Socialistisk Arbejderavis
Nr. 211 – Februar 2003 – side 7
Hvordan vinder antikrigsbevægelsen
Ida H. Jakobsen
Krig er den sværeste test for magthaverne, næst efter en revolution. For krige er uforudsigelige, og magthaverne ved ikke på forhånd, hvor længe en krig vil vare, hvor stor modstanden vil blive, eller i hvilken grad krigsmodstanden vil styrke sociale og politiske bevægelser og oprør i deres egen befolkning.
Jo større, bredere og velorganiseret modstanden mod krig er, jo hurtigere kan sociale oprør bryde ud, og jo hurtigere falder moralen blandt de militære styrker, og herskernes krig i udlandet ændrer sig til at blive en ukontrollerbar krise derhjemme.
Den herskende klasse over hele Europa forventede, at første verdenskrig ville vare et halvt års tid. Men krigen trak ud i fire år, og endte med faldet af tre af de imperier der startede krigen. Krigen blev stoppet af en revolution i Rusland, og socialt oprør i Tyskland og total kollaps af den tyske hær.
Da den amerikanske regering, i 1960, sendte de første tropper ind i Vietnam, troede de på en hurtig og nem krig, men krigen varede i 15 år, og USA tabte den. Den omfattende antikrigsbevægelse trak i sidste ende strejkende våbenarbejdere og soldater med ind i bevægelsen, og således var en kæmpende og militant antikrigsbevægelse, sammen med et kæmpende vietnamesisk folk, det, der stoppede krigen.
Antikrigsbevægelsen i dag er flere hundrede gange større end ved starten af begge disse krige, og har indtil videre forhindret krigsvanviddet i at bryde ud.
Med andre ord, kan vi allerede nu se, at antikrigsbevægelsen har haft en enorm effekt. De gigantiske demonstrationer har gjort en forskel!
Men det er ikke nok kun at demonstrere imod krig. For at stoppe krigen må vi gå længere. Modstanden må radikaliseres og vi må opbygge mere direkte aktioner. Og det handler ikke om at en lille gruppe – uafhængig af massebevægelsen, lænker sig fast til et militæranlæg, eller laver andre mediestunts der ikke knytter an til den brede antikrigsbevægelse.
For at direkte aktioner skal have nogen effekt, skal de være tæt forbundet med den bredere bevægelse. Aktionerne skal opmuntre det bredere lag af bevægelsen til at lave lignende aktioner.
I januar i år nægtede to skotske lokomotivførere at køre tog, lastet med britisk militærudstyr. Under krigen i Kosova i 1999, blokerede indbyggere i en lille græsk grænseby for at tog med Nato-soldater og våben blev kørt over grænsen.
Socialt oprør
Under Vietnam-krigen bredte krigsmodstanden og det sociale oprør sig til arbejdspladserne, hvor strejker og besættelser for alvor truede magthaverne.
I det øjeblik krigsmodstanden breder sig fra demonstrationerne i gaderne, til også at omfatte direkte aktioner på arbejdspladser, skoler, lokalområder, universiteter etc. bliver den for alvor en trussel mod hele den herskende (og krigsførende) klasses grundlæggende interesser – skabelsen af værdier i dette samfund. Værdier der er helt afgørende for magthavernes evne til at føre krig.
De britiske brandmænd strejker i skrivende stund for højere løn. Men deres strejke truer også den engelske krigsmaskine, fordi soldater som skulle være sendt til Golfen nu skal slukke brande derhjemme.
Bush og hans allierede har svært ved at føre krig i Irak, med en global antikrigsbevægelse på nakken. Men de har endnu sværere ved at føre krig – og vinde den – med et socialt oprør og en militant antikrigsbevægelse derhjemme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed