Socialistisk Arbejderavis
Nr. 209 – November 2002 – side 12
Regeringens integrationspolitik
Racisme og nyliberalisme går hånd i hånd
Mikkel Birk Jespersen
Den danske regering fører en racistisk politik, der har enorme konsekvenser for flygtninge og indvandrere. Det er status efter et år med Bertel Haarder i rollen som integrationsministeren, der er imod integration.
For det første har Haarder og Co. primært beskæftiget sig med at holde flygtninge og indvandrere uden for landets grænser, en tilgang som i sig selv implicerer den holdning, at udlændinge først og fremmest er et problem – for hvorfor skulle man ellers holde dem ude?
Allerede her er der en grundlæggende racistisk indstilling. Hele ideen om, at det er et problem at mennesker flytter sig fra et sted på kloden til et andet bunder i den racistiske forestilling om, at det bedste ville være, hvis folk fra forskellige kulturer holdt sig adskilt fra hinanden, fordi kulturforskellene i sig selv medfører problemer.
Bedre bliver det ikke, når integrationsministeren så har forsøgt sig med integration af de flygtninge og indvandrere, der nu engang er i landet. Øjensynligt under sloganet “Diskrimination = integration” har regeringen fået gennemført den såkaldte ‘starthjælp’, der indebærer, at arbejdsløse indvandrere modtager en lavere ydelse end danskere i samme situation, og at indvandrere i arbejde lægger ud med at få en ‘indslusningsløn’. Så kan den pågældende virksomhed nyde godt af den billige arbejdskraft, mens den beslutter sig til, om den nu også vil ansætte en ‘ikke etnisk dansker’.
Indvandrere bliver fattigere
Dette vil ikke kaste flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet, men i stedet kaste dem ud i fattigdom.
En rundspørge Politiken har foretaget blandt kommunerne viser, at hver tredje kommune forbereder sig på at skulle punge ud med tillægsydelser til de flygtninge og indvandrere, der er på ‘starthjælp’, fordi denne ganske enkelt er så lav, at der er umuligt at få en privatøkonomi til at hænge sammen.
Mens et dansk par på kontanthjælp får min. 7.919 kr. hver om måneden, så får et indvandrerpar på startydelse 4.231 kr. hver om måneden. For enlige er satserne hhv. 7.919 kr. og 5.103 kr.
I forvejen tilhører flygtninge og indvandrere den fattigste del af befolkningen.
En undersøgelse foretaget for nylig af Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at selv om det går langsomt fremad med integrationen, så har flygtninge og indvandrere stadig ikke nået beskæftigelsesniveauet fra før 1985. Og de er stadig arbejdsløse i langt højere grad end danskere – kun 4 ud af 10 indvandrere har job mod 7 ud af 10 danskere. Og denne relativt højere arbejdsløshed afspejler sig selvsagt også i indvandrernes relativt lavere indkomster.
Liberal logik
Ideen med regeringens forarmelsespolitik er den helt traditionelt liberalistiske, at jo større incitamentet er til at finde et arbejde, des lettere er det også at finde et.
Men som nævnt tilhører flygtninge og indvandrere i forvejen nogle af de fattigste grupper i samfundet, hvorfor man skulle mene, at incitamentet allerede var til stede – vel at mærke uden at have gjort noget ved problemerne.
Desuden er det nu engang arbejdsgiverne, der bestemmer, hvem de vil ansætte på deres virksomheder, og så længe de vedbliver at diskriminere udlændinge, så kan disse være så fattige og desperate de vil, uden at der kommer et eneste job ud af det.
Arbejdsgivernes mulighed for at udnytte flygtninge og indvandrere som billig arbejdskraft snarere forstærker end afhjælper problemet. Givetvis vil det få nogen til at ansætte indvandrere. Men på de dårligste vilkår arbejdsmarkedet overhovedet kan tilbyde, hvilket fastholder dem i en marginalposition som den mest udbyttede del af arbejderklassen.
Dette udstiller arbejdsgivernes interesse i overhovedet at diskriminere mod ikke-danskere: at splitte arbejderne ved hjælp af løntrykkere, der er i en dårligere social og økonomisk situation end flertallet af arbejdere, således at også disse tvinges til at acceptere dårligere løn- og arbejdsforhold.
Hvordan denne del-og-hersk politik bruges har den borgerlige regering også selv leveret et eksempel på med den nye arbejdsmarkedsreform, der forringer forholdene for alle kontanthjælpsmodtagere. Dette skete netop med henvisning til at, hvis det hjalp til at få indvandrere i arbejde, må det også hjælpe danskere. En enkel strategi: først bruges indvandrerne som prøveklud – og så kommer turen til resten ...
På denne måde går regeringens nyliberalistiske politik hånd i hånd med dens racistiske tiltag i et samlet angreb på hele arbejderklassen. Og derfor er kampen mod racisme en integreret del af kampen mod nyliberalismen.
SF’ere i defensiven
Venstrefløjsfolk er gået markant i defensiven i indvandrerdebatten, samtidig med at de proklamerer, at de nu endelig er i offensiven.
SF's folketingsmedlem Anne Båstrup, og retspolitiske ordfører, er “træt af at blive kaldt en ‘halal-hippie’” (B.T. 29/10).
Hun mener, sammen med formand Holger K. Nielsen, at SF nu skal holde op med at være “berøringsangste” og “kalde tingene ved deres rette navn”. Hun opfordrer derfor til, at der lægges en hårdere kurs overfor kriminelle indvandrere.
Således bakker – i hvert fald dele af – SF op om de venstrefløjsfolk, der mener, at venstrefløjen ikke har taget godt nok fat om indvandrer-problematikken, men blot bevidstløst forsvaret indvandreres ret til at gøre hvad som helst. Ifølge disse nye offensive kræfter, har venstrefløjen ikke taget ‘almindelige menneskers bekymringer [mht. indvandrere, altså]’ seriøst.
Et andet eksempel på denne holdning er Kåre Bluitgens bog ‘Til gavn for de sorte – om tilslørede øjne i den danske indvandrerdebat’, der udkom for nylig (anmeldt i det seneste nr. af Socialistisk Arbejderavis).
Skal i offensiven
Men disse udmeldinger har intet at gøre med at få venstrefløjen i offensiven i udlændingespørgsmålet. De har at gøre med den desillusion og desorientering, der plager den reformistiske venstrefløj, der stadig ikke har fundet ud af hvilket ben den skal stå på efter valgnederlaget for et år siden.
Det er hverken venstreorienteret eller offensivt at adoptere traditionelle konservative ‘lov-og-orden’ paroler. Det må omvendt være venstrefløjens opgave at argumentere imod den slags letkøbte løsninger på, hvad der ganske rigtigt er reelle problemer.
Populisme er netop kendetegnet ved at tilbyde forkerte svar (f.eks. at slå ned på indvandrere) på virkelige problemer (nedskæringer i velfærden, dårlig økonomi, osv.).
Det ville være offensivt – og det ville være at tage de reelle problemer seriøst – hvis SF m.fl. i stedet ville gå konsekvent imod Fogh-regeringens anti-velfærdstogt og kæde denne kamp sammen med kampen mod racismen og hetzen mod flygtninge og indvandrere.
Fakkeltog mod racisme
13. december kl. 17 i København
Enghaveplads til Rådhuspladsen
Billedtekst:
Regeringens racisme-politik har ført til, at en voksende gruppe mennesker i Danmark – flygtninge og indvandrere – udsættes for social udstødning, og ender blandt de fattigste i landet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed