Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 6
Tjernobyl
Mareridt uden grænser
Tom Christiansen
Tjernobyl-ulykken kunne ikke ske. Alligevel er der idag og i den nærmeste fremtid titusinder, der lider under konsekvenserne af ulykken. Eksperternes talmagi over sandsynligheden for et sådant uheld er afsløret som bluf. Nu prøver eksperterne at bilde os ind, at det i hvert fald ikke kan ske i Vesten.
Og det tør de sige samtidig med, at de siger, at de ikke aner, hvad der er sket, fordi Sovjet tilbageholder alle vigtige oplysninger. Rygterne om byggesjusk huserer. Men byggesjusk forekommer også i Vesten, fordi byggeplanerne bliver presset fremad i et tempo, der ikke tager hensyn til sikkerhed, og fordi de entreprenører, der skal bygge værket, skal tjene så mange penge på enterprisen som muligt. Og godt og grundigt arbejde tager tid og koster penge.
Ingen sikre værker
“Tjernobyl er egentlig ikke mindre sikkert end reaktorer i USA eller Storbritanien,” lyder da også dommen fra den internationale atom-energi-kommision. Det er efter Tjernobyl-ulykken sluppet ud, at fire reaktorer i både USA og Storbritanien lider af de samme mangler, som gjorde Tjernobylulykken mulig.
Barsebäck-værket har haft 107 nødlukninger på 10 år. Det alvorligste var, da der skete en eksplosion i en generator, som var ved at smadre kontrolrummet. De to reaktorer havde derefter været helt uden kontrol. I 1984 blev der konstateret revner og sprækker i nødkølesystemet, som netop skal forhindre en nedsmeltning, på den ene reaktor. Og nu har man konstateret samme fejl på den anden.
Ulykken på Tre Mile Øen kunne have udviklet sig på nøjagtig samme måde som Tjernobylulykken. Kun et tilfælde forhindrede dette. I ti dage var reaktoren helt uden kontrol efter en fejl i kølesystemet. Reaktoren var ifølge en undersøgelseskommision kun en time fra en total nedsmeltning. Bestræbelserne for at mindske ulykken skete så godt som i blinde. Først efter tre dage begyndte man at evakuere området. Hvor meget stråling havde folk fået, og hvor forurenet er området? Ingen får noget at vide. Men resultaterne kan vise sig mange år efter i form af kræft eller fosterskader.
I Windscale (nu Sellafield) værket i Storbritanien var det også nær gået galt i 1957, da der udbrød brand, og der skete et radioaktivt udslip. Man indrømmede dengang, at der slap jod 131 (som er den farlige isotop, man snakker om i forbindelse med Tjernobyl) ud. Men man beroligede med, at der ingen farer var – undtagen med hensyn til mælken. 25 år senere kommer det frem, at der er født et forholdsmæssigt højt antal børn med Downs syndrom af tidligere skolepiger fra Dundalk, en irsk by umiddelbart over for Sellafield. Omtrent samtidig har man fundet et stort antal tilfælde af børneleukæmi i området omkring Sellafield.
I den forbindelse er det først kommet frem nu, at det ikke kun var jod 131, der slap ud. Det gjorde det langt farligere poloniun også. En godt bevaret hemmelighed i 25 år. Kun fordi uafhængige videnskabsmænd opdagede det, blev myndighederne nødt til at indrømme. Ligesom man heller ikke snakker så meget om det radioaktive cæsium, som også er sluppet ud fra Tjernobyl, og som er langt farligere end jod 131.
En tikkende bombe
Atomkraft er dødsensfarligt, ligegyldigt hvor på kloden det er anbragt. Processen i en atombombe og i en atomreaktor er i princippet den samme. Ustabile kerner spaltes, hvorved der opstår energi. I en atombombe foregår denne proces ukontrollabelt. Spaltningen får lov til at accelerere. I et atomkraftværk forsøger man at bremse kædereaktionen. Hvis køle- eller nedbremsningssystemet ødelægges eller sættes delvist ud af funktion, har man ikke længere nogen kontrol med kernespaltningen. Og pludselig er atomkraftværket forvandlet til en potentiel atombombe, hvor eksplosion og radioaktivt udslip i atmosfæren er muligt. Som det skete ved Tjernobyl i år, Sellafield i 57 og Harrisburg i 78. Denne fare overgår langt, hvad vi har set af ulykker med giftgasser i Seveso i Italien og Bhopal i Indien.
Radioaktivitet er yderst dødeligt enten direkte – eller ved at den ødelægger knoglemarven, hvor de hvide blodlegmer produceres. Bestrålede personer er derfor uden forsvar overfor selv de mindste infektioner. På endnu længere sigt øges risikoen for kræft og diverse fosterskader. Selv små mængder radioaktivitet øger risikoen for kræft, så der er ikke nogen risikofri grænse for, hvor meget man kan tåle.
De skal lukkes nu
Konsekvensen er, at vi må kræve en totallukning af alle atomkraftværker, oparbejdningsanlæg og en sikker løsning på den ophobning af højradioaktivt materiale, der allerede er sket.
OOA’s fokusering på Barsebäck og 4 andre værker er nationalistisk. Men selv udfra en nationalistisk synsvinkel er kravet om lukning af de nærmeste værker utilstrækkeligt. Tjernobylskyen har på 2 uger overfløjet området fra Glasgow til Tokyo. Ingen kan styre en radioaktiv sky. Selv ikke vores ellers så ihærdige grænsepoliti, som er blevet skrappe til at afvise flygtninge ved grænsen, kan forhindre skyen i at flyve ind i landet.
Atomkraften stoppes ikke med appeller eller demonstrationer alene. Tjernobyl har selvfølgelig betydet en øget modstand mod a-kraft. Men modstanden må forvandles til aktiv handling. Og det er på internationalt plan.
Den bedste kamp mod atomkraften er kampen mod det system, som skabte den og bruger den, nemlig kapitalismen. Der er mange penge og stærk kapital- og militærpolitiske interesser bundet op omkring atomkraften. Derfor skal der også stærke kræfter til for at fjerne den. Disse kræfter ejer kun den internationale arbejderklasse.
Aktuelt er det selvfølgelig vigtigt, at vi tager del i de aktiviteter, der skabes. Vi har før set at atomkraftideologerne kan presses i defensiven, f. eks. i Brockdorf, hvor opbygningen af et atomkraftværk først er færdigt nu efter 12 år – på grund af en aktiv modstand imod værket.
Øst eller vest – ingen er bedst
Katastrofen i Tjernobyl har skabt en masse problemer. Problemer for dem, der boede i området – og ikke ved hvor meget radioaktivitet, de har modtaget. Problemer for 8000 mennesker i Vesteuropa, som er i fare for at dø af kræft i de kommende år. Problemer med import af fødevarer fra Sovjet og Østeuropa.
Det har ikke mindst givet problemer for den herskende klasse i Sovjet; tilliden til atomkraft er faldet. men det problem står borgerskabet i Vesteuropa så sandelig også overfor.
Foragt for liv
Politikere og atomkrafttilhængere i Vesten har haft travlt med at forklare os, at den slags ting ikke kan ske hos os. De kritiserer bureaukratiet i Sovjet for at tilbageholde oplysninger. Og de lukker munden på kritiske eksperter. Der står nemlig meget på spil. Al snakken om fredelig og ufarlig udnyttelse af atomkraft er ved at blive afsløret som årehundreders løgn. Først med katastrofen på Tre Mile-øen i Harrisburg, USA, som indtil videre helt har stoppet USA's atomkraftprogram, og nu Tjernobyl, der truer med at gøre arbejdet færdigt.
De udvider stadig
Det er intet mindre end det internationale borgerskabs foragt for menneskeliv, der stilles frem for åbent tæppe. Først og fremmest gennem de programmer – de har – for en massiv udbyggelse af atomkraften.
I Sovjet skal atomkraftkapaciteten udvides fra 28 til 69 millioner kilowatt på bare fem år. I Storbritannien har man planer om at åbne et atomkraftværk hvert år fra 1982-92.
I USA havde man 45 atomkraftværker på tegnebrættet, indtil Harrisburg-ulykken satte en stopper for planerne.
Deres kynisme sættes yderligere i relief, når ulykken, trods alle deres forsikringer om atomkraftens pålidelighed, alligevel sker. Langt de fleste udslip får vi slet ikke noget at vide om. For eksempel er det kommet frem i lyset, at der er sluppet 60 kg radioaktiv gas ud fra atomkraftsværket ved Dungeness 100 kilometer fra London. I den forbindelse forsøgte den engelske el-forsyningsstyrelse at presse redaktøren på The Observer til at undlade at trykke noget om udslippet.
Ved store ulykker som Tjernobyl kommer tusinder af menneskers liv i fare, fordi der ikke må slippe for meget ud til offentligheden om ulykken af hensyn til atomkraftens prestige. Der gik lang tid fra ulykken skete, indtil folk i området omkring Tjernobyl blev evakueret. Også den hjemlige miljøminister Christian Christensen tøvede med at lade oplysninger om forøget radioaktivitet slippe ud.
Borgerskabet har prøvet at kaste skylden for tilbageholdelse af oplysninger, byggesjusk og dårlig teknik på “kommunismen”. Dette er ikke andet end kold-krigs-trommerne, der buldrer igen.
Sovjet er kapitalistisk
Sovjet er kapitalistisk som resten af verden. Sovjet indgår som en del af verdenshandlen på verdensmarkedet og er tvunget til at konkurrere militært og økonomisk med den omgivende verden. Derfor drejer det sig også om for Sovjet at hive de størst mulige profitter hjem.
Et socialistisk samfund forudsætter, at arbejderklassen har magten over produktionen gennem en arbejderstat organiseret ud fra arbejderråd. En socialistisk verden behøver ikke at producere for profit. Man behøver ikke opbygge dødensfarlige atomkraftværker. Man behøver ikke højradioaktivt plutonium for at lave atombomber. Derimod kan man, uden et krav om at opnå størst mulige profitter, skaffe energi på en måde, som tager hensyn til menneskene og jordens ressourcer.
Det har ikke noget med virkeligheden i Sovjet at gøre. Her er hele kapitalapparatet koncentreret i hænderne på en stat, som er styret af en bureaukratisk klasse.
I den økonomiske og militære konkurrence med de herskende klasser i resten af verden, er de russiske bureaukrater tvunget til at udbygge deres atomkraft. Ligesom den herskende klasse andre steder er bureaukraterne bange for, at arbejderklassen får sat en stopper for deres atomkraftplaner. Derfor den larmende tavshed fra russiske og danske eksperter om Tjernobyl-katastrofen.
Profitjagten og atomkraft
Eksistensen af atomkraftværker skyldes ikke dumhed eller uvidenhed om faren ved atomkraft. Den skyldes kynisme.
Der ville ikke have været en såkaldt “fredelig” udnyttelse af atomkraften, hvis ikke det havde været for atomkapløbet. Elektriciteten var kun et pænt skin over oparbejdelsen af plutonium til atomvåben, da man begyndte med udviklingen af atomkraft.
Atomkapløbet
Anden verdenskrig blev afsluttet med sprængningen af de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Ikke så meget, fordi det var forudsætningen for at få Japan til at overgive sig. Det ville de have gjort alligevel. Men for at demonstrere den vestlige verdens styrke over for Sovjet, som skulle være modparten i forhandlingerne om, hvordan Europa skulle deles op efter krigen. Hermed var atomkapløbet indledt. I England, Frankrig, Sovjet og andre steder var man naturligvis også interesseret i bomben.
Men atombomber kræver oparbejdelse af radioaktivt kernemateriale som plutonium. Og det er en bekostelig affære. Derfor kom den “fredelige” energiudnyttelse, i forbindelse med oparbejdelsen, som en kærkommen undskyldning.
Det har ikke ændret sig meget siden. Tjernobyl-værket, som var planlagt til at blive et af verdens største atomkraftværker, leverer plutonium til bomber. De franske og britiske atomkraftværker leverer til deres polarismissiler – ligesom Storbritanien eksporterer plutonium til USA. Og hvad mon Israel, Argentina og måske Libyen vil med a-kraftværker, når de er naboer til verdens største oliekilder?
I 70erne spillede det selvfølgelig en stor rolle i diskussionen om atomkraft, at de arabiske olieproducenter fandt sammen. Det gav mulighed for at presse prisen på olie i vejret. Samtidig var olien også sprængstof i Mellemøsten, hvor palæstinenserne kæmper for retten til et land at leve i. Her ville atomkraft selvfølgelig mindske afhængigheden af den arabiske olie.
Et spørgsmål om magt
I dag er situationen en anden. Krisen og forekomsten af olie i Nordsøen har splittet de arabiske oliestater. Og priserne rasler ned. Argumentet med atomkraft som et billigt alternativ er smuldret bort. Navnlig når man tænker på, hvad konsekvenserne af ulykken i Tjernobyl koster i oprydningsarbejde. Produktion, der går i stå, forbud mod køer på græs og meget andet.
Alligevel fortsættes udbyggelsen af atomkraften på højtryk – med våbenproduktion for øje. Ikke underligt, at atomkraft er omgærdet med tavshed og kontrol, når det er militære hemmeligheder, det drejer sig om.
Jagten på profit
Under kapitalismen hersker hensynet til profitten over hensynet til menneskene. Der bliver taget chancer i produktionen og med militær oprustning i den hellige profits navn. Skal vi kunne leve i en verden, hvor der ikke bliver spillet hasard med millioner af menneskeliv, må vi have et socialistisk samfund. Hvor vi kan planlægge produktionen ud fra fælles interesser.
Vi kan måske med den modstand mod a-kraft, der er vokset frem siden Tjernobyl, presse atomkraftprogrammerne i defensiven. Men vi kan først ånde lettet op – uden risiko for at indånde giftgasser fra Bhopal eller radioaktivt jod fra Tjernobyl, når vi har tilkæmpet os et socialistisk samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed