Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 3
SD/SF
Hurra for den lille forskel
I LO-bladet sidste måned slår Socialdemokratiets politiske ordfører Svend Auken på valgtrommen: “De borgerlige har tabt pusten i en sådan grad, at regeringen er i opløsning. Vi må bruge ekstra kræfter på at få offentligheden gjort klart, at Socialdemokratiet står med et solidt alternativ til fordel for hele vores samfund.”
SF mener også, at de sammen med Socialdemokratiet står med et “solidt alternativ”. Siden udsigten til et arbejderflertal har vist sig, har SF accelereret sin vandring mod højre, for i god tid at blive klar til at sidde i regering med Socialdemokratiet.
De sidste skridt på denne vandring var SFs bededagskongres i slutningen af april. Partiet fremlagde her deres program for, hvad et arbejderflertal skal gennemføre. På den ene side lover de arbejderklassen "social genopretning", og på den anden side lover de at vise ansvarlighed overfor den kapitalistiske økonomi.
Skal SF være økonomisk ansvarlig som regeringsparti,kan det blive meget tvivlsomt, om arbejderklassens forventninger bliver indfriet. Mon “Det røde kabinet” i 1966 er glemt? SF fik valgsejr på at boligforliget, som havde betydet øget husleje, skulle væk og et nej til højere moms. Men da arbejderflertallet var en realitet, gik det stærkt med at sælge ud. SF åd boligforliget uændret, accepterede en momsforhøjelse og indefrysning af en dyrtidsportion.
I 1986 er det økonomiske udgangspunkt værre end før 1966. Dagbladet Børsen kunne ovenpå majtalernes arbejderflertalsbegejstring berolige sine læsere med et interview med SFs økonomiske ekspert, folketingsmedlem Jes Lunde. Han fortæller om indholdet af partiets nye økonomisk-politiske program. Det viser, at kapitalen ikke har noget at frygte ved et kommende arbejderflertal. For SF vil det samme som socialdemokratiet, da de var ved regeringsmagten i 1975-83: Indkomstpolitik og nedskæringer.
Når den borgerlige stat vil holde lønnen nede af hensyn til kapitalens profit, kan den gøre det på to måder. Indirekte ved at devaluere, og på den måde gøre arbejdernes penge mindre eller ved at diktere lønrammer, som Schlüter gjorde i påsken 85. Og her siger SF, at de vil bruge den sidstnævnte metode: “Direkte styring af lønudviklingen.”
Jes Lunde tilføjer dog: “Men vi regner ikke med det bliver nødvendigt. Under en S-SF regering har vi grund til at tro, at fagbevægelsen også vil se det fornuftige i meget beskedne krav.
Vi må jo indrømme at Schlüterregeringens anti-inflationspolitik har givet resultat, og at det må afspejle sig i de krav man stiller.”
Hensyn
Der skal tages hensyn til fagtoppens overenskomstkrav: “Derimod holder vi fast i en lavere arbejdstid, men det skal ikke ske med fuld lønkompensation, men således at det kun er de lavestlønnede der får fuld dækning.”
Kapitalen skal ikke skræmmes. “Vi vil gerne diskutere omkostningslettelser for virksomhederne i forbindelse med nedsat arbejdstid. For eksempel ved at indføre to-holdsskift. Der er ingen grund til at kapitalapparatet skal have nedsat arbejdstid.”
Og videre: “Erhvervslivets overskud bør ikke få fagbevægelsen til at kræve voldsomme lønstigninger. Det vil være uansvarligt i betragtning af betalingsbalancens tilstand. I stedet ønsker vi, at pengene skal opsamles i ØD-fonde, der så kan foretage de nødvendige investeringer.”
For at ingen skal være i tvivl om, at SF ikke vil anfægte borgerskabets magt, understreger Jes Lunde: “Vi er fast besluttet på, at udgifterne skal dækkes af indtægter. Måske tager vi de økonomiske balanceproblemer mere alvorligt end Schlüter. Efter vores bedste overbevisning vil vores politik ikke ødelægge erhvervslivets virketrang.”
Hvis SF allerede i dag, før de er kommet i regering med Socialdemokratiet, gør sig til talsmand for kapitalens interesser, hvad kan det så ikke ende med, når de sidder i regeringen?. Så vil der for alvor blive stillet krav til SF, om at leve op til rollen som respektable forvaltere af den borgerlige stat, og til at modstå Socialdemokrtiets pres på dem.
Vi kan allerede nu forudse, at håbets bærere i takt med den hurtige modningproces, vil blive mere og mere arbejderfjendsk.
Kun en ting bestemmer, om det skal gå arbejderklassen godt eller skidt. Jo mere selvstændig den er, og jo bedre den er organiseret på tværs af både stat og fagbureaukrati, jo bedre forudsætninger har den for at kæmpe mod dårligere levevilkår, hvad enten de påtvinges af en borgerlig eller en arbejderregering.
Som revolutionære socialister må vi fastholde nødvendigheden af at støtte og generalisere selv de mindste kampe. At genopbygge selvtilliden, solidariteten og organiseringen på arbejdspladserne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed