Socialistisk Arbejderavis
Nr. 206 – September 2002 – side 2
Kommunale budgetter
Nedskæringer møder modstand
Poul Erik Kristensen
Flere børn i klasserne, nedskæringer på daginstitutionerne, lukning af sygehuse.
Konsekvenserne af regeringens asociale skattestop slår nu igennem med frygtelige konsekvenser i de i forvejen trængte kommunale og amtslige budgetter.
Og det er de svageste grupper i samfundet der står for skud, nu hvor kommunal- og amtsrødder sidder og lægger budgetter for 2003.
I Århus amt skal der frem mod 2004 spares 300 mio. kroner, hvoraf sygehusene alene skal spare op mod 160 mio. kroner, i Sønderjylland vil man nedlægge skadestuerne på de fleste af amtets hospitaler.
I Vestsjælland vil man spare 70 mill. kr. på driften ved at forsøge at sælge fire ud af 10 sygehuse, mens man i Frederiksborg amt forventer at spare 200 mill. kr. ved at sælge Hørsholm Sygehus. Hertil kommer af man vil nedlægge Helsingør Sygehus som akutsygehus, hvilket betyder at hospitalet i fremtiden kun skal fortage planlagt behandling. Lignende planer diskuteres andre steder, blandt andet i Århus amt.
I Århus amt er sundhedsbudgetterne allerede så ud-sultede, at der i øjeblikket er ni måneders ventetid på at psykisk syge børn kan få behandling. Nedskæringer på hospitalerne kommer på trods af, at VK-regeringen hele tiden har påstået at sygehusvæsenet skulle have topprioritet for regeringen.
Navnlig nedskæringerne på Helsingør Sygehus har mødt modstand. I løbet af mindre end 14 dage lykkedes det at samle over 48.000 underskrifter mod nedskæringerne.
Også børnene kommer til at mærke den kommunale sparekniv.
Det sker i blandt andet Horsens kommune, hvor der skal spares 60 mio. kroner. I protest mod angrebene på børne- og ungeområdet, nedlagde pædagogerne i Horsens arbejdet d. 14. august.
Også i Odense truer pædagogerne med strejke – også i protest mod de hårde kommunale nedskæringer, og byrådet kan forvente stordemonstration når de skal førstebehandle nedskæringspakken i midten af september.
Også et af regeringens andre topprioriterede områder må kigge langt efter forbedringer. Nemlig folkeskolen.
Fire ud af ti kommuner har planer om at spare mange penge på specialundervisningen, ligesom der ikke er udsigt til at de 120 klasser på københavnske skoler som i øjeblikket ikke har faste klasselokaler, får bedre vilkår. Samtidig planlægger kommuner at proppe flere børn i klasserne.
Endelig går de kommunale nedskæringer voldsomt ud over flygtninge og indvandrere, idet kun en håndfuld kommuner holder fast i modersmåls-undervisningen.
Men også de ansattes løn er under pres. Således har Kolding kommune valgt at se stort på de nye overenskomster. Kommunen agter at stjæle de 22 mill. kr., som skulle afsættes til Ny Løn.
At kommunerne er voldsomt presset på økonomien viser en ny opgørelse fra indenrigsministeriet. Den viser, at 25 kommuner er i overhængende fare for at blive sat under administration på grund af dårlig økonomi, hvilket er en fordobling siden sidste år.
Billedtekst:
Med de store nedskæringer på børn- og ungeområdet, vil børns sikkerhed komme i fare. Allerede i dag er sikkerheden på offentlige legepladser i bund. Læs bagsiden.
Se også:
SAA 206: Odense: Oprør i kommunerne
SAA 206: Horsens: 700 pædagoger i strejke
SAA 206: Modstand mod grønthøsteren i Århus
SAA 206: Socialistisk Arbejderavis mener: Nedskæringerne skal slås tilbage
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe