Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 201 – Februar 2002 – side 6

Finanslov 2002

Miljøet ofres – profitten skal sikres

Rikke Holm

2 milliarder kroner – det er hvad den nye regering har skåret på miljøområdet. Ligesom med u-landsbi-standen er miljøet et område, der allerede nu lider under at være underprioriteret, og nedskæringerne vil derfor ramme miljøet hårdt.

Denne februar måned har sat nye varme-rekorder, og hvert eneste år kommer klimaeksperterne med nye foruroligende tal omkring den globale opvarmning.

Ligeglad med den globale opvarmning

Men den borgerlige regering er ligeglad. De trøster sig med, at deres nye yndlingsmiljø-”ekspert” Bjørn Lomborg har fundet en løsning. Hans påstand er, at det er billigere at bygge diger omkring hele Danmark for at undgå oversvømmelser, end det er at begrænse brugen af CO2. Og i Foghs hoved er det, at det er billigere det samme som, at det er bedre.

Danmark har brystet sig af at være foregangsland på miljøområdet, men faktum er, at den danske CO2-kvote allerede er overskredet med mindst 1,8 mio. tons CO2. Alligevel var en af regeringens første handlinger at indføre et stop for udbygning af havvindmøller, hvilket betyder 1 mio. tons ekstra CO2.

Den samme effekt har finansloven, hvor tilskud til forskning og støtteordninger til vedvarende energi beskæres med 410 mio. kr. Det betyder, at Danmark ikke kan leve op til de internationale aftaler, men regeringen har valgt at løse dette problem ved at købe sig til retten til at forurene mere. De har afsat 100 mio. kr. til indkøb af CO2 kvoter i udlandet.

Økologien skrottes

Et andet stort problem er forgiftningen af vores drikkevand. En ny undersøgelse fra miljøstyrelsen viser, at 25% af Danmarks 90.000 mindre vandboringer er så forurenede af rester af sprøjtemidler og kemikalier fra industri og landbrug, at de overskrider grænseværdierne.

Det viser behovet for mere økologisk landbrug, men finansloven går direkte i den modsatte retning. Tilskud til økologisk landbrug beskæres med 177 mio. kroner, puljerne til forebyggelse af jord- og drikkevandsforurening skæres med 51 mio. kroner, og rådgivning til landmænd, der vil omlægge til økologisk landbrug forringes.

Også internationalt vil man kunne mærke konsekvenserne af Fogh-regeringens korstog mod miljøet. Miljøstøtten til Østeuropa beskæres med ca. 600 mio. kroner, og miljøbistanden til u-landene med 578 mio. kroner.

Vi kræver en ansvarlig miljøpolitik

Miljøorganisationer i både Danmark og resten af verden er med rette forfærdede over den nye danske regerings miljøfjendtlige politik.

Direktøren for Friends of the Earth i England, Charles Secrett havde følgende kommentar: “Disse umoralske, uansvarlige og skændige planer må væltes før det er for sent.”

Hvis det skal kunne lade sig gøre, kræver det aktiv modstand fra befolkningen. Kravene om en ansvarlig miljøpolitik må blive en langt mere synlig del af protesterne mod den borgerlige regering. Her kan vi lære meget af den antikapitalistiske bevægelse, der er vokset frem siden Seattle. Her har miljøorganisationer stået side om side med u-landsorganisationer, fagforeninger, studenterforeninger og mange andre NGOere i et fælles krav om en bedre verden.

Tving nedskæringerne af bordet

Bevægelsens styrke og opbakning har rystet magthaverne fra Seattle til Gøteborg og Genova, og vores opgave er at gøre protesterne ved EU’s topmøde i København i slutningen af i år til endnu et ideologisk nederlag for magthaverne.

Kun ved hjælp af sådanne store folkelige protester kan vi tvinge regeringen til at fjerne nedskæringerne på miljøområdet.

De multinationale selskaber bruger millioner af dollars på lobbyarbejde, der effektivt forhindrer strengere miljølovgivning. Derfor er det de multinationale selskaber og det kapitalistiske system, der etablerer rammerne for deres ”profit frem for alt politik” – den vigtigste modstander i en langsigtet kamp for bedre miljø.

Miljøkravene er derfor en naturlig del af den antikapitalistiske bevægelse, fordi miljøets tilstand i verden anno 2002 desværre med al tydelighed viser alvoren i udsagnet “En anden verden er nødvendig.”

Flere artikler fra nr. 201

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Miljø

Se flere artikler af forfatter:
Rikke Holm

Siden er vist 2335 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside