Socialistisk Arbejderavis
Nr. 21 – August 1986 – side 8
Pelle E – Pamper i SD
Per Jensen
LO-pamperen Max Harvøe er gået af – på grund af 65 års-reglen. I LO-bladet fortæller han sjovt nok, at han har hentet inspirationen til det meste af sit liv i Martin Andersen Nexøes bog Pelle Erobreren.
Enten er Harvøe uvidende om, hvordan det siden gik med Nexøs Pelle E. – eller så er han blot enormt ærlig. Pelle endte nemlig som socialdemokratisk pamper, borgmester og minister, der kun havde foragt til overs for de arbejdere, han levede højt på.
Det kan man læse i Nexøs “erindringsromaner”: Morten Hin Røde (der udkom i Sverige 1944 og i Danmark 1945), Den fortabte Generation (1948) og Jeanette (der blev udgivet i 1957 efter Nexøs død af Hans Kirk og Børge Houmann). Men bøgerne er ikke de gode skildringer af sociale forhold som Pelle E og Ditte Menneskebarn. Det er en selvbiografi med Pelles kammerat Morten (der også er forfatter) som helten – og meget selvforherligende.
Bøgerne er knyttet til hver sin periode og beskriver delingen i en “småborgerlig og en revolutionær socialisme”. Nexø var faktisk selv socialdemokrat (indmeldt 1910) og Pelle E. (der kom i 4 bind fra 1906 til 1910) viser den “sejrende fagbevægelse” efter “den store kamp” (efter det septemberforlig i 1899, der indførte den første hovedaftale). Bogen slutter med Pelle som leder af en kooperativ skotøjsfabrik, han selv har grundlagt.
35 år senere, som 75-årig, prøver Nexø at fremstille de problemer, han selv havde med at forsvare Socialdemokratiets forræderi under 1. verdenskrig. Også i Danmark stemte SD for militærbevillinger (6. august 1914) og i 1916 gik Stauning i regering for at støtte fædrelandet og bevare roen.
I Morten Hin Røde er det Pelle der, som borgmester og rigsdagsmand, forsvarer SD og Morten der støtter den internationale arbejderklasse. Selv om Pelle er på vej op i systemet og ansvarlig for en byudvikling opdelt i fine og elendige kvarterer, så kan man stadig diskutere med ham. Han har også hjerte nok til at tilbyde Morten fast honorar som skribent til socialdemokratiske aviser (i provinsen). Pelle var endnu ikke helt fortabt. Bogen handler om årene 1910-1918 (hvor Nexø selv stadig var med i SD) og udgives i 45, hvor DKP og SD diskuterede eventuel sammenlægning.
Den fortabte generation (1948) handler om årene 1917-23. Nexø var fra 1918 med i det nystiftede DKP og Pelle er nu totalt opgivet. Han fremstår kun forsumpet i pampertilværelsen og kun med interesse for sin egen fremtoning.
Der er sikkert mange SD-ere, der får hug i Pelle-figuren. Måske også Nexøs gamle partiformand fra DKP Ernst Christiansen, der i 1930 går over til SD igen. Ernst var en af de “tre små mænd” der var gået ind i DKP fra Socialdemokratiets ungdomsforbund (SUF). Johs. Ervig døde i 1926, men den tredje, Sigv. Hellberg, blev også socialdemokrat efter sin eksklusion fra DKP april 1930. Disse overløbere og likvidatorer, som de blev kaldt fordi de var for partiets opløsning og tilslutning til SD er måske også med i Pelle-skikkelsen såvel som “landsfaderen” (som Stauning jo blev kaldt).
Den sidste bog, Jeanette, handler om mellemkrigstiden. Pelle er også i denne bog kun med i kulissen. Han og andre socialdemokratiske ministre er dem, der udleverer flygtninge til nazisterne. Pelle ender som en, “der måske endda nærede en dulgt sympati for nazismen”.
Nexø får brudt med Socialdemokratiet – men aldrig med stalinismen. Tværtimod kan han i 1948 i Den fortabte generation sprede rygtet, “det hævdes at Trotskij får en stor årlig understøttelse af Weimar-regeringen for at undergrave Lenin”. Og Lenin vidste det. “Der er ikke meget i politik Lenin ikke ved. Han bruger ham simpelthen.”
Selv om Morten fremstilles som internationalist, er det ikke Martin Nexø der gjorde op med stalinistisk nationalisme – teorien om socialisme i et land. Det gjorde Marie Nielsen. Hun blev ekskluderet fra DKP 1929-32 for Trotskij-sympatier, og hun blev smidt ud igen i 1936, fordi hun ikke ville slutte op om Moskva-skueprocesserne.
Derfor – hvis I læser Pelle Erobreren – eller ser den når den snart kommer på film, så skal I hverken følge Pelle (Max Harvøe) eller Morten (Nexø) – men følg Maries tradition.
Billedtekst:
Martin Andersen Nexø, omkring 1. verdenskrig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed