Socialistisk Arbejderavis
Nr. 207 – Oktober 2002 – side 9
Det revolutionære parti: Dynamoen i den anti-kapitalistiske kamp
Mikkel Birk Jespersen
Hvorfor organiserer vi socialister os i et parti? Er det overhovedet nødvendigt?
Og er tiden ikke løbet fra partier, især de her små obskure venstrefløjsstørrelser?
Både ja og nej.
Ja til det første spørgsmål: det er nødvendigt at socialister organiserer sig sammen – og nej til det andet: tiden er ikke løbet fra ideen om et revolutionært arbejderparti. Tværtimod møder vi i vores arbejde som socialister hele tiden situationer, hvor et revolutionært parti har været afgørende for at utilfredshed med det ene eller andet har fået et aktivistisk udtryk.
Det var Lenin, der som den første marxistiske teoretiker formulerede nødvendigheden af et revolutionært parti. Andre havde tidligere været organiseret i partier; Marx og Engels var eksempelvis ledende i opbygningen af først Kom-munisternes Forbund og senere Den internationale Arbejdersammenslutning, også kendt som Den første Internationale.
Men det var først med Lenin, at partiet fik tildelt en helt central rolle i kampen for socialismen, såvel praktisk som teoretisk.
Den historiske baggrund var den – i første omgang teoretiske – splittelse i arbejderbevægelsen i en reformistisk og en revolutionær del, som fandt sted omkring forrige århundredeskifte. Dette fik Lenin til at indse nødvendigheden af at revolutionære organiserede sig selvstændigt i forhold til de reformistiske strømninger, der senere blev til de socialdemokratiske partier i Vesteuropa, vi kender i dag.
Ifølge Lenin var det nødvendigt at de mest radikale arbejdere samlede sig i et parti der var fundamentalt forkselligt fra de socialdemokratiske partier, der i højere og højere grad satte deres lid til mindre forbedringer af arbejdernes levevilkår gennem forhandlinger i parlamentet, i stedet for et radikalt anderledes samfund gennemført ved massernes egen aktivitet og vilje.
Lenin er af mange blevet skudt i skoene, at han ønskede et lille, elitært parti, der udelukkende bestod af professionelle revolutionære, og som skulle gennemføre revolutionen på vegne af arbejderklassen. Dette var også tilfældet, da Lenin først begyndte at udvikle sine teorier, og Bolsjevikpartiet, som han var leder af, var rent faktisk et lille parti, der udelukkende bestod af professionelle marxister.
Men dette hang sammen med, at Bolsjevikpartiet i lange perioder var tvunget til at arbejde illegalt pga. den manglende ytringsfrihed i zarens Rusland.
Lenin fik et helt andet syn på både partiet og arbejderklassen med den første russiske revolution i 1905. Den viste, at arbejderklassen er i stand til at handle selvstændigt og i stand til at danne sit eget alternative og langt mere demokratiske bud på en organisering af samfundet gennem de såkaldte arbejderråd (på russisk ‘sovjetter’).
Og dermed ænderedes også hans syn på partiet: mellem revolutionen i februar 1917, der væltede zaren, og Oktober-revolutionen samme år, der væltede den provisoriske regering og indførte arbejdermagt, voksede Bolsjevikpartiet fra ca. 25.000 medlemmer til mellem 3-400.000. Partiet var ikke noget lille etliteparti, men et revolutionært masseparti med solide rødder i den russiske arbejderklasse og blandt de millioner af soldater der ikke længere ville finde sig i at blive i sendt til slagtning på slagmarkerne i 1. Verdenskrig. Og netop derfor blev Bolsjevikkerne den afgørende faktor i gennemførelsen af Oktober-revolutionen, ingen andre partier eller politiske grupper var villige til at føre revolutionen fra februar videre. Det var op til Bolsjevikkerne at argumentere for og vinde opbakning til dette, hvilket altså også lykkedes, men uden Bolsje-vikkerne ville revolutionen være blevet knust og Rusland omdannet til et militærdiktatur.
Bolsjevikpartiets historie er levende-gørelsen af Lenins teorier om det revolutionære partis rolle: partiet skulle ikke bestå af professionelle, men af de mest radikale dele af arbejderklassen, og dets opgave skulle bestå i at rejse såvel konkrete spørgsmål som perspektivet om socialisme på arbejdspladserne.
Sådan et parti er nødvendigt af flere forskellige grunde.
For det første fordi der på ethvert givet tidspunkt vil være et utal af forskellige idéer i spil blandt arbejdere og studerende. Også i de mest tilspidsede situationer, hvor der er en høj grad af radikalisering, vil der være mængdevis af bud på, hvad der er vejen frem for denne eller hin bevægelse, hvor langt man egentlig bør gå i sine krav til politikere og/eller arbejdsgivere, osv. – og derfor er det nødvendigt at revolutionære socialister organiserer sig sammen, så vi sammen kan argumentere for vores bud på de spørgsmål, folk naturligt søger svar på. Gør vi ikke det, er der ikke store chancer for, at det bliver os, der vinder den ‘kamp om ideer’ der finder sted i mere eller mindre tilspidsede situationer.
Og dette fører frem til det andet; nemlig at de herskende idéer i ethvert givet samfund altid vil være magthavernes idéer. Det er den samme gruppe af mennesker, der har kontrol over produktionen og statsapparatet, som har kontrol over den ideologiske produktion, der finder sted, især i uddannelsessystemet og i medierne.
Derfor vil de samfundsbevarende idéer alt andet lige altid have en stærkere stilling i samfundet end de samfundsomvæltende. Nogle få, eller endda mange, socialister vil ikke kunne gå op imod dette ideologiske pres, hvis de ikke organiserer sig sammen og sammen udvikler såvel deres teori som deres praksis. Og hvis revolutionære socialister ikke formår at trænge igennem med deres argumenter for aktiviteter nedefra, vil konsekvensen alt andet lige blive, at bevægelsen svækkes. Dels gennem en politisk uklarhed (jvf. det ovennævnte ideologiske pres fra magthaverne), dels gennem en aktivistisk ditto, og der vil være risiko for, at bevægelsen overtages af bureaukrater og desillusioneres.
Dette gælder både hvis bevægelsen er en enkeltsagsbevægelse mod krig, racisme eller hvad det nu måtte være, eller hvis vi taler om en revolutionær situation, hvor behovet for lederskab for alvor bliver sat på spidsen.
Partiet er blevet kaldt arbejderklassens ‘kollektive hukommelse’, forstået netop på den måde, at partiet samler de bedste teoretiske og praktiske erfaringer, arbejderklassen gør i sine kampe mod kapitalismen eller forskellige aspekter af den, og derfor er i stand til at generalisere ud fra de kommende konkrete kampe og argumentere for, hvordan de kan vindes, og hvordan den enkelte kamp hænger sammen med den overordnede kamp mod kapitalismen.
Men hvordan er alle disse eksempler og argumenter relevante i dag? Ja. Først og fremmest kan man sige, at det i høj grad stadig er tilfældet, at det er magthaverne der sætter den ideologiske dagsorden, og det er også tilfældet, at arbejderklassens bevidsthed udvikler sig ujævnt.
Og som nævnt indledningsvis, konfronteres vi i vores politiske arbejde hele tiden med den konkrete nødvendighed af at have et revolutionært parti.
Et eksempel er det landsdækkende tillidsmandsmøde, der var i Århus den 7. september, hvor man diskuterede en aktionsdag mod regeringen i forbindelse med Folketingets åbning. Fagbureaukratiet havde foreslået at demonstrere en lørdag, hvilket ville udelukke muligheden for at kombinere demonstrationen med arbejdsnedlæggelse. Derfor stillede medlemmer af Internationale Socialister et forslag om at flytte aktionsdagen til en hverdag, så man kunne lave den stærkest muligt protest mod Fogh-regeringen.
Fagbureaukratiets forslag blev vedtaget, men de positive respons forslaget fik på gulvet viste klart, hvilke muligheder en stærkere organisation ville have for at påvirke udviklingen og styrke den generelle modstand mod nyliberalismen. Et andet eksempel er fra Storbritannien, hvor den anti-kapitalistiske bevægelse, især i form af organisationen Globalise Resistance, sidste år var hurtig til at vende sig mod Bush’ terrorkrig. Dette skyldtes i høj grad, at IS’ britiske søsterparti Socialist Workers Party havde en klar analyse af spørgsmålets vigtighed og derfor kastede mange krafter ind i opbygningen anti-krigsbevægelsen.
Dette blev ikke tilfældet i Frankrig, hvor hverken venstrefløjen eller Attac-Frankrig var klar over, hvordan de skulle reagere på den oppiskede stemning efter 11. september.
Disse eksempler viser, at det i dag stadig er nødvendigt at opbygge et revolutionært parti, hvis man ønsker at forandre verden grundlæggende. Gennemførelse af socialisme kræver en stærk socialistisk organisering, der kan argumentere for dette perspektiv og handle ud fra det.
Billedtekst:
Lenins bolsjevikparti havde afgørende betydning for gennemførelsen af den russiske revolution i 1917.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed