Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 9
Kommentar
Vil kurderne få selvstændighed?
Frank Antonsen
Med krigen mod Irak er kurderne igen kommet i verdenspressens søgelys. Et af de hyppigt fremførte argumenter for krigen var Saddam Husseins giftangreb på en kurdisk landsby i 1988. Angrebet skete med Vestens fulde viden og støtte. Faktisk er kurderne igen og igen blevet forrådt af Vesten.
Det gamle kurdiske område spreder sig over, hvad der nu hedder Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak. I alt er der 25 millioner kurdere – og kurderne er dermed den fjerde største etniske gruppe i Mellemøsten og samtidig det største folkeslag uden egen stat. De kurdiske områder blev underlagt de ottomanske (tyrkiske) og persiske imperier, men de har en lang historie for kamp mod undertrykkere.
Forrådes
Det ottomanske imperium var på den modsatte side af England og Frankrig under første verdenskrig, hvorfor de to kolonimagter kynisk brugte den kurdiske modstandskamp til at bekæmpe tyrkerne. De lovede et frit Kurdistan, men få år efter krigens slutning, havde de glemt alt om kurderne. I stedet havde de inddelt området i de nuværende lande, som i mellemtiden var blevet engelske eller franske kolonier. I Tyrkiet kæmpede Kemal Amal (Atatürk) side om side med kurderne for at smide den nye kolonimagt ud og danne en selvstændig stat. Til sidst vendte han sig dog også mod kurderne.
Alligevel var der dog i en kort periode i 1920erne en slags selvstændig kurdisk stat, Rødt Kurdistan, i det nuværende Armenien. Det var et af den russiske revolutions resultater. Et af bolsjevikkernes grundprincipper var princippet om national selvbestemmelse, og de støttede derfor undertrykte folkeslags kamp mod deres undertrykkere. Efter oktober-revolutionen fik mange af folkeslagene, der hidtil havde været en del af zarens imperium, deres selvstændighed. I slutningen af tyverne, efter den stalinistiske kontrarevolution var sat ind, blev samtlige kurdere i det tidligere Rødt Kurdistan dog etnisk udrenset.
Men igen og igen er det kurdiske spørgsmål dukket op. Og ind i mellem udtrykker en vestlig statsleder “bekymring” over kurdernes situation. Hvilket dog på intet tidspunkt forhindrer dem i at støtte undertrykkelsen af kurderne. Det land, der har ført hårdest frem mod kurderne, er NATO-landet Tyrkiet. Det er hjemsted for langt størstedelen af kurderne.
Det er derfor Tyrkiet på et tidspunkt under krigen truede med at gå ind i Nordirak for at sikre “stabiliteten”, dvs. sørge for, at de irakiske kurdere ikke udråbte en selvstændig stat.
Det ville kurderne nu heller ikke have fået lov til af Vesten. Området er nemlig vitalt for vestlige interesser. For det første er det et meget olierigt område, og for det andet kontrollerer det de største floder i området. Vestlige ledere vil derfor gøre alt, hvad de kan, for at sikre en stabil tilgang til olien, så hvis kurderne på nogen måde skulle få deres egen stat, kunne det kun være som en amerikansk lydstat uden noget selv at skulle have sagt om deres ressourcer.
Det blev meget tydeligt da kurdiske tropper indtog byen Kirkuk, som de selv betragter som deres hovedstad. Straks truede Tyrkiet med at gribe ind, og amerikanerne forlangte omgående at kurderne skulle trække sig ud af den olierige by. Kurderne blev brugt til at gøre det farlige arbejde, nemlig at erobre byen, men fik bagefter besked på at forlade den og overlade den til de amerikanske tropper. Vestens imperialistiske interesser er i direkte modstrid med det kurdiske folks ønske om selvstændighed.
Den eneste måde, deres drøm kan gå i opfyldelse på, er ved at gå sammen med de andre undertrykte grupper i Mellemøsten og sammen bekæmpe den fremmede besættelsesmagt i Irak og vælte regimerne i de øvrige lande.
Hvis de bliver ved med at sætte deres lid til “venligtsindede” imperialistiske magter, vil de igen og igen blive ofret for imperialistiske interesser. Det var antiimperialisme, der lykkedes dengang Rødt Kurdistan blev skabt, og det kan lykkes igen i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed