Socialistisk Arbejderavis
Nr. 212 – Marts 2003 – side 4
Farlige Nationer: FN er ufredens projekt
Mikkel Birk Jespersen
I diskussionerne om USAs kommende krig mod Irak bliver spørgsmål om FN ved med at dukke op. Blandt fredsaktivister og intellektuelle er der mange illusioner om, at FN enten kan forhindre en krig, eller – værre endnu – at en krig vil være okay, hvis FN siger god for den.
Det er nødvendigt at skære igennem disse forestillinger og sige helt klart: vi vil ikke have den krig, ligegyldigt om FN støtter den eller ej.
FN er ikke – og har aldrig været – et fredens projekt. De ledende stater i FN er uden sammenligning de stater i verden, der har mest blod på hænderne.
At disse lande sætter sig sammen i FN ændrer ikke en tøddel ved deres respektive interesser eller deres vilje til at sætte militær magt bag. Til tider kan de bruge FN som et dække over disse interesser og i stedet give sig ud for at handle på vegne af ’verdens-samfundet’.
Strukturerne i FN sikrer, at organisationen ikke kan gå i krig, hvis ikke alle verdens stormagter støtter det. Hvis stormagterne kan blive enige om at jorde en eller anden lomme-diktator, så er der ikke noget i vejen for at FN kan støtte aktionen, men hvis en af stormagterne føler sig trådt over tæerne, kan landet nedlægge veto, og FN bliver handlingslammet.
Stormagter
Problemet er, at det netop er stormagternes interesser, der kom-mer til udtryk i FN – ikke befolk-ningernes, hverken i den rige eller fattige del af verden.
Mindre lande må finde sig i at blive presset med enten trusler eller bestikkelse til at følge de store landes, især USAs, linie.
I forbindelse med Golfkrigen i 1991 fik en række lande stillet enten våben eller lån til rådighed (Iran og Syrien) eller eftergivet gæld (Egypten) – også Rusland, der var i store økonomiske vanskeligheder, fik milliarder af dollars ved den lejlighed.
Yemen’s ambassadør – der i Sikkerhedsrådet stemte imod en krig – fik til gengæld denne besked fra den amerikanske ambassadør umid-delbart efter stemmeafgivningen: ”That was the most expensive no vote you ever cast”.
FN kan ikke sikre en fredeligere udvikling i verden, men er et redskab, der dækker over stormagternes forskellige imperialistiske manøvrer.
Og de respektive stormagters historier giver et klart billede af, at ingen af disse lande nogensinde har haft menneskerettigheder placeret særlig højt på listen over politiske prioriteringer:
England og Frankrig er gamle kolonimagter og er ikke fremmede overfor brutal magtanvendelse. Efter at de mistede deres status har de været halehæng til USA og har bidraget til dennes krigseventyr.
Frankrigs aktuelle modstand er ikke grundet i en mere fredelig tilgang til konflikter end USAs og Englands – for få måneder siden blev franske tropper sendt til Elfenbenskysten for at sikre franske kakao-producenters interesser.
Rusland fortsætter sin blodige krig mod tjetjenerne – og Vesten har i den hellige, taktiske alliances navn været så venlig ikke at lade dem høre noget for dét – og Kina fortsætter sin besættelse og undertrykkelse af Tibet, for ikke at tale om landets egen befolkning: massakren på Den himmelske Freds Plads i 1989 er blot det mest grufulde eksempel.
Det er disse lande, der sidder med magten i FN – illusionerne om FN som et fredens projekt ser unægtelig noget blege ud.
Blodige krige
Man behøver også bare at tage et kig på FNs meritter i historiens løb for at se, at det ingenlunde er demokrati og humanisme, der er i højsædet, når verdens stormagter går i krig bag et FN-figenblad:
Korea-krigen i starten af halvtreds-erne varede tre år og kostede mindst to millioner civile koreanere livet, i Congo var FN i 1960’erne med-virkende til at oprørsstyrker kunne vælte og myrde den demokratisk valgte præsident Patricia Lumumba. FN beskyttede oprørsstyrkerne, stod bag mordet på Lumumba, og indsatte diktatoren Mobutu.
I 1994 gik amerikanske tropper under FN-flag, ind i Somalia for at få kontrol over et naboland til Mellem-østen, hvilket slog fejl.
Disse eksempler viser, at FN er ikke et humanistisk og demokratisk organ, og krige bliver ikke retfærdige at blive udkæmpet i ’verdens-samfundets’ navn.
Under den såkaldte humanitære FN-intervention i Somalia i starten af 90'erne dræbte FN-soldater tusinder af civile mænd, kvinder og børn
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed