Socialistisk Arbejderavis
Nr. 218 – September 2003 – side 12
I offensiven mod nedskæringer
Skolelærere, sygeplejersker, pædagoger, skolebørn, københavnere, århusianere – om de er ansatte, brugere, forældre eller skolebørn så er de alle enige om, at nu har vi fået nok af politikernes nedskæringer.
Socialistisk Arbejderavis har talt med nogle af dem, som vil have gang i kampen mod nedskæringerne.
Uafhængigt af hinanden siger de at vi skal stå sammen. John Lund, der er formand for skolebestyrelsen på Rytterskolen i Randers (en af skolerne der var truet med lukning, men som foreløbig er reddet) opfordrer til solidaritet mellem skolerne: “Jeg håber, at vi kan stå skulder ved skulder med de andre skoler og være solidariske for at hindre skolelukninger.” (Dagbladet Arbejderen).
Gordon Ørskov Madsen, formand for Lærerforeningen i Århus, siger: “Dette er en fælles problemstilling, uanset om du er lærer, pædagog eller hjemmehjælper. Derfor fører vi også en politisk kamp på tværs af de faglige organisationer. Og dette er vi nødt til at holde fast i. I en nedskæringsperiode skal det ikke lykkes at sætte en kile imellem os.”
Dorte Sørensen, tillidsrepræsentant for en københavnsk daginstitution (Carl Nielsens Vuggestue) følger op med: “Man skal jo kæmpe mod det! Vi skal kræve at blive hørt og vi skal stå ved vores faglighed. Vi skal ikke være bange. Der er en klar forbindelse mellem de forskellige kampe. Der er en klar forbindelse om hvilken vej vores samfund skal udvikles.”
Vi har råd!
Det er en opfattelse som Gordon kontant skærer ud: “Dette er udtryk for en bevidst borgerlig politik – den offentlige sektor skal slankes, og på nogen områder udhules. Denne politik er forkert, og fyldt med kontraster. På den ene side foreslår regeringen at udskrive en ældrecheck, og på den anden side skæres der, bare i Århus, 4 % på ældreområdet. På den ene side vil Fogh have øget faglighed i uddannelserne, og lægger vægt på områder som IT i skolerne. Men på den anden side skæres der på skoleområdet, hvor der i Århus skal spares 4,16% næste år.”
“Det kommer til at koste offentlige arbejdspladser, og en ringere folkeskole, ældresektor og børnepasning.” Om alternativet til spareplanerne siger Gordon Ørskov Madsen, at ”vi er nødt til at finde andre løsninger, hvor vi øger kommunens indtægter, f.eks. ved at hæve grundskylden og dækningsafgiften” (beskatning på erhvervsejendomme, red.). “Vi er så rige som vi aldrig før har været. Det kan ikke passe at der skal skæres ned – vi har råd!”
I København har kommunen netop vedtaget en børneplan og et budgetforlig, som skaber alvorlige forringelser for børn, ansatte og forældre. Dette på trods af at København har overskud og bruger hundreder af millioner på skattelettelser, metrobyggeri og lejligheder til de rige.
Taksterne på daginstitutionerne stiger, der skal proppes flere ind i børnehaverne, det bliver dyrere at køre bus og S-tog, og der skal spares 400 millioner på sygehusene. Børneplanens merindskrivninger er kun blevet “frivillige” som en konsekvens af massive protester fra personale og forældre, og nærmest på trods af fagforeningen.
Vreden er stor ude i institutionerne. Dorte Sørensen, som er tillidsrepræsentant, siger i et interview til Socialistisk Arbejderavis, hvor hun taler på egne vegne: “Læren er at man ikke skal æde sådanne ting, man skal ikke leve med sådanne forringelser. Vi ville være gået videre med protesterne hvis merindskrivningen var blevet en realitet.”
Synes du fagforeningen spiller en god rolle og kæder tingene sammen?
“Mine kolleger har været ret skuffede over LFS, for de blev først afvist af LFS, da de blev bekendt med merindskrivningen. LFS sagde at de ikke kunne hjælpe før forhandlingerne var slut. Og det sker samtidig med at jeg som tillidsrepræsentant kører hvervekampagne over for de nye ansatte! Det hænger ikke helt sammen.”
“Der mangler tit de visionære debatter, og ikke kun at forsvare tingene. Men der er uenighed om fagforeningens rolle, – om den kun skal forholde sig til løn og arbejdsforhold eller om den har en større rolle. Jeg synes den skal ha’ en større rolle og præge debatten om fremtidens samfund.”
“Måske har den lange periode med nedskæringer gjort, at fagforeningen kun forsvarer sit område og ikke stiller krav om fx kun 8 børn i vuggestuerne (som der var i 90’erne).”
“Mine kolleger tænker sgu større end kun dem selv, og alt det med at fagforeningerne har udspillet deres rolle og de unge kun tænker på sig selv, – det holder ikke!”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe