Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 14
Fagbureaukratiet – i en klasse for sig
Jan Hoby
Midt i februar skabte den nyvalgte forbundsformand for 200.000 medlemmer af Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA), store overskrifter i pressen.
Årsagen var hans kritik af de tårnhøje lønninger og honorarer, som alle forbundsformænd/kvinder tilraner sig på ryggen af medlemmerne.
Siden han for knap et år siden afløste den dybt politisk korrumperede højresocialdemokrat, Poul Winkler, har Dennis Kristensen været en torn i øjet på store dele af fagbevægelsen bureaukrati.
Først nægtede han at melde sig ind i det Socialdemokrati, som alle de andre, der vil til tops i fagbevægelsen og have “indflydelse” på den politiske udvikling, gør. Så truede han med at melde FOA ud af LO, hvis ikke paraplyorganisationen gav alle medlemmerne indflydelse på, hvilket forbund de ville være organiseret i.
Løn som fortjent – eller?
At stille spørgsmålstegn ved tillidsfolks lønninger har altid medført kraftige reaktioner fra fagbureaukratiet. Når medlemmer har rejst spørgsmålet på generalforsamlinger eller kongresser har ven og fjende, højre og venstrebureaukrat gjort fællessag mod de medlemmer som har formastet sig til at stille spørgsmål.
Det er svært for tillidsfolk på gulvet at forklare kollegaerne, hvorfor en Forbundsformand skal have to til tre gange mere i løn end de medlemmer, hvis interesser hun er valgt til at varetage.
FOA’s forbundsformand tjener 600.000 kr. plus pension, det er tre gange mere end gennemsnitsmedlemmet i FOA. I HK følger John Dahl godt med. Hans løn er på 666.204 kr. plus pension, sammenlign det med en HK’er ansat i Magasin eller Illum.
Ikke nok med at alle forbundsformænd får lønninger udover det rimelige, rager de til sig, når det gælder biindtægter fra forskellige bestyrelsesposter de har fået i kraft af deres toppost i fagbevægelsen.
FOA’s forbundsformand får 370.000 kr. om året for at “repræsentere” sine medlemmer i tre bestyrelser og BUPL’s forbundskvinde Bente Sorgenfrey får 53.115 kr. Resten af fagbevægelsens topbureaukrater er tavse om deres honorarer fra bestyrelsesarbejde i forskellige selskaber og fonde.
Tavsheden vidner om noget der ikke kan tåle dagens lys. Ser man på forbundsformanden for Dansk Metals bestyrelsesposter i Danmarks Skibskreditfond, Dansk Erhvervsinvestering A/S, m.v. så taler vi honorarer, der overskrider 500.000 årligt.
Fagbureaukratiets “undskyldning” for deres høje lønninger og honorarer er grænsende til det hykleriske. Kvindeligt Arbejderforbunds forkvinde Lillian Knudsen siger: “Mange af mine medlemmer synes nok, at jeg får for meget, men jeg tror ikke, at de synes, at det er rimeligt, at jeg også arbejder ud over normal tid til en almindelig løn. Det gør de jo ikke selv.”
Problemet er blot at Lillian Knudsen ikke får en almindelig løn, men 600.000 kr. plus pension, samt 500.000 i honorarer. Hun kender åbenbart ikke til almindeligt tillidsrepræsentantarbejde på en arbejdsplads. For enhver tillidsrepræsentant arbejder 90 % af tiden ulønnet for sine kollegers sag.
Sagens kerne er, at de tårnhøje lønninger fjerner fagbevægelsens top fra medlemmerne, skaber taburetklæberi, politisk indavl og en social livsstil der intet har med arbejderklassens forhold at gøre. Samtidig er deres mange bestyrelsesposter med til at tage fokus væk fra det de er valgt til at varetage, nemlig medlemmernes interesser.
De fleste forbundsfolk har hverken tid eller kvalifikationer til bestyrelsesarbejde, derfor ser vi også stribevis af dårlige forretninger, nepotisme og kriminel virksomhed, senest i sagen med SID’s forretningsfører Willy Strube. Hvis fagbureaukratiet skulle have løn og arbejdsforhold som fortjent, skulle de have reallønsnedgang og brutaliseret deres arbejdsvilkår som resten af arbejderklassen.
Fagbureaukratiets to ansigter
For at forstå hvad fagbureaukratiet er, er vi nødt til at se på hvad fagforeningernes opgave er. Marx kaldte fagforeningerne “modstandscenter for kapitalens overgreb”, men fagforeningerne er dannet for at “mindske udbytningen ikke afskaffe den”.
Fagforeningerne er et spejl på opdelingen af arbejderklassen, som den kapitalistiske produktionsmåde har skabt mellem forskellige fag. Man kan sige at fagforeninger både splitter og forener. Hvis grundlaget havde været en afskaffelse af lønslaveriet havde man opbygget én stor fælles fagforening.
Fagforeningernes opgave er at forsvare arbejderklassens interesser indenfor de kapitalistiske produktionsrammer. Arbejderne har forskellige løn- og arbejdsvilkår. Gennem sin organisering holder fagforeningerne de forskellige grupper adskilte, og de faglige ledere varetager kun deres egne medlemmers interesser. Derfor ser vi mange situationer hvor denne splittelse svækker arbejderklassens kamp.
Fagbureaukratiet – i daglig tale kaldet fagtoppen, de faglige ledere og pamperne – er et selvstændigt socialt lag mellem arbejderklassen og borgerskabet, – som er grundlæggende konservativt, kujonagtig og nationalistisk. Opgaven er at kontrollere arbejderklassen og holde skansen overfor arbejdsgiverne.
De faglige lederes interesser er i modsætning til arbejderklassens. Fagbureaukratiets eksistensberettigelse ligger i at forhandle med kapitalismen og staten på vegne af arbejderklassen for at afbøde de værste følger af klassesamfundet. De har en selvstændig interesse i at opretholde kapitalismen og ikke som arbejderklassen at afskaffe den.
De bedste fagforeningsledere ønsker ikke at være i en situation, hvor de skal begrænse og kontrollere medlemmernes kamp, men de er under et massivt pres for at gøre det. De er en del af bureaukratiet der konstant forsøger at disciplinere dem. Ikke gennem censur men gennem forventninger og taktiske interesser.
Presset kommer fra egne rækker og fra faglige ledere i andre fagforeninger eller forbund, som regel under overskriften “vær ikke for militant – medlemmerne er ikke klar!” Ofte presses de gennem bagvaskelse og politisk inddæmning.
Den problemstilling rejser spørgsmålet om forskellen mellem højre og venstrefløjen i fagbureaukratiet. Selv den mest militante venstreorienterede faglige leder er stadig medlem af den samme sociale gruppe som hendes højreopponent, nemlig fagbureaukratiet. Det betyder, at hun før eller siden, på afgørende og vigtige tidspunkter i kampen vil komme under massivt pres, for at holde kampen tilbage, eller indgår et råddent kompromis mellem staten, arbejdsgiverne og resten af bureaukratiet. Dermed bliver forskellen mindre betydningsfuld end det, der forener dem.
Dette betyder ikke at den politiske forskel i fagbureaukratiet er irrelevant. Venstreorienterede fagbureaukrater er mere tilbøjelige til at støtte faglige aktioner, strejker, antikrigs- og antikapitalistiske aktiviteter. Valget af venstreorienterede til faglige tillidsposter er et ønske om kamp og forandring. Dette betyder ikke at man kan stole på en fagforeningsbureaukrat uanset politisk ståsted. Arbejderklassen må stole på egne kræfter.
Den revolutionære tradition!
Den socialistiske bevægelse har altid diskuteret forholdet mellem medlemmer og bureaukratiet. På Kominterns 2. Kongres i 1923 talte den engelske socialist Gallacher imod teorien om “at erobre fagforeningerne”.
“Det er simpelthen noget sludder at tale om at erobre de gamle fagforeninger og deres forbenede bureaukrati, vi har været aktive i den britiske fagbevægelse i de sidste 25 år uden at have haft succes med at revolutionere fagforeningerne indefra. Hver gang vi har haft succes med at få en af vore kammerater valgt ind i fagforeningen, har det vist sig, at i stedet for en ændring af fagforeningens taktik, så har fagforeningen korrumperet vores kammerat. Vi har gjort vores kammerater til store, faglige ledere, men vi har set, at intet kan opnås for kommunismen og revolutionen gennem sådant et arbejde.”
Revolutionæres holdning til faglige ledere følger det som Clyde Workers’ Committee formulerede i 1915: “Vi vil støtte alle faglige ledere så længe de oprigtigt repræsenterer arbejdernes interesser, men vi vil handle uafhængigt og med det samme, de ikke repræsenterer arbejdernes interesser.”
Fra Pariser-kommunen i 1871 til den Russiske Revolution, har arbejdere krævet at alle faglige ledere skal have den gennemsnitlige løn af deres medlemmer og stå til ansvar for deres medlemmer gennem direkte valg og tilbagetrækning af alle tillidsfolk.
For socialister er det afgørende at forstå fagbureaukratiets rolle og funktion. For det bliver først muligt at fjerne dem helt under eller efter revolutionen.
Billedtekst:
John Dahl, forbundsformand i HK-Danmark: 666.204 kr. plus pension
Dennis Kristensen, forbundsformand i Forbundet af Offentligt Ansatte: 600.000 kr. plus pension
Lillian Knudsen, Forbundsforkvinde i Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark: 600.000 kr. plus pension, samt 500.000 i honorarer
Billedtekst:
Karl Marx kaldte fagforeningerne “modstandscenter for kapitalens overgreb”, men påpegede at fagforeningerne er dannet for at “mindske udbytningen ikke afskaffe den”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed