Socialistisk Arbejderavis
Nr. 210 – December 2002 – side 5
Dobbeltinterview med Søren Søndergaard, Enhedslisten, og Jakob Nerup,IS/U
Fornyelse af venstrefløjen
Frank Antonsen
Socialistisk Arbejderavis har det seneste par måneder kørt et tema om fornyelse og styrkning af venstrefløjen. I den forbindelse har vi bedt Søren Søndergaard, folketingsmedlem for Enhedslisten, og Jakob Nerup fra IS/ISU om at give deres bud på, hvordan vi får en stærkere, mere synlig venstrefløj herhjemme.
Søren Søndergaard: Socialdemokratiets regeringsperiode gav ikke kun Socialdemokratiet men hele venstrefløjen problemer. Der må ske nogle ting på venstrefløjen før vi kan blive et alternativ: 1/Der er behov for, at enhver spire til kamp udvikles og koordineres. Det er meget vigtigt fordi kamp-traditionen er brudt og socialdemokratiets aktivistlag er svækket. Det gør det i endnu højere grad til venstrefløjens ansvar.
2/Vi må markere et klart venstre-alternativ, som folk har tillid til kan sætte en ny dagsorden. Hvis valget blot står mellem Fogh og det, der var før, er det ikke relevant. Der er brug for en venstrekraft, der kan gøre en forskel i bevægelserne, på uddan-nelsesområderne i fagbevægelsen osv., og som er samlet om konkrete problemer med et klart politisk perspektiv.
3/ Venstrefløjen må blive bedre til at tage den ideologiske diskussion med liberalismen.
Politisk løft
Jakob Neerup: Fornyelse kan være flere ting.
Det er fornyelse – om end negativ, når SF efter valgnederlaget konkluderer, at de nu må rykke mere i retning af en socialdemokratisk tredje vej.
Det der til gengæld er brug for er en afspejling af det nybrud, som har fundet sted blandt almindelige mennesker. F.eks. ser mange at USA’s krig mod Irak er en krig om olie. Der er en ny stemning, der løfter de politiske diskussioner op på et nyt niveau. Vi må starte der. Venstrefløjen må forbinde sig med den stemning. Jeg er enig med Søren i, at opgøret med liberalismen er vigtig, men vi må også koble os på den anti-kapitalistiske bevægelse.
Dels er fornyelse at finde et ståsted, der ikke kan forbindes med kompromiser på velfærdsområdet. Vi må slå en streg i sandet, være helt firkantede, og sige, der ikke kan blive tale om kompromiser med vores velfærd. Hvis et flertal gennemfører nedskæringer og fyringer, må venstrefløjen blive dem, der automatisk ses som dem, der går i kamp.
Samtidigt er det et problem hvis ledende fagfolk ikke vil indgå i kamp eller ikke vil gå i spidsen for kampen mod de borgerlige, hvad er så venstrefløj? Vi er nødt til at skille os ud. Ellers bliver vi opfattet som samme surdej.
Søren: Problemet er snarere at ”Maren i Kæret” opfatter venstrefløjen til også at omfatte Socialdemokratiet og Nyrup. Folk opfatter venstrefløjen som Socialdemokratiet plus-minus 10 procent. Hvad gør vi ved det? Vi må mere konsekvent opbygge krav, der rodfæstes i, hvad venstrefløjen vil og som vi mobiliserer omkring. Ellers er man nødt til at indgå forlig med Socialdemokratiet. Vi er nødt til at opbygge en troværdig venstrefløj.
Folk opfatter ikke venstrefløjen som et konkret projekt. Globalt set, har der tidligere været synlige alternativer – USSR, Nicaragua osv. – selvom, man ikke kunne lide dem, så udgjorde de dog alligevel et alternativ.
Jakob: Venstrefløjen bærer selv skylden. Venstrefløjen har blot været parlamentarisk grundlag for Socialdemokratiet i Folketinget og andre steder. Vi vil gerne lave aftaler med Socialdemokratiet, men det skal være på medlemmernes betingelser, ellers går vi til kamp imod det. Det er forskellen på IS og Enhedslisten. Venstrefløjen må gå i spidsen. Vi må skabe troen på et alternativ. Det vokser ikke så meget frem af at opstille nye krav. Der er et helt katalog af krav i den anti-kapitalistiske bevægelse. Den er stykket sammen af mange forskellige dagsordener, som nu begynder mere og mere at opfatte sig som én bevægelse. Venstrefløjen skal forbinde den anti-kapitalistiske bevægelse med arbejdspladserne, studieorganisationerne osv. Kampen for velfærd skal knyttes sammen med globale krav. Venstrefløjen har en stor rolle at spille her.
Søren: Det er for ukonkret. Det kan man godt gøre, i fagbevægelserne, folkebevægelserne, Folketinget, lokale råd osv., men det er ikke flertal for...
Vores dagsorden om de multi-nationales skatteunddragelse har vi netop sat, selvom der øjensynligt ikke er noget flertal for den.
Jakob: Ja, og det er en rigtig god dagsorden. Men jeg savner en forbindelse mellem det gode arbejde I gør på Jeres hjemmeside og i Folketinget, jeg savner at Enhedslisten går ud i bevægelsen og sætter den dagsorden. Også i studieorganisationerne. Her er det sådan i dag, at man kun kan beskæftige sig med studiefaglige diskussioner. Jeg mener forbindelsen er meget nem at lave: bare tænk på, hvordan de mange milliarder til militær kunne bruges til forbedring af studierne! I bevægelsen er der en uenighed. Enhedslisten vil ikke bryde konsensus. Skal flertallet definere den laveste fællesnævner eller skal vi sætte dagsordenen?
Sætte dagsorden
Søren: Det var det, jeg mente med et venstrefløjs-alternativ. I fagbevægelsen og på uddannelsesstederne må vi sætte dagsordenen. Det er de og de ændringer vi ønsker både globalt og i Danmark, og de kan f.eks. finansieres via de multinationale selskabers skatter. Vi har ikke altid været gode nok til at gennemføre det.
Jakob: I studieorganisationerne og i fagbevægelsen har der omkring EU-topmødet været en dyb berøringsangst eller frygt for politik. Der har ikke været mangel på aktivitet fra medlemmerne, som f.eks. gymna-sieelevernes aktioner i efteråret. Men den politiske ledelse hos gym-nasieelever, vil ikke beskæftige sig med EU-topmødet. De mobiliserer ikke medlemmerne til at deltage. De lukker sig omkring ren faglighed for ikke at bryde enigheden. IS vil gerne udfordre den konsensus, fordi den svækker den politiske diskussion, som rent faktisk foregår: Gym-nasieelever diskuterer også krig mod Irak og EU.
Søren: Vi har et ansvar overfor bevægelsen. Venstrefløjen har en masse erfaringer, man skal lære af. I gamle dage var alle studieorgani-sationer tilsluttede alle mulige solidaritetsbevægel-ser, Samarbejde for Fred og Sikkerhed, Cuba og andre Østeuropæiske foretagender. Det var en fejl. At bede gymnasieorgani-sationerne tage stilling til krig mod Irak vil være en fejl, for det vil kun være repræsentanterne og ikke medlemmerne, man får til at vedtage en udtalelse. Vi har haft tonsvis af møder på gymnasierne sammen med andre grupper og opfordret dem til at deltage i EU-demo’erne. Men at tvinge gym-nasieorganisationerne til at tage stilling vil ikke afspejle medlemmernes stillingtagen.
Jakob: Studieorganisationerne skal selvfølgelig ikke være med i alle mulige initiativer, der ikke har bundklang. Hvis der var et markant flertal blandt deltagerne på den aktivistkongres, som DGS holdt for nylig, der var imod krigen, så skal man vedtage en udtalelse. Men det ville naturlig forpligte deltagerne i, bagefter at går ud og vinde medlemmerne for det.
Søren: Har de i DGS lyst til at mobilisere mod krig, er der intet nemmere end at gå ud lokalt og mobilisere på det. Men der er et problem, hvis repræsentanter, valgt på kampen mod nedskæringer, pludselig går ind for sådanne udtalelser. I 70erne brugte højrefløjen det til at splitte organisationerne p.gr.a. modstrid mellem organisationens og medlemmernes holdning.
Jakob: Vi skal ikke bede dem tage stilling til f.eks. Attacs program, men Irak er en stor diskussion. Jeg er sikker på, flertallet af gymnasieelev-erne er imod. Som du sagde, er det nødvendigt at koordinere, så det kan ikke bare forgå lokalt. Det er ikke at tage medlemmerne som gidsler, hvis man tager diskussionen med dem.
Søren: Ingen er valgt på grundlag af krig mod Irak.
Irak-krigen
Jakob: Vores medlemmer er. Er det ikke venstrefløjens opgave at forbinde kampene? Du har talt for et anti-kapitalistisk program. Mange af dets punkter ville kunne samle flertal: ingen krig, skattelighed så de rige betaler mere skat, miljøet osv. Venstrefløjen er nødt til at sige, vi har et fælles synspunkt, f.eks. er et af vores medlemmer netop blevet valgt ind i BUPL’s forretningsudvalg på det grundlag.
Søren: Det er noget helt andet end at bruge de eksisterende organisationer til at tage stilling. Sporene skræmmer. Nogle steder er man måske for forsigtig. Vi vil ikke opfattes som manipulatorer, jvf. jeres problemer i Attac. Det kan man måske godt rekruttere på, men der er en forskel til at opbygge bevægelsen.
Jakob: Jeg synes de er snævert forbundne. Skal vi opbygge noget, der samfundsmæssigt kan gøre en forskel, må det også samfundsmæssigt blive synonymt med at gøre en forskel, som du også snakker om. Vi må opbygge en politisk organisation, med et politisk ståsted, der kan fodre bevægelsen med politiske input og som kollektivt kan løfte og derved bidrage til bevægelsen. Det kan godt gøres uden stalinistiske metoder, hvor man sætter sig på bevægelsen. Antikrigsbevægelsen, der vokser frem i Europa, er et godt eksempel. Det er en hård politisk kamp, men vi må blive enige om at gøre noget sammen. Attac i Danmark er udtryk for det modsatte. De har lukket sig mere og mere om sin egen snævre dagsorden og er blevet irrelevant.
Billede: Søren Søndergaard fra Enhedslisten og Jakob Nerup fra Internationale Socialister/ISU diskuterer venstre-fløjens opgaver og udfordringer, og hvordan vi styrker venstrefløjen herhjemme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed