Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 3
IS mener
Kriseadministrator søges
Det økonomiske opsving, som Schlüter har pralet af i lang tid, er forbi længe før arbejdsløsheden er faldet til niveauet for ti år siden, og længe før mange arbejdere kan begynde at opfatte, hvad overforbrug betyder.
Lige meget hvordan regeringen bebuder flere indgreb, og jonglerer med øget opsparing og mere eksport, kan de ikke komme uden om, at krisen begynder at kradse igen. De borgerlige bliver mere og mere rådvilde over deres manglende evne til at skabe et opsving, mens verdensøkonomien stagnerer og går i baglås.
Internationalt er de store forventninger fra årsskiftet om økonomisk fremgang vendt til pessimistisk konstatering af faldende industrielle vækstrater. Japan og USA er de hårdest ramte.
I Danmark er alarmklokkerne begyndt at ringe. Det konstante olieprisfald, som har varet hele 1986 frem til sidste OPEC-møde i starten af august, har ikke givet gunstige udsving på hverken produktion eller handelsbalancen. Tværtimod var underskuddet i juli langt større end forventet.
Olieprisfaldet har snarere forhindret en egentlig tilbagevenden til krisedybden i 1981. Samtidig kan industrien konstatere vigende markedsandele. Den profit de henter hjem er alt for lav. Underskuddet på betalingsbalancen er fortsat meget højt.
Det ser ud til, at den længe ventede internationale nedtur for alvor er på vej. Disse tendenser bliver yderligere styrket af den generelle valuta-uro omkring Dollar og Yen. Olieprisstigningerne har fået usikkerheden til at stige.
I Danmark har de nye dårlige udsigter givet sig udslag i en svagt stigende rente, problemer for landbrugseksporten og stigende børsuro.
Modsætninger
De nye krisetendenser er meget svære at håndtere for den borgerlige regering.
På den ene side oplever de, at handelstallene og den samlede betalingsbalance bliver ringere. På den anden side er der tale om vækst i visse industrier.
Det betyder igen, at arbejdsløsheden inden for især faglærte områder er meget lille, og at lønpresset er stigende.
Det får flere konsekvenser. Dels har regeringen problemer i forhold til generelle økonomiske indgreb, som rækker ud over traditionelle skatter og forbrugsafgifter. De tør ikke lave et indgreb, som afgørende kan bremse den høje import, som dels tilflyder vækstindustrierne og dels forsøder tilværelsen for regeringens vælgerbasis.
Regeringen har samtidig indset, at den nuværende udvikling i krisen og beskæftigelsen kan give dem en urolig situation, når overenskomsterne skal genforhandles. For at undgå sidste OK-situation lægges der op til en decentral forhandlingsløsning.
Arbejdsminister Dyremose har gjort et stort nummer ud af, at forhandlingerne skal være frie. Men LO og DA skal være ansvarlige, ingen større lønstigning, hvis de frie forhandlinger skal fortsætte, siger han.
Problemet for regeringen, DA og LO ligger i, at delområder af industriens arbejdere og offentlige ansatte inspireret af regeringens tirader om, at det går ufatteligt godt, har forventninger om store lønstigninger.
Overenskomstforhandlingerne bliver derfor en balancegang, hvor regeringen, DA og LO nemt kan komme til at træde ved siden af. Men der er ikke nogen garanti for gentagelse af 1985, da de decentrale forhandlinger mere direkte lægger op til sektionelle kampe, og herefter en forsinket kamp inden for det offentlige område, efter det private er gået i hak.
Troværdighed
Før sommeren stod det klart, at den borgerlige regering havde tabt pusten. Siden er det blevet klart, at de også er ved at tabe troværdigheden. Det kan resultere i valg til efteråret, hvor Schlüter vil prøve sit mandat før overenskomstforhandlingerne.
Hele udviklingen i såvel økonomien som regeringens prestige og mangel på initiativ, har selvfølgelig givet mere næring til spekulationerne om et arbejderflertal.
Men S og SF vil stå over for nøjagtig de samme problemer. I stedet for at rejse en kamp mod det borgerlige fallitbo, lover de også indgreb og indkomstpolitik. Problemet er, at det ikke er Schlüter, der er kørt i sænk. Det er hele det system, de allesammen prøver at administrere, som rutcher fra den ene krise til den næste.
Billedtekst:
Socialdemokratiet må skære hårdt imod deres vælgerbasis, da de prøver at administrere en krise, som ikke kan løses under kapitalismen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed