejderavis – talerør for den antikapitalistiske bevægelse – formidler af arbejderklassens kampe – organisator for ISU

Verden i dag er farligere og mere uretfærdig end da Socialistisk Arbejderavis nr. 1 udkom for over 17 år siden. Men der er også håb midt i kapitalismens vanvid.

Hans Erik Madsen samler op og vurderer erfaringer fra 17 års klassekamp og opbygning af Internationale Socialister og ISU.

SAA artikel 20045

I efteråret 1984 blev Internationale Socialister (IS) dannet. Dengang var vi 11 medlemmer. I dag, mere end 17 år efter, er vi 130 medlemmer i IS og ca. 600 i ISU.

Det virker ikke imponerende, og det kunne også have været meget bedre, men alligevel tror vi på projektet.

Hvorfor det? Fordi vi igennem de sidste 17 år har fået testet vores politik og lært en masse. Dette gør, at vi i dag er rustet til at vokse hurtigt, og gribe fat i den stigende utilfredshed og venstredrejning, som især kan spores blandt unge.

Teori og praksis

Fra starten lagde IS meget vægt på at kombinere teori med praksis.

Ugentlige møder med masser af politik, hvor vi forbandt den marxistiske tradition med virkeligheden udenfor. Med månedsavisen Socialistisk Arbejderavis forsøgte vi at nå ud til dem der kæmpede – til dem der strittede imod liberalismen, og ikke mente reformismen var noget brugbart alternativ.

Vi havde forladt Venstresocialisterne, fordi partiet kiggede mere og mere mod folketing og reformer – ligesom Enhedslisten i dag – frem for arbejderkamp og revolution.

Det var svært at være socialist i 80erne. De borgerlige og deres liberalistiske ideologi havde medvind. Men pludselig – i 1985 – eksploderede utilfredsheden med de borgerlige. I 10 dage strejkede en lille million arbejdere mod Schlüter-regeringen. IS blev for alvor testet. Sammen med den øvrige revolutionære venstrefløj forsøgte vi at gøre strejkerne så aktive og demokratiske som muligt med effektive blokader og daglige tillidsmandsmøder på byplan. Blandt avisforsiderne i denne periode var den, med overskriften: SPRÆNG RAMMERNE.

Men venstrefløjen var for svag – og strejkerne blev afblæst før kravet om en 35 timers arbejdsuge var indfriet. Ja, vi var så små, at vi havde svært ved at organisere avissalg på de store demonstrationer – 15 medlemmer i en demonstration med 250.000 arbejdere, de drukner nemt i mængden.

Knapt var de landsdækkende strejker ovre før 400 arbejdere på Århus Oliefabrik (Møllen) gik i strejke for fem kroner mere i timen. I 5 uger strejkede de – de fik masser af solidaritet, men de tabte. Om strejken og IS skrev Socialistisk Arbejderavis: “Mange af de strejkende har oplevet, at det lille arbejderparti, IS, har betydet mere end det store arbejderparti, Socialdemokratiet, for at bringe strejken ud på landets arbejdspladser.”

Samme erfaringer har en del arbejdergrupper gjort sig de sidste 17 år, fx. de århusianske skraldemænd, da de 10 år senere tabte en lang konflikt og alle blev fyret. Kim Knudsen, talsmand, og medlem af SF sagde: “Holdt kæft hvor er I IS’ere godt organiseret, og har gjort et solidt stykke arbejde” ... og det var jo rigtigt.

Murens fald og markedets helvede

1989 blev et skelsættende år. IS jublede sammen med millioner verden over, da arbejderne i Østeuropa lavede revolution. Modsat stort set resten af venstrefløjen så vi det som et ubetinget fremskridt – også selvom vi vidste, at alternativet ikke her og nu blev ægte socialisme, men rå liberalisme og markedsøkonomi.

For os havde samfundene i Østeuropa intet med socialisme at gøre – de var statskapitalistiske regimer. Stater der var opstået som et resultat af den russiske revolutions isolation og Stalins kontrarevolution i slutninger af 20-erne, og senere Stalins og vestens opdeling af verden efter 2.verdenskrig. Hele denne opfattelse var grundlaget for IS-tendensens dannelse i 1949, hvor marxismens kerne blev genskabt: socialismen kan kun skabes gennem en revolution, som arbejderklassen laver, og som betyder, at den nye socialistiske stat opbygges på basis af arbejderråd og arbejdermagt.

I 1992 blev IS’s kontor i København udsat for et bombeattentat, hvor Henrik Christensen, medlem af IS blev dræbt. Selv om attentatet aldrig er blevet opklaret, er der ingen tvivl om, at nazierne stod bag. Nazierne var ude på at skræmme IS og den anti-racistiske bevægelse. Men det lykkedes ikke. 10.000 deltog i Henriks begravelse ugen efter, og fulgte vores opfordring: “Duk dig ikke – duk op.”

løbet af 93-94 var IS aktivt indblandet i den omfattende mobilisering mod såvel Den Danske Forening – en fremmedfjendsk forening – som mod nazicentrene i to sønderjyske byer – Kværs og Kollund. Begge steder lykkedes det igennem et tæt samarbejde med de lokale indbyggere at smide nazisterne på porten. Og helt frem til i dag er det lykkedes at holde nazisterne nede på et fåtal, fordi vi hver gang de har stukket snuden frem og har mobiliseret mod dem. Avisens forsider har naturligvis også båret præg af kampen mod racisme og nazisme: Stop Nazisternes Terror.

NU ER DET NOK

Inden for uddannelsesområdet har IS og ISU fra starten været meget aktive og gjort en forskel. NU ER DET NOK bevægelsen fra 1998-99 er et eksempel herpå, men også et udtryk for, at allerede dengang ville flere og flere unge ikke længere finde sig i den øgede disciplinering, forringelser af studiernes indhold og angreb på de studerendes levevilkår.

Ud over den seneste krig i Afghanistan, har krig i høj grad været en del af 90ernes virkelighed.

IS og ISU forsøgte fra dag ét i NATOs krig på Balkan at opbygge modstand mod krigen, og gennemhulle løgnen om den humanitære krig. Vi sagde “fjenden er herhjemme”, vi ønskede et nederlag til NATO for at svække imperialismen og hermed vores egen herskende klasse. Vi gik på gaden og ud på skolerne med avisen og underskriftslister. Få var aktive mod krigen, men det store flertal var kun for krigen, fordi de ønskede at stoppe undertrykkelsen af kosova-albanerne. Derfor var de også åbne overfor at diskutere en anden løsning end NATOs bomber.

At der var en anden løsning, det viste de serbiske arbejdere og studenter, da de i oktober 2000 væltede Milosevic ved en revolution. I stedet fik de Kostunica og parlamentarisk demokrati, men hvad der især var bemærkelsesværdigt var, at de serbiske arbejdere under revolutionen ikke indskrænkede sig til blot at kræve Milosevic’ afgang. De krævede også større indflydelse på deres arbejdspladser og etablerede flere steder arbejderkontrol på virksomhederne.

Seattle – et håb blev tændt

Og så – netop som det 20. århundrede lukkede og slukkede – blev et nyt lys tændt og en ny bevægelse så sin begyndelse i Seattles gader i november-december 1999.

Miljøaktivister, studerende, fagforeningsfolk, menneskerettighedsforkæmpere og mange flere havde succes med at lukke WTO’s møde ned, og dette har siden inspireret i tusinder og atter tusinder af arbejdere og aktivister over hele verden til at gøre aktiv modstand mod de magthavere, der udelukkende regerer i de multinationale selskabers interesser uden hensyn til hverken mennesker eller miljø.

Gang på gang er verdens ledere blevet rystet af store demonstrationer: i Prag, Nice, Québec, Gøteborg, Genova og Bruxelles. Bevægelsen har også fået en lille fod indenfor i Danmark: i oktober 2001 blev Attac stiftet i Danmark. Initiativet til at bringe den oprindeligt franske bevægelse til landet kom fra Dagbladet Information, der i starten af året arrangerede et debatmøde i København med ca. 1200 deltagere. Interessen for at skabe et alternativ til en verden styret af nyliberalisme og de multinationale er altså til stede, også i Danmark.

Hele vejen igennem har IS og ISU været med og har arbejdet for en aktivistisk linie – for at Attac skulle gå på gaden med happenings og aktioner og også deltage i de store internationale demonstrationer. Og den næste store udfordring for Attac bliver mobiliseringen til de store sociale, anti-globaliseringsdemonstrationer i forbindelse med EU’s topmøde i København i december.

Terror, krig og racisme

Verdens gang tog endnu en drejning den 11. september 2001 og med den efterfølgende krig mod Afghanistan.

Medier og politikere over hele verden piskede en hadsk, krigerisk og racistisk stemning op, og de danske politikere har bestemt ikke været nogen undtagelse. Men ikke desto mindre voksede en anti-krigsbevægelse frem – ikke mindst takket være den politiske bevidsthed og de mange netværk, der er blevet skabt af den anti-kapitalistiske bevægelse.

Herhjemme kom valgkampen til at overskygge diskussionerne om krigen, og anti-krigsbevægelsen, der ellers havde fået en lovende start, formåede ikke at vokse.

De borgerlige vandt valget med et brag, men ikke på grund af deres liberalistiske og asociale politik – tvært imod: valgkampens hovedspørgsmål var spørgsmålet om bedre velfærd. Venstre og Dansk Folkeparti konkurrerede om, hvem der kunne love den bedste velfærd, og på værste vis blev flygtninge og indvandrere udstillet som syndebukke for den haltende velfærd. Politikerne spillede det racistiske kort for at dække over de forringelser i velfærden de selv har stået for – og for at score nogle billige stemmer.

Men virkeligheden efter valget er en anden end den Venstre lovede, nu springer Fogh og co. ud af skabet som de liberalister de i virkeligheden er: privatisering og udlicitering, nedskæring på universiteterne, angreb på fagbevægelsen mm. er den politik regeringen nu sætter på dagsordenen.

Det er nu helt centralt, at vi i IS og ISU er med til at rejse kampen og aktiviteten mod liberalismen. Socialistisk Arbejderavis spiller en central rolle for os, når vi afslører liberalismens konsekvenser – herhjemme og internationalt, når vi mobiliserer til aktiviteter og kampe mod den liberalistiske politik, og peger på alternativet til markedsøkonomien – kamp fra neden og socialisme.

Den politiske dagsorden har skiftet meget de sidste 17 år. IS og ISU har forsøgt at holde fast i, at al forandring må komme fra neden – uanset om vi har deltaget i strejker, studenterkampe eller kamp mod racisme og krig.

Vores evne til at gøre en forskel har skiftet meget. Skal vi for alvor gøre en forskel kræver det at vi bliver mange, mange flere. Vi skal være på flest mulige uddannelsessteder og arbejdspladser.

Vil du være med til at gøre en forskel – så bliv aktiv socialist. Verden skriger på et socialistisk alternativ.

Flere artikler fra nr. 200

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
IS/ISU

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 2627 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside