Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 5
Offentligt ansatte
De bruger også strejkevåbnet
Harald Lillevang
Det er den borgerlige regerings asociale “økonomiske genopretning”, som personalet på sygehuse og mange andre offentligt ansatte har fået at føle på deres løn- og arbejdsforhold.
Et større og større arbejdspres og en realløn, der er faldet drastisk, er nogle af resultaterne af Schlüters gale logik, der gør arbejderklassen ansvarlig for kapitalens problemer.
Indkomstpolitikken har med hård hånd styret lønudviklingen, og den smule, der er kommet i lønningsposen, er blevet snuppet igen ved hjælp af alle mulige “pakker”.
Samtidig med at pengene er blevet suget direkte ud af vores lommer, er der skåret drastisk i kommunernes bloktilskud, og der er blevet lagt loft over kommunernes og amternes aktiviteter.
Der fyres personale på socialkontorerne, mens arbejdsopgaverne bliver flere og flere, der puttes flere børn i daginstitutionerne, og på sygehusene ligger patienterne på gangene og venter længe på behandling.
Arbejderklassens vilkår forringes både ved at udhule lønnen og forringe den offentlige service for at skaffe nogle midler til at smøre de hjul, der skal i gang for at løse kapitalens problemer.
Offentligt ansatte
Der er ikke de store traditioner indenfor gruppen af offentligt ansatte for at bruge strejkevåbnet i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold. Men udviklingen har betydet, at der er sket en radikalisering af mange indenfor det offentlige, og flere og flere er begyndt at bruge andet end stiltiende protester.
Under påskestrejkerne sidste år var store dele af det offentlige lammet af arbejdsnedlæggelser, og man så her den politiske magt, der kan opnås, hvis der sættes handling bag kravene.
Regeringens nedskæringspolitik kan ikke fjernes ved lokale, isolerede kampe. Kampe, som opstår, må spredes til tilsvarende arbejdspladser i andre byer, hvor personalet bliver ramt af de samme nedskæringer.
Da pædagogerne i flere byer i 1983 strejkede mod nedskæringer, blev kampen svækket af den manglende koordinering byerne imellem. Mange opfattede nedskæringerne som lokale anliggender på trods af, at det var det samme regeringsindgreb overfor kommunernes økonomi, man kæmpede imod.
Generalisering
Der blev ikke udarbejdet fælles strejkegrundlag, og støttearbejdet blev ikke koordineret. Man var ikke i stand til opbygge den samlede kampaktivitet, som var nødvendig for at kunne true regeringen.
Det er forskelligt fra amt til amt og fra kommune til kommune, hvor der bliver skåret. Nogle steder er det sygehuspersonalet, der får kniven, mens det andre steder er socialrådgivere, pædagoger eller lærere, der mærker nedskæringerne.
Derfor må offentligt ansatte, der går i kamp mod nedskæringerne, generalisere kravene og målrettet agitere mod den borgerlige regerings politik og således sprede kampen til andre områder, der også er ramt af sparekniven.
Der skal argumenteres for, at indkomstpolitik og nedskæringer indenfor det offentlige er to sider af samme sag, nemlig en kortsigtet kapitalistisk kriseløsningspolitik. For at stoppe det skal der kæmpes imod, og der skal opbygges organiseringer på arbejdspladserne på tværs af faglige skel og skellet mellem offentligt og privat ansatte.
Se også:
SAA 20: Odense Sygehus: Florence er død
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed