Socialistisk Arbejderavis
Nr. 201 – Februar 2002 – side 8
På kanten
Danmark er et st-st-sta-stam-stamme-samfund
Anders Schou
“Danmark er et stammesamfund, hvor der ofte ikke er brug for politiet.”
– Bertel Haarder
Der var engang en stamme i et lille land mod nord. Og stammens medlemmer var så ens i tanke og handling, så fast forankrede i fællesskabet, at ingen strid syntes mulig, og derfor var en ordensmagt som regel ganske unødvendig.
Det mente i hvert fald en af stammens høvdinge, Haarder, der havde taget navn efter sit hjertes støbning.
Forunderligt nok mente Haarder ikke, at stammen så kunne afskaffe ordensmagten. Nej, hans ærinde var et ganske andet.
Der var kommet for mange nye til stammen, som ikke rigtigt hørte til fællesskabet. De havde anderledes navne, så anderledes ud og tænkte anderledes. Så dem ville Haarder ikke optage i stammen..
Og det var besynderligt, for der var altid kommet nye til stammen med navne som Schmeichel, Nathan eller Metz, og ingen tænkte længere på, at de engang havde været nye.
Men de nye var ikke de eneste, som ikke kunne finde en plads i fællesskabet. Ved samme tid besluttede høvdingerådet nemlig, at færre skulle arbejde for stammen. Og da de første 47 havde mistet deres stammejob, viste det sig, at næsten hver anden var fyldt 55 år.
Igen ganske forunderligt for mindre end hver tiende af de ansatte i stammen havde nået den høje alder. Og stammens skiftende høvdingeråd havde holdt stammens ældre i stor ære og kaldt dem både uundværlige og det grå guld.
Men de nye og det grå guld var ikke de eneste, som oplevede, at pladsen i fællesskabet var blevet for trang.
De frie unge havde hidtil haft deres egen snørklede vej til fællesskabet, fordi de ikke ville eller kunne følge den slagne. Men høvdingerådet besluttede nu at lukke vejen for de fri, og for de andre unge blev den slagne vej mere stenet, så færre nåede frem.
Og de nye, det grå guld og de unge var ikke de eneste, som kom i strid.
Stammens medlemmer oplevede, at det blev farligere at arbejde, for høvdingerådet besluttede, at færre skulle vogte over arbejdets farlighed.
Og det blev farligere at ånde frit og drikke af vandet, thi høvdingerådet besluttede at spare på både vind og vand.
Så flere og flere oplevede, at de var fælles om ikke at være forankrede i Haarders fællesskab. Og det er nok forklaringen på det allermest forunderlige.
Mange måneder senere skulle stammens høvdinge nemlig mødes med andre stammers høvdinge. Rådsmødet skulle foregå på stammens største boplads, men allerede nu øvede ordensmagten fra hele landet sig i, hvordan de skulle tugte oprørske stammemedlemmer, når den tid kom. En højest besynderlig adfærd i et homogent stammesamfund.
Se det var en rigtig historie fra de kolde lande. Godnat og sov dårligt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed