Socialistisk Arbejderavis
Nr. 212 – Marts 2003 – side 12
USA klar til nye massakrer + Åbent brev fra fredsforsker Jan Øberg
- Pentagon har i gennem længere tid forberedt sig på, at slaget i Irak i høj grad vil stå om byerne.
Socialistisk Arbejderavis har tidligere omtalt den skræmmende rapport ”Doctrine for Joint Urban Operations” fra den øverste militære ledelse, hvor planer for total ødelæggelse af infrastruktur, som vand-, mad- og elforsyning, ødelæggelse af huse og massemord på befolkningen, lægges frem som strategi i en krigssituation. Pentagon lader det nu stå klart, at en krig mod Irak skal føres med den såkaldte “chok-og-rædsel“-strategi. Den går ud på, i et angreb med “Hiroshima-effekt“ at sønderbombe Bagdad i krigens første timer.
Antallet af bomber der efter planen skal kastes over Bagdad det første døgn vil overskride mængden af bomber, der blev smidt over Irak i løbet af hele sidste Golfkrig. – Og den seneste golfkrig var både blodig, umenneskelig og barbarisk.
Afsky
Amerikanske soldater slagtede irakiske værnepligtige, der havde overgivet sig. Amerikanske piloter kaldte det ”a turkey shoot”. Og brugen af klyngebomber og ”fuel air explosives”, der suger luften ud af lungerne på folk, førte til, at mindst fem britiske officerer deserterede i afsky.
Allerede nu er en dansk u-båd – Sælen – samt danske specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset mobiliseret til evt. dansk krigsdeltagelse. På den humanitære side, har regeringen foreslået at sende to læger og en sygeplejerske!!!
Fogh forsøger at legitimere evt. dansk krigsdeltagelse ud fra humanitære argumenter. Men det er absurd. Det er bomber, krig og død vi taler om her.
Danske soldater har indenfor de seneste måneder deltaget i bombetogter over Afghanistan, og i starten af februar deltog danske soldater, sammen med norske og amerikanske soldater i et bombetogt, der dræbte 17 civile i Spin Boldak i den østlige del af Afghanistan. De anvendte bl.a. de frygtede “Daisy Cutter”-bomber, bomber, der er den største ikke atomare bombe i Afghanistan med en sprængkraft i nærheden af Hiroshima-bomben, og som antænder alt indenfor en omkreds af omkring 300 meter.
En krig i Irak vil føre til en humanitær katastrofe.
Ifølge en hemmeligstemplet FN-rapport, vil en krig mod Irak dræbe flere hundredtusinde mennesker – heraf mange civile.
Læger i protest
Rapporten beregner et samlet antal på op mod 460.000 døde mennesker, og hertil kommer op mod 500.000 sårede og syge og op mod halvanden million flygtninge.
I følge rapporten vil en ud af tre børn under fem år være i fare for at dø pga. underernæring.
Læger over hele verden danner nu fælles front mod krigsplanerne, og advarer mod de humanitære ødelæggelser. 500 britiske læger har offentliggjort deres protest i det anerkendte britiske lægetidsskrift British Medical Journal, og sendt et protestbrev til Tony Blair. I Danmark har 50-60 læger har underskrevet en protest, der er sendt til Ugeskrift for Læger, og til Anders Fogh Rasmussen.
Åbent brev fra fredsforsker Jan Øberg:
Undertegnede har besøgt Irak i sammenlagt en måned. Vi har besøgt sygehuse og talt med læger og plejepersonale. Vi har også talt med patienter og forældre til døende børn – vi har set hvordan lægerne måtte opgive behandlingen af et leukæmiramt barn, fordi de manglede medicin. Og vi har talt med den øverste chef for FN i Irak, som også er koordinator for FNs humanitære program. Vi har ført samtaler med cheferne fra Røde Kors og Røde Halvmåne, og FNs børneorganisation, UNICEF.
Overalt har vi fået at vide, at ”Olie for mad-programmet” er så dårligt, at det er skyld i dårlig folkesundhed og et drastisk fald i levestandarden fra 1990 og frem til i dag.
... Og en række FN-rapporter og NGO-analyser viser, at mindst 500.000 og måske endda over en mill. irakere er døde som følge af 12 års sanktioner.
(Forkortet, red.)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe