Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 208 – November 2002 – side 2

Arbejdsmarkeds-makværk

Peter Iversen

Er det de fattigste i Danmark, der skal betale for, at regeringen kan få gennemført lettelser af skatten?

Det er i hvert fald det, statsminister Anders Fogh Rasmussen antyder, efter at regeringens forlig med Socialdemokratiet om arbejdsmarkedsreformen blev offentliggjort.

Regeringen er i gang med at finde besparelser rundt omkring, så der kan komme skattenedsættelser fra 2004. Og det er ikke de store koncerner, der med smarte regnskabs-konstruktioner undgår at betale skat, Anders Fogh har øjnene rettet mod. Det er, som frygtet, dem, der lever på overførselsindkomster, der skal betale for skattelettelser.

De fattigste mennesker i Danmark får kontanthjælp. Og med det nye arbejdsmarkedsforlig er det blandt kontanthjælpsmodtagerne, at der skal spares. Der bliver lagt loft over kontanthjælpen, så  bl.a. boligstøtten bliver indregnet i det maksimale beløb, en modtager må få. Ifølge regeringens egne beregninger vil det blandt kontanthjælpsmodtagerne gå ud over 2.100 enlige, 21.825 ægtepar og 1.200 samlevende. I gennemsnit vil de miste 330 kr. for enlige, 990 kr. for gifte og 745 kr. for samlevende hver måned.

Så det bliver endnu sværere at være fattig.

Meningen er, at de mennesker, der har det svært, skal i arbejde. Den målsætning kan være fornuftig nok, men at gøre det igennem at beskære deres muligheder for at overleve på kontanthjælpen er overhovedet ikke udtryk for en sund politik.

Arbejdsmarkedsreformen gør det sværere at være ledig. Uddannelsesmulighederne for de ledige bliver endnu en gang beskåret. De ledige vil i højere grad blive jaget fra Arbejdsformidlingerne. Det vil ske hver tredje måned.

Endvidere vil man på arbejdspladserne opleve, at ordningen med at bl.a. kontanthjælpsmodtagere bliver sendt i arbejde uden overenskomstmæssige rettigheder og overens-komstmæssig løn bliver langt mere udbredt. Formålet er at få f.eks. indvandregrupper med høj ledighed ud på arbejdsmarkedet, men det vil ske på andenrangs vilkår, der slet ikke ligner de danske overenskomster.

Også grupper af unge kontanthjælpsmodtagere og nyuddannede unge under 30 år vil kunne opleve forringelser efter den nye arbejds-markedsreform. Nu er der meget teknik i forliget, så det kan være svært at sige, hvad den enkelte risikerer at blive udsat for. Men det generelle billede er, at det skal være sværere at være ung og ikke have et arbejde, hvis det ikke er fordi man er i gang med en uddannelse.

Arbejdsmarkedsreformen er det første store forlig, regeringen har kunnet lave med Socialdemokratiet. I fagbevægelsen har reaktioner været fra stærk til mild kritik af aftalen. Det er især i SiD, at kritikken har været stærk.

Hvorfor er socialdemokraterne så hoppet på regeringens vogn? Jo, socialdemokraternes chefforhandler på området, Jan Petersen, begrundede forliget med: “Hellere være med i et forlig end stå udenfor og dele løbesedler ud.”

Billedtekst:
Fattige indvandrere rammes af arbejdsmarkedsreformen.

Se også:
SAA 208: Dansk Folkeparti: Hykleri

Flere artikler fra nr. 208

Flere numre fra 2002

Se flere artikler af forfatter:
Peter Iversen

Siden er vist 1663 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside