Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 22 – September 1986 – side 2

Hospitaler

SD svinger kniven

Tom Christiansen

Schlüters nedskæringspolitik har vakt harme blandt store dele af de offentligt ansatte. Specielt har en række hospitaler inden for det sidste halve år reageret med strejker og faglige møder.

Sidst har vi set udbredte strejker i Storstrøms amt, som varede i 14 dage. Det “røde” flertal i Amtsrådet havde bebudet besparelser på 13,5 mill. kr., herunder fyringer af 45 ansatte.

Personalet bliver presset en ekstra gang. Ingen vikarer ved ferie og sygdom, medicinske og kirurgiske vagter slås sammen, for at tage nogle enkelte eksempler. Det er de forhold, som har fået arbejderne på sygehusene i Odense, Slagelse, Kolding og Storstrøms amt, Århus og Bispebjerg ud i konflikt. Og det selv om der ikke før har været konflikt disse steder.

Strejkerne har derfor også lidt af en række svagheder. De kunne have været undgået, hvis de arbejdere, der har strejkeerfaringer fra tidligere, havde set det som deres opgave at samle de aktioner og strejker til en samlet kamp på tværs af hospitaler og amtsgrænser og på tværs af personalegrupper.

Kampen mod nedskæringerne kan nemlig ikke bare føres som en kamp inden for det enkelte hospital eller i det enkelte amt. Det er en kamp mod den samlede nedskæringspolitik og skal derfor koordineres og samles på et fælles grundlag.

Indtil videre har strejkerne kørt på forskellige tidspunkter og med et meget forskelligt udgangspunkt. Og der er de så endt, uden at have fejet nedskæringerne af bordet.

Opbakning

I Storstrøms amt var der strejker og aktioner på de fleste hospitaler: Maribo, Nykøbing F, Næstved, Nakskov, Fakse, Stege og Vordingborg. I Maribo, hvor det gik hedest til, var alle personalegrupperne i strejke i syv dage med massiv opbakning fra den lokale befolkning.

Syv SiD-afdelinger truede med at trække støtten til Socialdemokratiet væk ved det kommende amtsrådsvalg.

Men strejken blev svækket, da den var set som et regionalt anliggende. Strejken skulle under alle omstændigheder slutte den 6. august, hvor amtsrådet skulle tage endelig stilling til nedskæringsforslaget. “Det ville selvfølgelig være tåbeligt at strejke længere, uanset om udfaldet af politikernes beslutning bliver positivt eller negativt for os,” sagde Johnny Jensen, formand for Storstrøms amts reservelægeråd.

Dermed havde han også sagt, at uanset hvad amtsrådet beslutter, så bliver der ikke mere vrøvl med os. Strejkerne blev set mere som en protestaktion, som skulle få politikkernes øjne op for de utålelige vilkår på hospitalerne.

Men nedskæringspolitikken skyldes ikke uvidenhed om, hvordan forholdene er. Den skyldes derimod, at man vil løse krisen på arbejderklassens bekostning.

Der skal andet end pæne ord og protestaktioner til. Derfor var det en skam, at det møde, der blev holdt mellem tillidsrepræsentanterne fra sygehusene i København i forbindelse med strejken på Bispebjerg hospital, ikke blev brugt til at lægge linjen for en landsdækkende nedskæringskamp. Det foregik nemlig samtidig med aktionerne i Storstrøms amt.

En sådan linje måtte tage udgangspunkt i en fælles kamp mod regeringens krisepolitik, med fælles aktionsudvalg valgt fra gulvet og fælles grundlag. Ikke mindst må det være et spørgsmål om at få en solidarisk støtte fra dem, der bruger sundhedsvæsenet, nemlig arbejderne i såvel den offentlige som den private sektor.

Billedtekst:
Selv om strejkeviljen har været stor, blev strejkende i Storstrøms Amt isoleret.

Flere artikler fra nr. 22

Flere numre fra 1986

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1757 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside