Socialistisk Arbejderavis
Nr. 203 – Maj 2002 – side 9
Arbejderråd – kæmpende arbejderes levende demokrati
Anders Schou
Under større folkelige opstande skaber den oprørske befolkning sine egne organisationer, som også udgør et spirende alternativ til de eksisterede magtstrukturer.
Det er situationen i Argentina det nyeste eksempel på. Den folkelige opstand i Argentina for fire måneder siden væltede præsident De La Rua, hans efterfølger måtte trække sig efter blot en uge, og den nuværende præsident Duhalde sidder bestemt ikke sikkert i sadlen.
Rådsmagt er den mest demokratiske måde at organisere sig på i en klassekampsituation, og op igennem historien er rådsorganisering gang på gang sprunget ud af arbejderklassens kamp mod den herskende klasse. I Argentina udgår den politiske og økonomiske kamp i dag fra den omfattende rådsorganisering – de såkaldte kvartersforsamlinger
Argentinske regeringer har gennem ti år fulgt Verdensbankens og IMF´s (Internationale Valutafond) anbefalinger. De har gennemført privatiseringer, liberaliseringer og en fastkurspolitik, hvor den argentinske valuta, pesoen, har været bundet til dollaren på samme måde som den danske krone er bundet til euroen. Alt sammen økonomiske tiltag som efter den herskende økonomiske ortodoksi skulle sikre evig økonomisk fremgang.
Men Argentina, som engang havde en levestandard på niveau med den europæiske, er blevet ramt af en voldsom økonomisk krise. I løbet af det sidste år er næsten 900.000 mennesker havnet under fattigdomsgrænsen, mens mere end 400.000 nu lever i absolut fattigdom. Den officielle arbejds-løshedsprocent er over 22, og tallet er stigende.
I de sidste ti år har landets politiske og økonomiske elite beriget sig, og de penge er nu i vid udstrækning flyttet ud af landet. Samtidig har en femtedel af befolkningen penge i banken, som de ikke må hæve for regeringen.
Vreden og bitterheden blandt almindelige argentinere er enorm og bliver opsumeret i sloganet ”Væk med dem alle samen!”.
Men den argentinske opstand har ikke blot væltet to præsidenter, bevægelsen har også skabt sine egne organisationer.
I mellem 80 og 100 kvarterer i Buenos Aires er der opstået forsamlinger af beboere, og her mødes de hver uge for at drøfte situationen. Kvartersforsamlingerne voksede frem af arbejdet med at organisere protesterne mod regeringen. I dag diskuterer forsamlingerne også, hvordan beboerne konkret skal tackle den voksende arbejdsløshed, det nedbrudte sundhedsvæsen, sult-problemer og de stigende priser – i de sidste to måneder er priserne steget med 30%.
Men forsamlingerne stiller også krav om nationalisering af bankerne og privatiserede firmaer, og de er begyndt at diskutere, hvem der skal have magten i samfundet. Og de kan fortsat mobilisere mange mennesker. I slutningen af marts arrangerede de en demonstration med over 120.000 deltagere i Buenos Aires.
Kvartersforsamlingerne er også begyndt at organisere sig på landsplan. Midt i marts holdt de et fælles møde med 2000 delegerede, hvor også repræsentanter for forsamlinger fra provinsen deltog.
Forsamlingerne er tæt forbundet med en militant bevægelse blandt det voksende antal arbejdsløse, som blokerer hovedfærdselsårer og kræver arbejde.
I Buenos Aires samler forsamlingerne hver uge 8-10.000 mennesker, og de kan altså mobilisere godt 100.000. Og en opinionsmåling viser, at halvdelen af Stor-Buenos Aires’ befolkning ser forsamlingerne som en vej fremad, mens kun 30% har tillid til den peronistiske regering.
Men Stor-Buenos Aires rummer 15 millioner mennesker, så kvartersfor-samlingene er ikke egentlige arbejderråd, som gennem valgte delegerede repræsenterer flertallet af de arbejdende og arbejdsløse.
Et andet problem er, at selvom mange arbejdere deltager i forsamlingerne, så deltager de ikke som arbejdere med magt til at lamme produktionen, men som beboere. Og derfor kan forsamlingerne ikke i tilstrækkelig grad bruge arbejdernes magt til at lamme samfundet og sætte det i gang for deres egne mål.
Men forsamlingerne fungerer uafhængigt af de eksisterende magtstrukturer og efter basisdemokratiske principper. De repræsenterer en begyndende folkelig modmagt til den herskende elite.
I alle større opstande, revolutioner eller revolutionsforsøg, hvor arbejdere har været den aktive, dominerende kraft, er der opstået nye demokratiske organisationer blandt almindelige mennesker selv.
De nye organisationer er uafhængige af de eksisterende magtstrukturer og bygger på et direkte demokrati, som udspringer af arbejdspladser og – eller – bolig-kvarterer.
Hvor stærke disse organisationer bliver afhænger af, hvor meget kampen udvikler sig.
I den mest udviklede form er der tale om arbejderråd, som direkte repræsenterer de mennesker, som producerer varer og tjenesteydelser i samfundet.
Arbejderråd er centrale i kampen for at erstatte kapitalismen med et socialistisk samfund, fordi arbejderne gennem rådene kan beslutte at stoppe produktionen – eller sætte den i gang for deres egne mål.
Men arbejderrådene er også det nye samfunds byggesten, som arbejderne kan bruge til at kontrollere produktionen og samfundet som helhed efter deres egne behov.
Rådene er en mere demokratisk styreform end det parlamentariske demokrati, fordi de forener den politiske og økonomiske magt.
I dag kan vi mindst hvert fjerde år stemme på diverse politikere, men de har ikke den afgørende magt i samfundet, fordi de ikke kontrollerer virksomhederne.
De bestemmer ikke, om der skal hyres eller fyres folk, eller om pengemændene investerer i arbejdspladser eller valutaspekulation. Det betyder også, at politikerne ikke engang kontrollerer den offentlige sektor, som er afhængig af skatteindtægterne, der falder, når virksomheder lukker eller skærer ned.
Samtidig bruger pengemændene med jævne mellemrum deres udenomsparlamentariske magt og kræver for eksempel selskabsskatten sænket – ellers flytter de produktionen.
I et socialistisk samfund står arbejderråd på de enkelte virksomheder selv for den daglige produktion, og råd med valgte repræsentanter nedefra tager efter diskussioner i rådsdemokratiet beslutninger på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau.
Arbejderråd er også mere demokratiske, fordi de valgte repræsentanter umid-delbart kan udskiftes, hvis de svigter deres basis, mens der i dag kan gå flere år før vælgerne kan straffe en løgnagtig politiker.
De valgte repræsentanter i råds-demokratiet har heller ingen privilegier. I dag har folke-tingsmedlemmer løn og frynsegoder, som giver dem en indtægt langt over gennemsnittet. Det opfordrer til en korrumperende livsstil, hvor folk klynger sig til posterne for privilegiernes skyld. Politik bliver en behagelig levevej i stedet for et spørgsmål om engagement. Et eksempel er Farum-borgmesteren Peter Brixtofte, som også sidder i folketinget, selvom han stort set aldrig viser sig på Christiansborg.
Arbejderråd opstår ikke som en fiks idé i hovedet på en visionær socialist. De opstår udfra større sociale kampe, hvor almindelige mennesker ikke vil lade sig regere som før, og hvor den herskende elite ikke længere kan fortsætte på den gamle måde.
Mange forskellige ting kan udløse den slags opstande. Det kan være økonomiske kriser, krige, angreb på lønmodtageres rettigheder eller noget helt tredje. Ofte udløser de massestrejker, hvor et flertal af arbejderne deltager i kampen, og det udløser et behov for rent praktisk at koordinere strejke-aktiviteterne.
Derfor begynder arbejderne at sende repræsentanter til møder på tværs af virksomhederne.
Hvis kampen bliver langvarig må arbejderne vælge om de vil genoptage arbejdet under virksomhedsledernes eller deres egen kontrol. For arbejderne skal også bruge de varer og tjeneste-ydelser, de selv skaber.
Hvis børnepasning, sygehus-væsen, supermarkeder og elektricitets-forsyning er ramt af strejker må arbejderne før eller siden sætte dele af produktionen i gang under deres egen kontrol eller opgive kampen.
Og det er naturligt, hvis de koordi-nerende organer på tværs af arbejds-pladserne får den opgave.
På den måde skaber arbejderne selv en situation, hvor de opdager deres egen magt over samfundet og samtidig har en struktur, som kan styre samfundet i deres interesse.
Denne proces er – mere eller mindre udviklet – sket i forbindelse med en lang række sociale kampe i det 20 århundrede, og arbejdernes selvstændige råd er opstået i forskellige udviklingstadier – fra kimform til fuldt udviklede arbejderråd.
I Danmark skete det senest under påskestrejkerne i 1985, hvor op mod 1 million offentligt og privat-ansatte strejkede, og hvor deres tillidsmænd mødtes lokalt for at koordinere aktiviteterne.
Men kun én gang er det lykkedes arbejderrådene at knuse den gamle magtstruktur og overtage magten.
Det skete under den russiske revolution i 1917, fordi et stort revolutionært parti -bolsjevikkerne – argumenterede for, at når arbejderne havde magten i deres hænder skulle de også tage den.
I alle andre situationer har de revolutionære været for få eller for uerfarne. Og derfor har de politiske strømninger, som gik efter en aftale med magthaverne vundet.
I Argentina er fagbevægelsen domineret af det peronistiske parti, som også sidder på regeringsmagten. Så også her er der brug for revolutionære argumenter, hvis situationen skal udvikle sig, så arbejderne kan tage magten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed