Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 201 – Februar 2002 – side 2

Venstres mønsterkommune i krise

Farums manglende demokrati

Anders Schou

Brixtofte-skandalen er afslørende for det borgerlige demokrati, den nyliberale ideologi og for kapitalismen som system.

Brixtofte

Det mangefulde demokrati tillader denne mand at blive siddende på borgmesterposten indtil han er dømt, eller ryger ud ved næste valg.

Skandalen handler ikke om, at Peter Brixtofte sandsynligvis har et alkoholproblem, for de mange daglige flasker rødvin kan ikke forklare de mange svindelnumre, som pressen har afsløret.

Der er nemlig ikke tale om fuldemandsfup, men om ofte komplicerede økonomiske transaktioner, som har været et resultat af en bevidst politik.

Og den politik har gjort Farum til en liberal mønsterkommune, som Venstre flere gange under valgkampen fremhævede, som et eksempel andre kommuner burde følge.

Men forløbet har vist, at de almindelige byrådsmedlemmer i Farum reelt ingen indflydelse har haft på kommunens drift. Farum blev kørt af Brixtofte og en gruppe topembedsmænd, så da borgmesteren kortvarigt holdt orlov på Lanzarote, kunne Farums økonomiudvalg ikke engang få at vide, om der var penge i kommunekassen!

Farum-skandalen viser ikke blot, at de folkevalgte i det borgerlige demokrati ofte mangler oplysninger, som er nødvendige, hvis de i det mindste skal kunne slås for en smule indflydelse.

Udemokratisk

Problemet er også, at selv om flere og flere Farum-borgere nu har opdaget, at deres borgmester er en svindler, så kan de ikke slippe af med manden.

Kun hvis Brixtofte når at blive dømt for noget kriminelt inden for de næste fire år, mister han borgmester-posten. Det sker endda kun, hvis valgbarhedsnævnet vurderer, at kriminaliteten er tilstrækkelig alvorlig.

Og sagen kan meget vel trække ud i årevis, blandt andet fordi Brixtofte har gode muligheder for at forhale forløbet, efter han i hast forkortede sin orlov.

I et reelt demokrati ville vælgerne selvfølgelig have mulighed for at udskifte en person, som de havde mistet tilliden til. Men Brixtofte kan blive siddende på et mandat, han fik få måneder før, skandalen eksploderede.

Nyliberalismen udstilles

Farum-skandalen udstiller også nyliberalismen. Kommunens udliciteringer var nemlig en af forud-sætningerne for at pengene kunne strømme fra kommunekassen og over i Farum Boldklub.

For eksempel har Ekstra Bladet afsløret, at da Jydsk Rengøring i 1999 overtog driften af hjemmehjælp og en række plejeboliger, blev firmaet samtidig sponsor for boldklubben.

Og selv om arbejdstilsynet og embedslægen senere kritiserede både arbejdsmiljøet og ældreplejen, beholdtes aftalen. Spørgsmålet er hvorfor?

Thor Pedersen

En forklaring kunne være, at Jydsk Rengøring overførte kommunale kroner til Farum Boldklub. Andre sponsorer og leverandører til kommunen har nemlig indrømmet, at de fik en overpris for deres ydelser, som de så sendte videre til Farum Boldklub som sponsorstøtte.

Sådan en indrømmelse er i skrivende stund ikke kommet fra ISS, som senere købte Jydsk Rengøring. Og en tilståelse ville da også involvere finansminister Thor Pedersen i skandalen, fordi han var direktør for Jydsk Rengøring, da udliciteringsaftalen blev lavet.

Aftalen hævede i øvrigt markeds-værdien af Jydsk Rengøring, inden virksomheden blev solgt til ISS. Og Thor Pedersen tjente personligt mindst 12 millioner kroner i forbindelse med den handel. Den kan også være en forklaring på, at Farum holdt fat i samarbejdet med Jydsk Rengøring.

Forsvarer af kapitalismen

Peter Brixtofte er en ivrig forsvarer for kapitalismen, og derfor er det ikke underligt, at han har følt, at love og regler var ligegyldige i Farum. Hvorfor skelne mellem lovlig og ulovlig fup, når kapitalismen grundlæggende bygger på svindel.

Almindelige lønmodtagere bliver hver dag snydt for den fulde værdi af deres arbejde, ellers gav virksomhederne ikke overskud. Og lønmodtagerne har ingen indflydelse på, om pengene bliver brugt til reelle investeringer, spekulation eller pengemændenes luksusforbrug.

Brixtoftes overforbrug af skatteborger-betalt dyr rødvin, de tvivlsomme økonomiske transaktioner og de udemokratiske beslutningsprocesser i Farum er blot et udtryk for det økonomiske system, Farum-borgmesteren beundrer.

Flere artikler fra nr. 201

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Venstre

Se flere artikler af forfatter:
Anders Schou

Siden er vist 2740 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside