Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 3

Missilskjoldet

En trussel mod freden

Poul Erik Kristensen

Inden for den kommende måned vil Fogh endnu en gang bevise, at han og regeringen er en katastrofe for dansk udenrigspolitik.

Inden udgangen af maj vil han nemlig give USA lov til at bruge Thule-radaren til at igangsætte et nyt voldsomt våbenkapløb – det sker ved at gøre Thule-radaren til en del af missilskjoldet.

Planerne om missilskjold har rumlet gennem mange år, men har fået fornyet aktualitet efter at USA præsident, Bush, sidste sommer lancerede den såkaldte Bush-doktrinen.

Bush-doktrinen handler om forebyggende angreb, om at USA nu har formuleret den aggressive udenrigspolitik, som giver dem ret til, at angribe fjendtlige (eller potentielt fjendtlige) lande eller grupper, der truer amerikansk dominans.

Ved at tromle missilforsvaret igennem befæster USA sin dominans – og det sætter utvivlsomt gang i en dødsensfarlige oprustningsspiral.

USA er i dag verdens stærkeste militære magt. Men økonomisk går det ned af bakke.

Bange for Kina

Den store trussel for USA kan i løbet af kort tid blive Kina, der oplever en voldsom økonomisk vækst i øjeblikket.

Og Kina har ikke tænkt sig stiltiende at acceptere et amerikansk missilskjold.

På en hørring i Folketinget d. 23.april, udtalte direktøren for Center for Våbenkontrol og ikke-sprednings-studier i Beijing, Guoliaig Gu:

- Hvis missilforsvaret kommer til at fungere, så må Kina reagere. Og det vil så tjene som undskyldning for Indien, der også vil udvide deres eget arsenal af atomvåben.

Kina vil også have ressourcer nok til at opbygge et større lager af atomvåben. Kina vil også være i stand til at opbygge en effektiv og slagkraftig hær.

Men missilskjoldet er vigtig for Bush. Derfor pumper han uhørt mange penge i projektet.

Alene i år har han bevilget syv mia. dollars. Og en uafhængig gruppe økonomer har netop udgivet en rapport, som giver et bud på den samlede pris på missilforsvarsprojektet: 9.000 milliarder danske kroner. Hvis mængden af nuller virker lidt svimlende, kan det nævnes, at beløbet svarer til det danske forsvarsbudget i 530 år på nuværende niveau.

Økonomerne regner også med, at de enkelte våbensystemer bliver langt dyrere end antaget af Bush-regeringen og Kongressens folk.

Ifølge økonomerne kunne man, for de samme penge, tredoble USA’s bistand til den tredje verden, hvorfra både raket- og terrortruslen udspringer.

A.P. Møller

Når Danmark støtter missilforsvaret skyldes det også udsigten til at danske firmaer kan gufle lidt af de mange penge til sig.

Og det er absolut en mulighed.

På hørringen d. 23. april sagde USA’s viceforsvarsminister, J. Dyer Crouch, at der er store muligheder for, at “danske virksomheder kan få del i udviklingen af selve programmet for missilforsvaret. Bl.a. Inden for software-industrien”.

Og blandt de danske firmaer, som kan forvente ordre er Mærsk Data Defense i Sønderborg. Hermed er der kontant belønning til A.P.Møller-koncernens aktive støtte med at sejle militært isenkram til amerikanerne under Irak-krigen.

Thulebasen

Et kapitel for sig er spørgsmålet om Thulebasen. Hidtil har den danske regering optrådt i værste koloniherrerstil, og tromlet hen over grønlænderne. Men desværre bruger det grønlandske hjemmestyre kræfterne på at komme med til forhandlingsbordet og opnå international anerkendelse frem for at forsøge at bremse det vanvittige projekt.

Grønlænderne burde i stedet støtte den store internationale antikrigs-bevægelse, og være med til at sikre at USA ikke når sit mål: at vinde verdensdominansen, og skræmme alle militære og økonomiske rivaler til at holde nallerne væk fra alt der har med amerikanske interesser at gøre.

Den amerikanske stat vil bane vejen militært for at de amerikanske kapitalinteresser kan fortsætte med at hærge løs rundt om i verden. Og det er arbejderklassen og almindelige mennesker verden over der kommer til at betale for dette – gennem krig, nedskæringer, privatisering og øget ulighed.

 

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1670 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside