Socialistisk Arbejderavis
Nr. 209 – November 2002 – side 13
En anden verden er nødvendig
Mikkel Bay
"ESF i Firenze er en stor sejr. Vi har vist verden bevægelsens sande ansigt. Vi er demokratiske, mangfoldige og fredelige. Fremtiden er på vores side". Walden Bello, fillipinsk aktivist
Den britiske bevægelse, Globalise Resistance, organiserede et møde om antikapitalisme på det Europæiske Sociale Forum, ESF, i Firenze. Mødet samlede nogle af de forskellige holdninger til, hvordan bevægelsen kan vinde, og hvad den prøver at opnå.
Christophe Aguiton er et ledende medlem af ATTAC i Frankrig. Han argumenterede:
”ESF´s utrolige succes er et bevis for en stor ændring, som finder sted. Vi går ind i en ny cyklus af mobiliseringer ligesom 1960erne. Efter 11. september var vi bekymrede for, om bevægelsen ville tabe fart. Men den har faktisk samlet styrke og forbundet krigen med andre emner. Bevægelser som Jubilee 2000 var meget vigtige. Ideen om at udfordre ny-liberal globalisering var vigtig. Men nu går bevægelsen videre. Den går ind i mere sociale emner som arbejdsløshed og støtte til arbejdere. Den er nu ikke bare en anti-ny-liberal-bevægelse, men en antikapitalistisk.”
Luca Casarini er fra den italienske Disobbedienti-bevægelse, som svarer til Globale Rødder i Danmark. Han sagde:
”Den nye cyklus af global kamp udtrykker et ønske om revolution, om en afslutning på det slaveri, som er påtvunget af kapitalismen. Vi befinder os nu i en tilstand af permanent krig. Dette afspejler den måde systemet fungerer på. Kapitalismen har altid brugt krige til at dominere markeder. Nu opnår systemet stabilitet ved at angribe civile på alle steder. Vi bør skabe dage med aktiv ulydighed mod dem, der fører krig. Vi må ikke blive fanget mellem to problemer af samme natur – Bush og Bin Laden. De er den samme ting – fundamentalister. Den ene er for markedet – den anden er for intervention på børsen gennem massakrer. Vi må vælge vores egen vej.”
Alex Callinicos fra Globalise Resistance er også medlem af IS´ s engelske søsterorganisation SWP. Han sagde: Her skaber vi fremtiden. Vi får en vision af den slags demokrati og selvstyret økonomi, vi vil have, fra møder som dette. Hvem ville have sagt for et år siden, at 40.000 mennesker ville samle sig for at tale om at forandre verden fra top til bund?
Vigtige erfaringer
Bevægelsen har givet os erfaringer.
Her er fire centrale:
1) Demokrati – vi har brug for åbenhed, bredde, selvorganisering og debat.
2) Krig – det er et centralt emne, fordi der er en permanent drift mod krig i systemet. Det emne har ikke paralyseret vores bevægelser. I stedet, i nogle lande, rejste vi os og opbyggede masseprotester mod krigen. Vi er nødt til at generalisere de bdste erfaringer med at kæmpe mod krigen.
3) Klasse – der er en fristelse til at efterlade fortidens erfaringer og sige at vi, den store masse, netværkene er alt som behøves. Det ville være en fejl. Bevægelsens højdepunkter som Seattle, Genoa, Porto Alegre og Barcelona var vidne til, at de antikapitalistiske netværk og den organiserede arbejderklasse fandt sammen. Bevægelsens fremtid bringer dem sammen på en permanent måde. Som Rosa Luxemburg sagde: Kapitalismens lænker kan kun blive brudt, hvor de er smedet.”
4) Revolution – det var et ord som var fjernet fra den politiske dagsorden i 1980erne. Vi fik at vide, at det bedste vi kunne håbe på var år med en human kapitalisme. Nu kommer det tilbage på dagsordenen. Frigørelse ved egen kraft og magt nedefra er principperne for den ny verden, vi vil have.
Modstand mod Irak-krigen dominerede mange af debatterne og diskussionerne i Firenze. Tusinder af mennesker sad tæt pakket til møder og forummer, besluttede på at bygge en forenet og stærk massebevægelse mod krigen. Et overvældende flertal tilsluttede sig en opfordring om at gøre 15. februar til en fælleseuropæisk protestdag.
Målet vil være at sætte alle europæiske hovedstæder i stå gennem massedemonstrationer og protester mod krigen. Susan George, en af de meste kendte personer i anti-globaliseringsbevægelsen talte om, hvordan Bush-administrationen har en strategi, som ”handler om at etablere dens imperium, at oprette militærbaser rundt om i verden.”
Krig og kapitalisme
En stor vilje til at gøre den antikapitalistiske bevægelse til en bevægelse, som også bekæmper krig og imperialisme, var gennemgående under debatterne i Firenze.
Michael Albert fra USA opsummerede den følelse, da han sagde: ”USA’s krig mod Irak handler om, at de sætter den militære side af globaliseringen igennem. Hvis du er imod krig i Irak, så er du imod de store selskabers globalisering. Hvis du er imod de store selskabers globalisering, så er du imod kapitalisme.”
De fleste på det Europæiske Sociale Forum var blevet inspireret af de halvanden million mennesker i Italien, som har protesteret mod krigen og af de 400.000 i London den 28. september.
Et tegn på det, var at mange jublede af Lindsey German, fællestalskvinde for Stop the War Coalition i Storbritannien, før hun talte ved et møde med 2000 deltagere.
Lindsey argumenterede for, at antikrigsbe-vægelsen i Storbritannien var så stærk, fordi den havde ”en klar holdning til spørgsmålet om imperialisme. Vi forstod, at denne krig var en krig for olie og amerikansk magt. Vi afviste det synspunkt, at Taliban eller Saddam Hussein er fjender på lige fod med amerikansk og britisk imperialisme. Vi så, at det er USA, som har monopolet på masseødelæggelsesvåben. Og vi så, at vores hovedfjende er vores fjende hjemme.”
Diskussionerne om krigen inddrog aktivister fra mange lande. Vietnam-veteranen Dave Baylock talte om, hvordan amerikanske tropper havde tilsluttet sig antikrigsbevægelsen sidst i 1960erne, og hvordan det havde bidraget til at give USA-imperialismen et slag.
"Ingen penge til bomber"
Lidia Menapace, en veteran i fredsbevægelsen fra Italien, uløste jubel, da hun argumenterede for en militant kampagne for at få amerikanske militærbaser smidt ud.
Maria Styllou fra Grækenland sagde: ”Efter Firenze må antikrigsbevægelsen skabe forbindelser med arbejderbevægelsen. I Grækenland angriber regeringen arbejdere og afviser at hæve pensioner og lønninger for at finansiere krigen. Vores krav er: Ingen penge til bomber. Giv os penge, så vi kan have et ordentligt liv. Vi må gå ud på vores fabrikker, skoler og universiteter og lave disse forbindelser, bruge den styrke vi har, hvor vi kan organisere og være stærke så vi kan opbygge en bevægelse med styrken til at stoppe krigen og vinde vores verden tilbage.”
Der var også nogen debat om FN´ s rolle. Ariel Denis fra den franske sammenslutning af foreninger mod krigen i Irak sagde, at valget vi står i er ”mere magt til USA eller til FN.
Hans Abrahamsson fra den svenske afdeling af ATTAC, som kører kampagner mod finansspekulation, argumenterede for, at vi må arbejde indenfor ”nye arenaer”. Han sagde, at vi ikke kan ignorere institutioner som FN, vi har snarere brug ”konfronterende dialog” indenfor dem.
Men andre fik klapsalver, da de advarede og sagde, at vi ikke kunne stole på, at FN eller de europæiske ledere ville gå mod Bush.
Manuela fra Spanien sagde: ”Vores slogan bør være: Ingen krig for nogen pris – med eller uden FN. Hvis krig er forkert, så er det altid forkert. Vi må bygge en massebevægelse mod denne krig og alle krige.”
Piero Maestri fra den italienske antikrigs-bevægelse var enig: ”Vi er mod krigen – ingen hvis´er og men´er. Det er en forkert krig, og vi er nødt til at bekæmpe den på alle fronter.” Og han fastslog: ”Vi har en fantastisk mulighed nu, for at vi alle handler sammen og skaber en bevægelse mod krigen på europæisk plan. Vi må forene os den 15. februar.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed