Socialistisk Arbejderavis
Nr. 213 – April 2003 – side 11
Kommentar
Antidemokrati eller arbejderdemokrati
Frank Antonsen
Selv om krigspropaganda har kørt på høje nagler siden bomberne begyndte at regne ned over irakerne, er der stadig et klart flertal af verdens befolkning, der er imod Bushs krig. USA's George W Bush, Storbritanniens Tony Blair og Spaniens Aznar besluttede alligevel at gå i krig.
I de krigsførende lande har manipulation og propaganda ført til øget opbakning bag krigen. Også herhjemme har Anders Fogh, Per Stig Møller og Pia Kjærsgaards krig fået større tilslutning – men alligevel er mere end halvdelen af danskerne fortsat imod dansk krigsdeltagelse. Hvilken form for demokrati er det?
I det borgerlige demokrati får man allernådigst lov til at vælge mellem en stribe kandidater omtrent hver fjerde år. I bedste fald er sammensætningen af Folketinget altså et udtryk for hvor folk stod, dengang der var valg. Det er på ingen måde udtryk for, hvor de står i dag. De, der stemte ved sidste valg, havde næppe forestillet sig, der skulle komme en krig med dansk deltagelse. Alligevel påstår Fogh nu, at krigen er demokratisk besluttet.
Problemet er, at ingen jo ved, hvad der kommer til at ske fire år ude i fremtiden. Det eneste, man har at gå efter, er kandidaternes løfter. Og der er ingen garanti for, at de har tænkt sig at holde de løfter, når og hvis de kommer i regering. Ved forrige valg, lovede Poul Nyrup som bekendt, at der ikke ville blive rørt ved efterlønnen. Han blev valgt, og kort efter gik han i gang med at udhule den.
Det borgerlige, parlamentariske demokrati er altså kun et formelt demokrati, der snildt kan udvikle sig direkte antidemokratisk som nu med Irak krigen.
Men behøver det være sådan?
De seneste dage har vi set antikrigsgrupper springe op over alt, i forskellige bydele og arbejdspladser og først og fremmest på forskellige skoler, gymnasier og universiteter. Disse grupper viser en spontan organisering på grundlag af et ægte demokrati, hvor alle kan deltage og alle kan blive hørt. Det samme ser man i endnu højere grad på arbejdspladserne under en storstrejke. Arbejderne går sammen i strejkekomiteer, og er flere arbejdspladser involveret sendes delegerede til fællesmøder. Disse delegerede vælges med et bestemt mandat og dette mandat kan trækkes tilbage, hvis de ikke kæmper for de holdninger, de har mandat til.
Det er langt mere demokratisk, end det, vi har i dag. Vi har ingen mulighed for at trække vores stemme tilbage, hvis nu den politiker, vi har stemt på, skulle vise sig at gå ind for nedskæringer, privatiseringer eller krig.
Der er endnu en forskel. I den slags ægte demokrati er de valgte ikke bedre stillede end de folk, der har valgt dem. På den måde kommer de ikke til at fjerne sig fra deres bagland. I vort såkaldte demokrati, tjener politikerne langt mere end almindelige arbejdere, og færdes mere på de riges bonede gulve end på betongulvene i det sociale boligbyggeri. Samtidig bliver en meget stor del af de beslutninger, der tages i dette samfund og som berører os alle, ikke truffet af de folkevalgte politikere, men af erhvervstoppen bag lukkede døre.
De store firmaer som A.P. Møller, Danske Bank og Novo Nordisk har langt større indflydelse på, hvordan dette samfund udvikler sig, end alle vi andre til sammen. Folketinget har måske nok den politiske magt, men bestemt ikke den økonomiske. Den ligger i stedet hos en lille håndfuld rige, som ingen har valgt, og som oftest har arvet sig til deres position.
En mere ægte form for demokrati har man set flere gange i historien. Med Pariser kommunen i 1871 og de russiske revolutioner i 1905 og 1917 som hovedpunkterne. Også i vor tid ser man det. Da de serbiske studenter og arbejdere væltede diktatoren Milosevic ved nytårsskiftet 2000, overtog arbejderne flere steder virksomhederne og overtog derfor ikke blot den politiske magt, men også den økonomiske. Det samme er sket i løbet af det sidste års tids store kampe i Argentina.
Lidt det samme er også på vej i Storbritannien. Eftersom Tony Blair jo har vist med al ønskelig tydelighed, at det almindelige demokrati ikke lytter til os, så er en stor gruppe fagforeningsaktivister og folk fra politiske organisationer og studentergrupper gået sammen og indkaldt et “People's Assembly” – en Folkets Forsamling – for at sætte det ægte demokrati, vores demokrati, på dagsordenen.
Desværre er der som regel sket det, at efter disse arbejderråd har fået gennemtrumfet store forbedringer, har de overladt magten til det borgerlige demokrati, fordi der har manglet en klar ide om, at rådene udgjorde et ægte demokratisk alternativ. Det er op til os at sørge for, at dette ægte demokrati ikke bare bliver sat på dagsordenen, men også fastholdes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed