Socialistisk Arbejderavis
Nr. 219 – 2. oktober 2003 – side 9
Ved nærmere eftertanke
Brian – et barn man ikke kan nå
Rikke Holm
Gu‘ er det synd for kulturministeren. Han har uden tvivl haft en dårlig barndom.
Det må have været et sandt helvede at skulle udsættes for urimelige angreb fra pædagoger, der gang på gang ville tvinge lille Brian til at sidde i rundkreds med de andre børn nede i puderummet. Når man har et så grundlæggende behov for at være firkantet, må det have været et sandt overgreb, der meget vel kan mærke sådan en lille dreng for livet.
Da lille Brian kom i skole blev det ifølge ham selv endnu værre: ”Hvis ikke man delte de rigtige meninger, blev man holdt uden for den gruppe, der betragtede sig selv som det gode selskab. Man blev nærmest betragtet som et utilpasset individ. Personligt oplevede jeg det både i folkeskolen og i gymnasiet. At være borgerlig var at tage fejl, hvis ikke ligefrem at være syg”
Dette er altså baggrunden for, at Brian Mikkelsen mener, at det er nødvendigt med en kulturkamp. Det er på tide at gøre op med det han kalder ”den absurde forestilling om skabelsen af det gode og harmoniske samfund med gode og harmoniske mennesker”. Hvis Brian Mikkelsens mål er det modsatte – et splittet samfund med onde mennesker – så er hans kulturkamp et godt redskab.
Det viser dens indtog på Dansk Folkepartis landsmøde med al mulig tydelighed. Her tordnede Ulla Dahlerup løs imod venstrefløjen, der ifølge hende ”lugter af råddent blomstervand og har gjort sproget til en gammel uvasket luder”. Ja, Brian står tydeligvis ikke alene med sin dårlige barndom.
Børn der udsættes for overgreb i en tidlig alder udvikler ofte bitterhed, paranoia, bliver asociale og får trang til at hævne sig på verden. Problemet med kulturkampen er ikke, at Brian Mikkelsen nok engang siger en hel masse dumme ting, og at medierne lægger spalteplads til hans evindelige klynkeri over sin barndom.
Problemet er, at Brian og hans venner nu har fået magt, og bruger den til en gennemgribende hævn, der går ud over os alle sammen. Teatre bliver lukket, forfatterstøtten fjernes, billetter til kulturarrangementer bliver dyrere så det kun er de rige, der har råd.
Og derudover skal vi trækkes med de fjolser som Anders og Brian udnævner til deres nye meningsdannere. Kulturens svar på Bjørn Lomborg, Claes Kastholm, blev det seneste skud på stammen, da Brian udnævnte ham til formand for litteraturudvalget under det nye Kunstråd. Opgøret med det som Brian og Anders kalder ”eksperttyranniet” er nu blevet til en hyldest til dumheden.
Kunstnerne, der vel egentlig burde tage del i diskussionen om kulturens fremtid kan kun stå på sidelinien og se måbende til mens Brian klynker over alle de venstreorienterede, der har forfulgt ham hele hans liv. Klaus Rifbjerg, der er en af de frygtelige kommunister, der bliver hængt ud i kulturkampen har efterhånden fået nok og gider ikke engang længere kommentere angrebene. ”Jeg vil ikke trampe debatniveauet fladere end det er i forvejen”, er hans kommentar.
Imens fortsætter Brian med beviser på sit høje intellektuelle niveau ved at kalde alle venstreorienterede for ”sådan nogle række-tunge-smølfer, som kritiserer alt.” Brians udvikling gik tydeligvis i stå omkring overgrebene i børnehaven. Spørgsmålet er, hvorfor det skal gå ud over alle os andre. Der er som jeg ser det kun en ansvarlig ting at gøre I et så alvorligt tilfælde: Brian må tvangsfjernes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed