Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 211 – Februar 2003 – side 8

Anmeldelse

Spøjs bog om bureaukrati i Sovjet

Ole Andersen

“Hos de røde – om at filme sovjetmennesker” er titlen på den 78-årige Tørk Haxthausens bog, som er en skildring af hans oplevelser i Sovjetunionen under arbejdet med at lave en stribe dokumentarfilm i perioden 1964 – 82.

Hvilket i øvrigt var et ret udsædvanligt projekt dengang i 1960’erne. Årsagen var en utilfredshed med de officielle sovjetiske dokumentarfilm, der simpelthen var for dårlige, både stilistisk og indholdsmæssig, hvis man ønskede reel information om livet i “den socialistiske virkelighed”.

Bogen er ikke en direkte beskrivelse af livet som det udfolder sig for almindelige mennesker i Sovjet i 1960’erne. Ikke en analyse af, hvad det sovjetiske samfund var for en størrelse. Ja, læseren får faktisk ikke noget svar på om Sovjetunionen virkelig var på vej mod kommunismen?

Haxthausen beskriver sine og filmholdets oplevelser med det fremmede sovjetstyrer. Det, der for læseren og Haxthausen forekommer som simpelt og rutinepræget i en filmproduktion, bliver i Sovjetunionen mødt af et stort og til tider mistroisk bureaukrati. Skal projekter lykkedes i en nogenlunde oprindelig form kræves der kontakter i systemet, et sammensurium af edderkoppespind, hvor hver enkelt lille edderkop trækker i egne tråde.

De sovjetmennesker, som filmes, udtrykker mere en taknemmelighed end en tilfredshed med det sovjetiske system.

Sovjetunionen har betydet materiel fremgang og alt i alt et bedre liv end under zaren, hvad de ældste endnu i 1960’erne erindrede. Samtidig præges beskrivelserne af en tro på fremtiden, rumalderen var lige begyndt (og Sovjet var førende), gigantiske arealer skulle opdyrkes og floder vendes.

Nyttige informationer om den såkaldte socialismen var, at de sanitære forhold var særdeles rædselsfulde, selv på de fineste hoteller. Samt at sovjetmennesker drikker betænkeligt meget vodka.

I bogen er der er også en beskrivelse af et middagsselskab med den danske ambassadør, som får et meget mærkværdigt forløb. Bogen er skrevet med en lettere ironisk, men altid kærlig pen.

“Hos de røde” giver ikke en socialist en analyse af Sovjetunionen og den virkelige socialisme, der kan bruges når man skal forklare hvad Sovjetunionen reelt var for en størrelse. Tørk Haxthausens bog er meget læseværdig og ganske underholdene, men ikke “pligtlæsning” for en revolutionær socialist.

Forfatteren er tidligere medlem af DKP (smidt ud i 1947) og har udover film og bøger lavet TV. I øjeblikket kan tv-serien “Kirsebærhaven 89” genopleves i gyldne timer på DR 2.

Tørk Haxthausen
Hos de røde – om at filme sovjetmennesker
279 sider, kr. 265.
Forlaget Klim

Flere artikler fra nr. 211

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Ole Andersen

Siden er vist 1740 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside