Socialistisk Arbejderavis
Nr. 213 – April 2003 – side 5
Behov for civil ulydighed
Naomi Klein
I Pentagon kalder de det “Voila-øjeblikke”. Det er det øjeblik hvor de irakiske soldater og civile, med bomber regnende ned over sig, pludselig kradser sig i hovedet, og udbryder: “Disse bomber er ikke egentlig ment at ramme mig og min familie, de er ment til at befri os fra en ond diktator!”
På det tidspunkt vil de takke Uncle Sam, sænke deres våben, forlade deres poster, og rejse sig i et opgør med Saddam Hussein. Voila! Eller det er i hvert fald meningen, at det skal fungere på den måde, ifølge eksperterne i "psykologiske operationer".
Ifølge de samme eksperter vil vi vide, at et sådant øjeblik er indtrådt, når “vi ser et brud med lederskabet”. Med andre ord, så arbejder det amerikanske militær for intet andet end masse-civil ulydighed i Irak: at folk nægter at udføre ordrer og deltage i en uretfærdig krig.
Vil det så virke? Jeg er skeptisk. Der var jo faktisk er Voila-øjeblik under sidste Golfkrig, hvor mange irakere ved den kuwaitiske grænse troede på de amerikanske løfter om støtte, hvis de gjorde oprør mod Saddam. Det blev så kort efter fulgt op af et “screw you”-øjeblik, hvor oprørerne så de amerikanske styrker svigte dem og overlade dem til at blive massakreret.
Men al denne voila-snak fik mig til at tænke: den civile ulydighed, som det amerikanske militær håber på at frembringe i Irak, er præcis den slags metode, antikrigsbevægelsen skal inspirere til i de enkelte lande, hvis vi for alvor skal stoppe krigen. Hvad skal der til, for at store grupper af befolkningen i USA, England, og ethvert andet, der bidrager i krigen – for alvor bryder med vore ledere, og nægter at finde os i deres politiske linie? Kan vi skabe tusinder af voila-øjeblikke herhjemme?
Under Vietnam-krigen besluttede tusinder af unge amerikanere at bryde med deres ledere, da deres indkaldelse til militærtjeneste kom med posten. Og det var denne vilje til at gå længere end protester, til aktiv ulydighed, der i sidste ende gjorde det uholdbart, indenrigspolitisk, at fortsætte krigen og underminerede den hjemlige opbakning til krigen.
Forfatteren til NO LOGO,
Naomi Klein i The Guardian
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed