Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 220 – 23. oktober 2003 – side 3

Danmarks Sociale Forum

Første skridt til en samlet bevægelse

Den 31. oktober og 1. november samles mennesker fra hele landet til Danmarks Sociale Forum. Hovedoverskriften for arrangementet er “En anden verden er mulig”, og netop dette bør være hovedoverskriften for hvad der skal ske efter Danmarks Sociale Forum.

Et første vigtigt skridt bliver her taget til, at forene kræfter fra sociale bevægelser, fagbevægelsen, studenterbevægelsen, venstrefløjen og antikrigsbevægelsen, og sammen arbejde hen imod en mere samlet bevægelse for social lighed, fred, velfærd, solidaritet og retfærdighed – i Danmark og internationalt. Ideerne, erfaringerne og diskussionerne fra Danmarks Sociale Forum skal bringes med hjem til det lokale arbejde, og inspirere til at danne lokale samlinger af de gode kræfter, der arbejder for en bedre verden – lokalt.

Claus Jensen, fra pædagogernes fagforening BUPL i Århus, deltager i en af paneldebatterne til Danmarks Sociale Forum. Han siger om social forum-bevægelsen – og Danmarks Sociale Forum – at det bliver en vigtig måde at skabe forbindelser til de aktiviteter og bevægelser, der ligger uden for Danmarks landegrænser.

“Fagbevægelsen og venstrefløjen her i Danmark har været meget præget af EU-modstand, og det har i en vis grad været med til at spærre for et mere internationalt udsyn, til de sociale bevægelser, der vokser frem uden for Danmark. Kritikken mod EU har i høj grad gået på, at EU er for bureaukratisk, men med de sociale fora har vi nu en mulighed for at lave en international samling, hvor gode kræfter og bevægelser forbindes. Og denne internationale samling er IKKE bureaukratisk,” siger Claus Jensen.

“Desuden er det en vigtig del af Danmarks Sociale Forum, at folk fra fagbevægelsen – den enkelte fagforening – sidder i rum med folk fra alle mulige andre bevægelser. Fagbevægelsen har haft en tendens til, at orientere sig hierarkisk. Nogen gange er det svært at se andet end formændene. Med de sociale fora er det ikke interessant hvilken kasket man har på, men hvad man siger og mener.”

“Jeg mener ikke Danmarks Sociale Forum bør blive afsæt for at danne en overordnet organisation i Danmark, men bruges til at opbygge et vigtigt netværk mellem folk i de forskellige bevægelser. Det at sætte navne og ansigter på folk fra andre grupper end din egen, udveksle erfaringer, telefonnumre, mailadresser etc. vil være et godt skridt fremad. Ud fra et sådant samarbejde vil ideerne vokse frem, og næste gang vi står i en situation hvor noget skal gøres, ved vi hvem vi skal arbejde sammen med inden for andre områder og bevægelser.”

Anders Lundquist fra ATTAC, deltager også i Danmarks Sociale Forum, og skal sidde i panelet til debatmødet “Krig og Globalisering?”. Han peger på, at den samling vi har set mellem antikrigsbevægelsen og den globaliseringskritiske bevægelse på verdensplan også har fundet sted i Danmark.

“Selv om kampen mod de multinationale virksomheders udbytning og kampen mod krigen er to forskellige ting, så hænger de også sammen. Og det er der flere og flere der nu peger på. Vi ser det meget tydeligt i de fattige lande, hvor det er én samlet bevægelse der kæmper imod de multinationales indtog og mod militærindustrien og mod den øgede militarisering.”

“I ATTAC, hvor jeg kommer fra, er hovedemnerne jo modstanden mod den økonomiske globaliserings konsekvenser – mod WTOs, IMFs og Verdensbankens politik – og den ‘gamle’ dagsorden om Tobinskat og gældsslettelse. Og vi vil have det som vores hovedopgave at rejse disse spørgsmål inden for bevægelsen. Men jeg ser os også som en del af en større bevægelse, der også omfatter antikrigsbevægelsen og andre bevægelser.”

Flere artikler fra nr. 220

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Social Forum-bevægelsen (DK)

Siden er vist 1670 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside