Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 8
Socialt oprør mod et barbarisk system
Frank Antonsen
Kapitalismen har en indbygget stærk tendens til krig. Den herskende klasse fører krig dels for at sikre sig kontrol over ressourcer, dels for at sikre adgang til vigtige markeder for deres store firmaer og dels for at sikre sig magt og indflydelse. Det bliver den tvunget til af hensyn til konkurrencen med andre landes herskende klasser og deres store firmaer. Krige er altså ikke et “uheld” eller en “fejl”, der sker engang i mellem i et system, der ellers generelt går i den modsatte retning. Tværtimod er de en central del af selve det kapitalistiske system. Men kan vi så overhovedet stoppe krige?
To eksempler springer en i øjnene: Vietnamkrigen og første verdenskrig. Begge fandt sted i det tyvende århundrede, der var det århundrede hvori kapitalismen for alvor fik tag i hele verden, og derfor også det mest blodige århundrede i hele menneskehedens historie.
De store demonstrationer mod Irak-krigen er ofte blevet sammenlignet med netop demonstrationerne mod Vietnamkrigen i 60erne og 70erne. Det er et vigtigt eksempel, som vi kan lære meget af i dag.
Revolution
Men første verdenskrig er måske alligevel det bedste eksempel. Her var der tydeligvis tale om en krig mellem alle datidens store imperier. En krig, der var låst fuldstændig fast med millioner af døde i skyttegravene uden at fronterne rykkede sig nævneværdigt. De herskende klasser med deres store militære apparat var ikke i stand til at stoppe den krig, de havde startet. Krigen stoppede først med revolutionerne i Rusland og Tyskland, der smed den gamle zar og kejseren på porten.
De store demonstrationer og strejker, der havde været flere steder i Europa inden krigen, blussede op igen. I 1916 udbrød der strejker i England og Irland, og i 1917 var der massemytteri i den franske hær og strejker i Tyskland. Men det store vendepunkt kom februar 1917 i Rusland.
Store grupper kvinder gik på gaden og forlangte brød. Det blev startskuddet til en revolution, der væltede zaren og indsatte en provisorisk regering. Hovedparolen var “brød, jord og fred.” Det viste sig dog hurtigt, at den provisoriske regering ikke ville stoppe krigen, ikke kunne skaffe brød og ikke var interesseret i den ønskede jordreform. Tværtimod optrappede den krigen. I august forsøgte højrefløjen sig med et militærkup, som blev nedkæmpet af arbejderne i byerne og de menige soldater, på trods af den provisoriske regering. Og i oktober mistede arbejderne så endelig tålmodigheden med regeringen, væltede den og overlod al magten til arbejderrådene (sovjetterne), der havde stået bag februar revolutionen.
Alle de tidligere kolonier og alle de folkeslag, som zarene havde underlagt sig, fik selvbestemmelse. Hvor de herskende klasser i den øvrige verden netop kæmpede om kolonier, gav bolsjevikkerne de gamle russiske kolonier som Finland og de baltiske lande frihed. Det gav de mange undertrykte folkeslag nyt håb.
Den russiske revolution gav også arbejdere, soldater og bønder nyt håb i resten af verden. I Tyskland gjorde flåden mytteri i 1918 og det blev startskuddet til en revolution, der varede lige til 1920. Den væltede den tyske kejser og trak Tyskland ud af krigen. Inden da havde Trotskij sluttet fred med Tyskland og dermed trukket Rusland endeligt ud af krigen.
Den gamle herskende klasse var rystet. Englands premierminister Lloyd George skrev til sin franske kollega “hele Europa fyldes med den revolutionære ånd... Hele den eksisterende ordens politiske, sociale og økonomiske aspekt sætter masserne spørgsmålstegn ved fra den ene ende af Europa til den anden”.
Selvom revolutionerne alle endte med at blive nedkæmpet – Stalin kom til magten i Sovjetunionen og Rosa Luxemburg blev dræbt i Tyskland – viser de stadig, hvordan vi kan stoppe krige og opbygge en anden verden.
Krige er en uundgåelig del af kapitalismen, og derfor må antikrigsbevægelsen, hvis den skal have succes, nødvendigvis knytte an til andre aspekter af kapitalismen.
De steder, hvor antikrigsbevægelsen har stået stærkest – England, Grækenland, Italien og Spanien – har også været de steder, hvor den har haft de stærkeste bånd til den antikapitalistiske bevægelse. Omvendt, de steder, hvor den antikapitalistiske bevægelse ikke har forholdt sig aktivt til krigen, er den havnet på et sidespor og står i stampe.
De to bevægelser har brug for hinanden, fordi krig og kapitalisme kan ikke adskilles.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed