Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 5
Krigen mod Irak var bygget på svindel og tykke løgne fra Bush, Blair og Fogh
Ida H. Jakobsen
Men myrderierne, ødelæggelserne og undertrykkelsen fra krigen og under besættelsen er den blodige virkelighed for den irakiske befolkning.
Tusinder af mennesker er myrdet af de amerikanske invasionsstyrker og deres allierede. Og blodbadet vil fortsætte med den voldelige besættelse af landet.
Tusinder civile er myrdet af “koalitionens” bomber over Irak. Militære eksperter anslår, at titusinder af irakiske soldater er dræbt af invasionsstyrkerne.
Ifølge rapporter fra Pentagon blev der i løbet af blot ét døgn, d. 5. april, myrdet flere irakere end der døde mennesker under terrorangrebet d. 11. september.
World Health Organisation (WHO) beregner, at i døgnet efter offensiven d. 5. april blev der bragt 100 civile ofre ind i timen til hospitalerne i Bagdad.
Journalisten Robert Collier fra avisen The San Fransico Cronicle skrev efter d. 5. april:
“Der er ikke flere ligposer på Al-Kindi-sygehuset i Bagdad, og arbejderne på lighuset bruger nu store ruller af sort plastic for at pakke de seneste ofre ind (...) Titals af lig ligger stablet inde i kølerummet. Læger har udført akutte operationer med blot 800 milligram Ibuprofen som smertestillende. Det er en dosis som sædvanligvis ordineres til at dække almindelige muskelsmerter.”
Roland Huguenin, der er Røde Kors-medarbejder i Bagdad, fortæller om det forfærdende syn, der mødte ham ved et besøg til et hospital i Hilla, syd for Bagdad:
“Der har været et helt ufatteligt antal ofre. Vi så en lastbil der ankom med titals ødelagte døde kroppe af kvinder og børn. Det var et frygteligt syn. Og vi behandlede små børn på 2-3 år, der havde mistet deres arme, deres ben.”
Krigsforbrydelser
Ligesom den israelske besættelsesmagt i Palæstina, udfører den amerikanske besættelsesmagt drab og terror mod den irakiske befolkning.
Ved vejspærringer og check-points skyder amerikanske tropper imod civile. Ifølge læge Geert Van Moorter, der er i Bagdad, risikerer enhver iraker, der nærmer sig besættelsesstyrkerne at blive skudt. Lægeambulancer og anden civil transport beskydes, hvilket er et klart – og groft – brud på Geneve-konventionens artikel 12 og 21 om krigsforbrydelser. Van Moorter fortæller:
“En journalist fra The London Mail fortalte mig, at han var frastødt over de amerikanske soldaters opførsel. Han havde set hvordan de skød to civile irakere uden nogen som helst grund. Også dem der kom til for at hjælpe de to ofre blev skudt med koldt blod. – Det er akkurat som i Vietnam, sukkede journalisten, – de skyder på alting der bevæger sig.”
D. 9. april skød amerikanske tropper på civile biler på vej gennem et amerikansk check-point. Den britiske journalist Robert Fisk beskriver resultatet:
“Nogen siger at hundrede civile døde her. Andre mener, at ‘kun’ 40-50 civile mænd, kvinder og børn blev skudt i stykker af skuddene fra de amerikanske tanks. Mange af ligene ligger stadigvæk og rådner i bilerne. En ung kvinde brændt til nøgenhed ligger med ansigtet nedad i en af bilernes bagsæde ved siden af et mandligt lig der hænger ud af bilens fordør. Mange familier er kommet hertil for at finde deres døde slægtninge og begrave dem, men jeg ser stadigvæk 16 lig – eller dele af lig – der ligger spredt rundt her, flere af dem er kvinder. Alle disse ville have været levende i dag, hvis ikke George Bush havde beordret sit militær til at angribe dette land.”
Amerikanske styrker har forhindret et nødhjælpsfly fra organisationen Save the Children i at lande i nord-Irak. Flyet indeholdt forsyninger nok til at behandle op til 40.000 mennesker, blandt andet var der hospitalsudstyr og nødhjælpspakker med fødevarer.
The World Food Programme beregner, at der er behov for 480.000 ton fødevarer til Irak hver måned den kommende tid, men har ikke fået de 202 mio. dollars der skal til for at sikre fødevarehjælpen. Til sammenligning har USA brugt 20 milliarder dollars på krigen.
Blair, Bush og Fogh hylder den hurtige “sejr” i Irak, og påstår at de har undgået et blodbad.
Krigen var et blodbad. Den endelige erobring af Bagdad og Basra var et blodbad, de mange klyngebomber, der er smidt over landet er et blodbad – og vil blive ved med at være det i de kommende mange måneder, hvor legende børn sprænges i stykker af de udetonerede små-bomber, der ligger spredt rundt i civile områder. Og besættelsen er et blodbad.
Bush og hans krigspartnere kravler nu hen over ligene af de mange døde irakere for at dele krigsrovet, og der er allerede sat navne på de virksomheder, der skal ind og skovle lunser af rovet til sig, og score profit på genopbygning og olie, mens den irakiske befolkning står tilbage som et såret og ribbet folk.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe