Socialistisk Arbejderavis
Nr. 212 – Marts 2003 – side 4
Stormagternes kyniske magtspil
Det sædvanlige rygklapperi mellem verdens stormagter er nu afløst af en åbenlys, dyb kløft mellem på den ene side USA og på den anden side to af de ledende europæiske magter, Frankrig og Tyskland.
Først truede Frankrig og Tyskland – sammen med Rusland – med at sige nej til en ny resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der vil give USA og England ret til at påbegynde den planlagte krig mod Irak.
Dernæst blokerede Frankrig, Tyskland og Belgien for at NATO militært blev trukket ind i krigsplanerne ved at sige nej til militær assistance til Tyrkiet før krigen overhovedet er besluttet i FN.
Amerikanerne blev rasende. Forsvarsminister Donald Rumsfeld sammenlignede i en senatshøring Tyskland med lande som Libyen og Cuba – lande som Bush i øvrigt har kædet sammen med hans “ondskabens akse”.
Kamp om fremtiden
Der er ikke blot tale om “traditionel fransk positionering” eller om Schröders snævre valginteresser, som dele af den borgerlige presse forsøger at hævde. Det stikker langt dybere.
De mest magtfulde lande i verden har hver især egne interesser. Uanset om det lykkes Bush at gennemtvinge opbakning til sit krigsprojekt hos de andre lande i FN’s Sikkerhedsråd, vil landene fortsat have forskellige interesser.
Internationalt set er der økonomisk nedtur, og ingen kan være sikre på, hvilke økonomier og hvilke landes erhvervsliv, der vil dominere om bare 10 til 20 år. USA har i dag den største økonomi. Men deres økonomiske dominans er ikke så stor, som den var i 50’erne og i 60’erne. Derfor kan USA’s ledere ikke bare lade stå til. Lige som private firmaer skal investere i nyt udstyr for at klare sig på markedet, må landenes regeringer være med i magtspillet, for ikke at sakke bagud.
USA’s herskende klasse har en stor fordel frem for andre landes kapitalister. De har verdens absolut største militærmaskine, der er klar til at blive sat ind overalt i verden. Men franske og russiske oliefirmaer har de største investeringer i irakiske oliefelter. De ønsker de ikke at tabe til amerikanerne.
Problemet for Frankrig og Rusland er, om de skal støtte Bush for at sikre sig deres del af kagen, eller om de ved at modsætte sig kan få en endnu større indflydelse, hvis USA’s krigsbestræbelser løber ud i sandet eller krigen kører fast. Risikoen er, at hvis det bliver en hurtig sejr til USA, kan Frankrig og Rusland risikere at miste alle deres investeringer.
For den tyske kapitalisme drejer det sig snarere om at bevare deres økonomiske magtpositioner i Østeuropa. I dag står tysk kapital stærkest i Østeuropa, men politisk har USA større indflydelse. Regeringerne i Polen, Tjekkiet og Ungarn har alle villigt bakket Bush op, selv om krigsmodstanden også i disse lande er massiv.
Traditionelt har dansk kapitalisme, med A.P. Møller i spidsen, haft en atlantisk orientering, men gennem EU er den europæiske orientering blevet styrket. Den danske herskende klasse kan blive tvunget til at skulle vælge mellem USA eller Europa, hvad der kan skabe stor indenrigspolitisk splid, mens et stadigt stigende antal danskere er parate til at gå på gaden mod en krig, uanset hvilke stater der bakker op om den.
Vi er stadigvæk langt fra den slags rivaliseringer mellem imperialistiske lande, der førte til de to verdenskrige. Men den voksende uenighed mellem de store kapitalistiske lande viser, at vi er på vej til en tid med større global politisk ustabilitet.
Billedtekst:
Bush’s krigsplaner handler om, at USA vil sikre sin dominans på verdensplan, en politik der truer bl.a. Tyskland og Frankrigs interesser
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe