Socialistisk Arbejderavis
Nr. 201 – Februar 2002 – side 4
Spontane kampe udfordrer magteliten i Argentina
Mikkel Birk Jespersen
De argentinske magthavere, regeringen og toppen af erhvervslivet, er ude af stand til at føre landet ud af den økonomiske og politiske krise. Samtidig opstår nye former for spontan organisering blandt de demonstrerende arbejdere.
6000 mennesker fra i alt 80 lokale forsamlinger mødes i byparken i Buenos Aires for at diskutere de krav, de vil fremsætte over for regeringen.
Den nye regering ledet af peronist-partiet med Eduardo Duhalde i spidsen ser ikke andre løsninger end gå til de rige vestlige lande og IMF (Den internationale Valutafond) for at bede om hjælp. Men foreløbigt er kassen lukket. Først skal roen genoprettes, og på deres seneste møde i den canadiske by Ottawa opfordrede G7-landene den argentinske regering til at arbejde tæt sammen med IMF i forhold til at skabe et budget, der kan sikre en såkaldt stabil økonomisk udvikling.
Dette på trods af, at et årtis nyliberal politik, hvor så godt som alle IMFs krav blev efterlevet, ikke har kunnet hindre den altødelæggende økonomiske krise, vi nu ser. Tværtimod har privatiseringer og nedskæringer i de offentlige budgetter gjort livet mere usikkert for almindelige argentinere, samtidig med at såvel argentinske som udenlandske firmaer har kunnet hente store profitter hjem.
Diskussionsfora
Men de svar på krisen, som magthaverne ikke kan give, kommer til udtryk på gadeplan. I byerne opstår der overalt forsamlinger, hvor beboerne i de forskellige kvarterer mødes og diskuterer, hvad der er vejen frem.
I disse forsamlinger kan folk komme til orde i en grad, de ikke har kendt til før. Og de krav der rejses herfra er ganske anderledes end de løsningsforslag, den argentinske elite og de vestlige regeringer kommer med: Nationalisér bankvæsenet og de privatiserede virksomheder, drop 13%-reduktionen af lønninger og pensioner, ophæv fastfrysningen af konti og drop afbetalinger på udlandsgælden.
Nogle steder er stemningen dog mere radikal end andre. Mens nogle af forsamlingerne er prægede af revolutionær retorik, er der i andre stærkt nationalistiske tendenser, der opfordrer til ‘patriotisme’ og til boykot af udenlandske varer.
Ikke desto mindre viser disse forsamlinger et enormt potentiale i den argentinske arbejderklasse. De viser, at det rent faktisk er muligt at oprette alternative organiseringsformer i stor skala og dermed også, at et andet samfund er en reel mulighed.
Men skal et nyt samfund bevæge sig fra at være en mulighed til at være virkelighed, kræver det dog en endnu højere grad af aktivitet på arbejdspladserne, end vi hidtil har set. Arbejderne holdes tilbage af de store fagforeninger, der er dominerede af peronist-partiet og derfor støtter regeringen.
Hidtil har de arbejdsløse langt hen ad vejen været dem, der er gået forrest i kampen og i de store demonstrationer. Men hvis kampen skal vindes, må dette ændre sig, således at det bliver arbejderne på virksomhederne, der tager teten. For de er stadig de eneste, der reelt kan sætte samfundet i stå og dermed også sætte det i gang igen under deres egen demokratiske kontrol.
Arbejderne må lade sig inspirere af de forsamlinger, der er opstået på byplan, og oprette lignende råd med udgangspunkt i de virksomheder, der reelt holder samfundet kørende.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed