Socialistisk Arbejderavis
Nr. 209 – November 2002 – side 7
Krig og kapitalisme
Anders Schou
Den truende krig mod Irak skyldes ikke, at USA vil fjerne en led diktator. De amerikanske magthavere har tidligere støttet Saddam Hussein og andre diktatorer, ligesom USA også i dag støtter enevældige herskere og militær-regimer andre steder, for eksempel i Saudi Arabien og Pakistan.
USA slår heller ikke til, fordi Bush og kumpaner frygter Iraks påståede masse-ødelæggelsesvåben. Den amerikanske ledelse accepterer, at undertrykkende regimer som de israelske og pakistanske åbenlyst besidder atomvåben, selvom de mildt sagt befinder sig i ustabile regioner.
USA vil gå i krig for at manifestere, at landet har den militære magt til at sætte sine interesser igennem overalt på kloden. Og Irak er valgt som modstander, fordi landet besidder den nuværende kapitalismes drivmiddel, olien.
De amerikanske magthavere vil vise, at den ny-liberale dagsorden, de sætter igennem i internationale organisationer som IMF og WTO, er bakket op af våbenmagt.
Det er en dagsorden, som i 3. verdenslande har betydet afvikling af statsstøtte til fødevarer og sundhedsvæsen, privatiseringer af blandt andet elektricitet og vandforsyning og en opprioritering af gælden til de vestlige lande og deres banker. Den nyliberale politik har øget fattigdom og sult i 3. verdens landene og medvirket til at 30.000 børn dagligt dør af sygdomme, som kunne være undgået.
I de vestlige lande har privatiseringerne typisk betydet dårligere arbejdsforhold og en dyrere og dårligere service. For eksempel er jernbanedriften i noget nær kaos i Storbrittanien, hvilket dog ikke har forhindret at den danske regering følger fiaskoen op. Så nu kan mange jyske pendlere se frem til forringelser på de strækninger det multinationale transportselskab Arriva har overtaget fra DSB.
Profit
Den nyliberale snak om markedets velsignelser dækker over, at de multinationale selskaber vil have åbnet nye områder for deres profitjagt. Hvis det blot drejede sig om såkaldte effektiviseringer kunne offentlige virksomheder jo blot gennemføre dem selv og score gevinsten. Men offentlige topchefer og politikere ligger under for deres bonkammerater i private selskaber og er desuden glade for at lade andre tage ansvaret for ringere arbejdsforhold og serviceniveauer.
Bekendelserne til det frie marked gælder imidlertid kun når de vestlige multinationale kan tjene penge på det. Et kerneeksempel er landbrugsproduktionen som i både EU og USA får massiv støtte fra de offentlige kasser.
Det betyder, at landbrug i tredje verdens lande har utroligt svært ved at konkurrere med vestens fødevareindustrier på deres egne liberaliserede hjemmemarkeder, ligesom de heller ikke kan klare at eksportere til vesten.
Og mens Anders Fogh Rasmussen kalder EU-udvidelsen for den store forbrødring, så lægger den reelt op til EU-støttede opkøb af billig østeuropæisk landbrugsjord. I EU kræver de nuværende medlemslande, at de kommende østeuropæiske skal åbne op for salg af jord til EU-borgere. Men samtidig bliver de østeuropæiske bønder kun tilbudt en fjerdedel af den støtte de nuværende EU-bønder får. Så de støttede, vestlige industribønder eller deres stråmænd vil opleve, at østeuropæisk jord bliver billigt til salg, når østeuropæiske bønders markeder oversvømmes af billigere, vestlige produkter.
Et andet eksempel er den amerikanske stats massive investeringer i militær-industrien, som i 80´erne hev den amerikanske økonomi ud af 70´ernes krise, og som i dag betyder, at amerikanske virksomheder tegner sig for halvdelen af verdens udgifter til research og udvikling. De amerikanske magthavere har næppe – under sloganet flere våben for pengene – spekuleret meget på, om svenske eller franske våbenfabrikker kunne gøre det bedre og billigere.
Socialister er ikke de eneste som kan se, at de vestlige multinationale og deres regeringers snak om liberaliseringer dækker over simpel profitjagt og selvmodsigelser. Det kan magthavere i andre lande også, og derfor kan de finde på at slå sig i tøjret. De kan for eksempel være for langsomme med at gennemføre liberaliseringer, nægte at betale gæld, nægte at acceptere vestlige firmaers patenter, hæve råvarepriser eller ligefrem forsøge at udvide deres egen magt, som Saddam Hussein gjorde da han i sin tid angreb Kuwait.
Så kan de vestlige magthavere gribe til økonomiske sanktioner eller skubbe til militærkup, som det der for nylig blev forsøgt mod Venezuelas præsident Chavez.
Men i sidste ende er det vestens eget militær som sikrer markederne for selv de mest højteknologiske multinationale. Som en journalist med tilknytning til USA’s udenrigsministerium, Thomas Friedmann, udtrykte det for ti år siden: ”Den skjulte knytnæve, der gør verden sikker for Silicon Valley, hedder USA’s hær, luftvåben og flåde.”
For de amerikanske magthavere er det særligt vigtigt at bruge deres militære magt til at sikre den økonomiske. USA har nemlig ikke den massive økonomiske dominans på verdensplan, som landet havde efter anden verdenskrig. I dag er USA’s brutto-nationalprodukt blot en smule større end EU´s, men dets militærudgifter er til gengæld mere end fire gange større.
Den fordel er selvfølgelig kun noget værd, hvis våbnene bliver brugt i krige som skaber fordele for amerikanske virksomheder og – eller – sikrer fortsat amerikansk dominans.
Derfor fastslår den nye Bush-doktrin da også, at amerikansk militær vil slå ned på alle, som forsøger at opnå samme militære styrke som USA.
Olieinteresser
I doktrinen, som er en åben og ærlig bekendelse til verdensherredømmet, hedder det blandt andet: ”Vores styrker vil være stærke nok til at overtale mulige modstandere til ikke at gennemføre en militæropbygning i håb om at overhale eller nå på niveau med USA’s magt”.
Irak befinder sig meget langt fra den position, men er alligevel velvalgt som afskrækkende eksempel. Landet er nemlig et af de mest olierige lande i Mellemøsten, og adgangen til billig olie er livsvigtig for amerikanske virksomheder.
Stormagtsforhandlingerne i FN´s sikkerhedsråd, som førte til Irak-resolutionen, handlede da også nok så meget om olie.
Det russiske olieselskab Lukoil og det franske TotalFinaElf har nemlig investeret store summer i Irak, ligesom det nationale kinesiske olieselskab har fået adgang til et irakisk oliefelt.
Financial Times fortalte om forhand-lingerne i en artikel med overskriften: ”Putin forhandler hårdt om Iraks olie.”
I artiklen forklarer tidligere CIA-direktør R. James Woolsey: ”Det er ganske enkelt. Frankrig og Rusland har olieselskaber og interesser i Irak. De bør få at vide, at hvis de hjælper med at skabe en ok regering i Irak, så vil vi gøre vort bedste for, at den nye regering og amerikanske selskaber sam-arbejder tæt med dem.”
Ruslands, Kinas og Frankrigs magthavere er næppe begejstrede for, at USA manifesterer sin dominans – og oveni gør det i et land, hvor deres olieselskaber har investeret milliarder af dollars. Men styrkeforholdene forhindrer, at de kan gøre noget ved det, så de går efter at få en del af rovet.
Kapitalismen har endnu engang skabt en situation, hvor profitjagt og sikring af markeder slår over i krig. Denne gang er det med en supermagt i spidsen, som kun kan fastholde sin økonomiske dominans ved at befinde sig i noget, som minder om permanent krigstilstand. På den måde er systemet farligere end nogensinde.
Billede: USA og dets allierede savler efter adgang til Iraks oliereserver. Kapitalismens profitjagt er brutal, og fører til krig og udbytning
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed