Socialistisk Arbejderavis
Nr. 216 – Juli 2003 – side 8
Lars von Trier: “Dogville”
En politisk provokation?
Christina Munk
Louise Frevert, kulturpolitisk ordfører fra Dansk Folkeparti, har udtalt, at en film som Lars von Triers “Dogville” er for politisk til at få økonomisk støtte. Det er bl.a. filmens kritik af USA, hun reagerer så stærkt imod.
Filmen er, ifølge hende, et “Propagandistisk politisk manifest”. Peter Ålbæk, Zentropa, har reageret med at sige, at det da ville være underligt hvis “Dogville”, som er en politisk provokation, ikke ville vække vrede hos borgerlige politikere.
Lars von Triers inspiration stammer bl.a. fra visen “Sørøver Jenny” fra Bertol Brechts “Laser og Pjalter”. Der handler om den fattige piges drøm om revolutionens blodrøde sørøverskib, der vil komme og vende stærkt om på den samfundsorden.
På overfladen handler filmen om den smukke Grace (Nicole Kidman), der ankommer til den lille mineby Dogville på flugt fra politiet og gangstere. Borgerne i byen giver hende tøvende lov til at blive i byen på prøve i to uger. Mod at hun stiller sig til rådighed for de folk, der har brug for hendes arbejde. I starten har ingen rigtig brug for hjælp, men efter et stykke tid bruger hun en time i hvert af byens hjem. Venligheden imod Grace vender dog lidt efter lidt, da borgerne føler sig utrygge ved at skjule hende. Det resulterer i at Grace skal arbejde mere, og til sidst er hun en slave, der ender med at bære en jernlænke med en klokke.
Frevert op af stolen
Men kigger man lidt dybere, er det en kommentar til flygtningepolitikken. Det er derfor, at Louise Frevert har reageret så stærkt på filmen, da den åbenlyst er imod de småborgerlige holdninger som Dansk Folkeparti og lignende partier propaganderer for.
Ydermere viser filmen, hvordan mennesker kan agere under trange kår. Filmen foregår i starten af 30'erne under den økonomiske krise. Det er i sådanne tider, der er grobund for menneskets værste sider. Og “Dogville” viser, hvor let økonomisk krise kan lede til emotionel krise hos de mennesker, der lider under den.
Filmen er indspillet i Trolhattan i Sverige i en gammel industrihal over en periode på to måneder. Hallens sorte gulv var optegnet med kridtstreger, der udgør byen Dogville, som så består af 15 skuespillere og enkelte rekvisitter. Dette minimalistiske udtryk samt det utrolige skuespil giver filmen en intensitet, man sjældent oplever. Det er lykkedes Lars von Trier at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Lars von Trier beviser med denne film, at det ikke er budgettet, der afgør filmens kvalitet. At det i stedet er visionen bag værket, historien og skuespillet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed