Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 10
Israelsk terror
Frank Antonsen
Den israelske premierminister, krigsforbryderen Ariel Sharon, har hele tiden brugt USA’s “krig mod terror” som en undskyldning til at optrappe volden mod palæstinenserne. I ly af den engelsk-amerikanske krig mod Irak har han endnu engang optrappet undertrykkelsen af de besatte områder.
Medens resten af verden har haft travlt med rette at fordømme Saddam Husseins regime, ses der gennem fingre med Israels mange forbrydelser. Landet er det eneste land i Mellemøsten, der med sikkerhed vides at besidde masseødelæggelsesvåben, de har flere resolutioner imod sig fra FN’s sikkerhedsråd end noget andet land og de torturerer og snigmyrder jævnligt politiske modstandere. I modsætning til andre lignende regimer rundt om i verden, bliver den lille yderst højreorienterede og ultra-religiøse fløj, der styrer landet forgyldt og belønnet af Vesten og især USA.
Sikres olie
Støvet har næppe lagt sig efter krigen i Irak førend en olierørledning fra Iraks store oliefelter til Israel er på tegnebrættet.
Men belønningen af Sharon stopper ikke der. Det er ingen hemmelighed, at den to år lange palæstinensiske opstand, intifadaen, har været en torn i øjet på såvel Sharon som Bush. Begge to har også hele tiden lagt al skylden for volden i området på Yasser Arafat. Begge parter ser Arafat som den største hindring for freden, hvorimod de ulovlige israelske bosættelser, der har taget al det frugtbare land fra palæstinenserne øjensynligt ingen rolle spiller.
Ganske ligesom det åbenbart heller ikke spiller nogen rolle, at de israelske tropper har drevet hundrede tusinder på flugt, afspærrer palæstinensiske områder og ofte jævner landsbyer med jorden.
Anti-demokrati
Nu har de fået gennemtrumfet et regeringsskifte i Palæstina. Selvom Arafat sagtens kan beskyldes for at indgå for mange kompromiser med den israelske besættelsesmagt og for at stå i spidsen for et korrupt styre, har han alligevel stor opbakning i befolkningen. Helt uden at bekymre sig om det, har Sharon og Bush presset på for at få en Arafat-modstander, Mahmud Abbas også kaldet Abu-Mazen, som regeringsleder. Abu-Mazen nyder ingen opbakning i befolkningen. Demokrati er åbenbart ikke ligefrem det, der ligger hverken Bush eller Sharon mest på sinde.
Abu-Mazen tager ikke blot afstand fra intifadaen, han er også villig til at indgå kompromis efter kompromis med den israelske besættelsesmagt. Til trods for at skiftende israelske regeringer har løbet fra samtlige aftaler, de har indgået med palæstinenserne og i stedet presser stadig dårligere aftaler ned over hovedet på dem, sætter Abu-Mazen alligevel sin lid til det israelske parlaments fredsvilje og til opbakning fra George Bush.
Nu har Vesten endelig fået den mand, der kan skrive under på den elendige, vage såkaldte ”road-map for peace” som EU, USA, Rusland og FN har opfundet. En plan, som stort set går ind på selv de mest uretfærdige krav Sharon og det yderste religiøse højre kan forestille sig. En plan, der slet ikke løser de vigtigste problemer: de ulovlige bosættelser, Jerusalems fremtidige rolle og de mange fordrevne palæstinenseres mulighed for at vende tilbage.
Palæstinenserne er endnu engang blevet ofret for stormagternes interesser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed