Socialistisk Arbejderavis
Nr. 205 – August 2002 – side 4
Italiensk socialist om de Sociale Fora
Udfordringer og muligheder for socialister og anti-kapitalister
Poul Erik Kristensen + Mikkel Birk Jespersen
“Genova var stort. Der var mange ideer og mange folk, der ville gøre noget for en bedre verden. Men desværre er det potentiale ikke blevet udnyttet.
Rifondazione (det italienske kommunistparti: Partito della Rifondazione Comunista, red.) er de eneste, der reelt er stærke nok til at gå ind og organisere aktiviteter i de Sociale Fora. Men de er ikke politisk klare nok på, hvad de skal gøre.”
“De laver alt muligt forskelligt i de lokale foraer i stedet for at have en overordnet linie. Det betyder, at de ender med at lave alt og intet.”
Vurderingen kommer fra Francesco, som er medlem af Comunismo dal Basso (ISU’s italienske søsterparti) om erfaringerne med at opbygge Sociale Fora i Italien efter de store demonstrationer møde G8-topmødet i Genova for et år siden.
“Den manglende overordnede linie har blandt andet betydet, at European Social Forum (ESF) i Firenze til november ikke spiller nogen nævneværdig rolle i de Sociale Fora – og i Italien. Det er organisationer som Globalise Resistance fra Storbritannien og Attac fra Frankrig, der lægger mest i planlægningen af ESF. Rifondazione er stort set ikke til stede.”
“De er ikke med til at rejse spørgsmålene om støtte til palæstinenserne, krigsmodstand og antiracisme i ESF.”
Francesco er selv aktiv i det Sociale Forum i Salerno, en by med ca. 200.000 indbyggere 50 km. syd for Napoli. Der er Comunismo dal Basso den ledende gruppe i forumet.
“Det betyder, at vi forsøger at opstille et alternativ til de andre grupper. Det er vigtigt. Især for vores forum også – i lighed med mange andre steder – i alt for høj grad er et diskussionsforum uden nogen form for udadvendt praksis.”
“Rifondazione og de Sociale Fora fungerer ikke godt nok, men der er stadig en stor utilfredshed og spontanitet blandt italienske arbejdere og studerende. Derfor er ESF en kærkommen lejlighed til at sætte skub i bevægelsen på ny.”
Carlo mindet
Kampgejsten kom blandt andet til udtryk, da omkring 100.000 i slutningen af juli demonstrerede på et-årsdagen for politiets drab på Carlo Giuliani, under G8-topmødet i Genua sidste år. Og få dage senere var al togdrift strejkelammet i protest mod planer om at udlicitere jernbanerne.
“Det helt store problem i betræbelserne på at organisere og koordinere den voldsomme vrede – og de spontane kampe er, at Rifondazione stadig er præget af mange stalinistiske ideer. Men på trods af manglende demokrati i partiet, er det indtil videre dem, der opsamler en del af de utilfredse. Partiet vokser voldsomt, da det tiltrækker mange unge og er tilsynelandende et alternativ til de mere etablerede partier.”
Trods den forholdsvise lave aktivitet i de sociale foraer, foregår der mange kampe om ideer indenfor foraerne.
“Vittorio Agnoletto fra Genovas Sociale Forum mener, at vi skal være en ‘uideologisk venstrefløj’.
Mange ideer
Men det er vigtigt at give plads til diskussioner i erkendelse af, at der eksisterer alle muligt ideer, og vi kan lige så godt tage diskussionerne åbent.
“Der er mange reformistiske kræfter i den anti-kapitalistiske bevægelse. Der er det italienske socialdemokrati (DS), Attac og CGIL, der er den mest venstreorienterede af de tre store fagforeninger. Disse grupper samler mange mennesker, men de er bange for at udvide dagsordenen til også at inkludere f.eks. modstand mod krigen i Afghanistan. For DS skyldes det, at de selv havde regeringsmagten, da NATO bombede Serbien i 1999. Derfor har de svært ved at sige, at de er modstandere af imperialistiske krige.”
“Men der er ingen grund til pessimisme,” fortæller Francesco.
“Vi havde demonstrationerne i Genova, vi har haft de største anti-krigsdemonstrationer i Europa, der bl.a. inkluderede en march fra Perugia til Assisi, hvor 200.000 deltog, og vi har haft demonstrationer mod Berlusconi regeringen. Først den 3 mio. store demonstration i Rom og senere generalstrejken, hvor 13 mio. deltog.”
70’erne
“Man kan sammenligne situationen med den i 70’erne, hvor der også var et stort revolutionært potentiale. Men i modsætning til 70erne mangler der i dag en stærk venstrefløj. De menige medlemmer i fagforeninger og i Rifondazione søger ideer og forsøger at organisere modstand, men det er ofte svært.
Fagbureaukratiet spiller helt klart en rolle – det var f.eks. CGIL der organiserede generalstrejken – men de bygger ikke op fra bunden. Det er der dog mange aktivister, der forsøger.
Som socialister arbejder vi inden for bevægelsen – på demonstrationer og i fagbevægelsen – men vi må være opmærksomme på, at toppen af fagbureaukratiet vil forsøge at bremse bevægelsen, når den ikke længere er under deres kontrol.”
“Nu må vi koncentrere os om ESF i Firenze til november. Det er dét, der kan bringe bevægelsen endnu et skridt fremad.”
Se også:
SAA 205: Sociale fora i Danmark
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed