Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 6
SiD – spydspids?
Arne Lorenzen + Hans Erik Madsen
SiD’s kongres i begyndelsen af september vil blive fulgt nøje af arbejdsgivere, børsspekulanter og borgerlige politikere Hvilke signaler kommer fra det område, hvor der har varet den mest slagkraftige modstand mod Schlüter?
Også på venstrefløjen vil kongressen stå som noget centralt Mange har en illusorisk tro på, at SiD kan være spydspidsen, der afslutter den borgerlige epoke og baner vejen for en rød arbejderregering.
Arne Lorenzen og Hans Erik Madsen forklarer, hvorfor SiD-toppen med Hardy Hansen i spidsen ikke kommer til at være den kraft, der kan løse arbejderklassens problemer.
SiD-kongressen er først og fremmest vigtig, fordi det er her, at den mest slagkraftige modstand mod Schlüter har sine rødder – jævnfør havnearbejderstrejken i 1982, nej-flertallet ved overenskomsten i 1983 og den massive strejkeaktivitet inden for området under påskestrejkerne i 1985.
Oveni kommer, at de fleste centrale strejker de sidste par år også har været inden for dette område: HT-chaufførerne, de ufaglærte på Danfoss, arbejderne på Århus Oliefabrik, stilladsarbejderne og skraldemændene.
Illusionerne
SiD-medlemmerne er hårdt ramt af Schlüters politik med kraftigt reallønsfald og stor arbejdsløshed. Samtidig er der i dele af SiD en stærk organisering og militante traditioner i flere faggrupper. Derfor er SiD-ledelsen presset til venstre og præges af en venstresocialdemokratisk linje på en række spørgsmål, fra Nicaragua til arbejdsmiljø.
SiD’s politiske profil resulterer i, at mange aktive på venstrefløjen og fagligt militante stiller særlige forventninger til denne kongres. Mange har forhåbninger om, at SiD-toppen kvalitativt udskiller sig fra andre pampere og repræsenterer et reelt alternativ til Schlüter.
På trods af reelle politiske holdningsforskelle mellem metalbossen Georg Poulsen og hans venner, adskiller Hardy sig ikke grundlæggende fra sine socialdemokratiske partifæller.
Oppositionen på SiD-kongressen omkring SF og DKP vil overordne ønsket om enhed med bureaukratiets venstrefløj for et fælles perspektiv om en reformistisk arbejderregering. Derfor er der ingen grund til at forvente krystalklare udtalelser omkring overenskomstsituationen, kampagne for kortere arbejdstid eller strejkekroner ud til afdelingerne.
SiD udsendte i maj måned et cirkulære til sine afdelinger, hvor linjen op til overenskomsten blev lagt: SiD-toppen anmoder om at få “tilslutning til at fremsende så realistiske overenskomstkrav som muligt”, og at kravene også bør “stå i et rimeligt forhold til det kommende overenskomstresultat, så vore medlemmer ikke føler, der er en voldgrav mellem de stillede krav og det endelige slutresultat på overenskomstforhandlingerne”.
Det samme bureaukrati, som har kørt store oplysningskampagner om, hvor berettigede medlemmernes krav er, udsender altså, før kravene er stillet, besked om mådehold.
Kravet om 35 timer med fuld løn- og personalekompensation, genindførelse af dyrtidsreguleringen og en høj fast mindsteløn skal åbenbart også slettes fra listen over de centrale krav. Det vil også fjerne det problem for et kommende arbejderflertal, at de ikke skal stilles over for disse centrale klassekrav.
Decentrale forhandlinger
Det er afgørende både for arbejdsgiverne og hele fagtoppen at undgå situationen fra sidste OK. Derfor bliver modellen sandsynligvis den decentrale forhandlingsløsning og “frie” forhandlinger. Arbejdsminister Henning Dyremose har gjort et stort nummer ud af de “frie” forhandlinger, forudsat at DA og LO viser ansvarlighed. Og hvis det står til Hardy, bliver der ikke ballade fra den kant.
LO-toppen undgår central aktivitet og DA har mulighed for, via den decentrale model, at bruge et område som rambuk for resten af arbejdsmarkedet, som Metal siden OK-85 og HK siden 81 har inviteret til.
En AIM-undersøgelse viser, at arbejderne i store dele af industrien og det offentlige har høje forventninger til lønstigninger. Al den snak om, at det går “ufatteligt godt” giver bagslag. Kongressen kan give et fingerpeg om, hvor SiD kan placere sig i løbet uden at komme i karambolage med baglandet.
Ikke vente
SiD’s praksis under alle centrale strejker gør det med al tydelighed klart, at man ikke skal afvente fagtoppen, hvis der skal ske forbedringer. Kampene vil generelt ske på trods af Hardy og de andre.
Ikke mindst med udsigt til en eller anden form for socialdemokratisk regering, hvor loyaliteten i forhold til statsapparatet og kapitalens vel får et hak opad, er det afgørende, at de penge, som ligger i de centrale strejkekasser, bliver kanaliseret ud til de lokale fagforeninger.
Derfor har IS’ere i forskellige SiD-afdelinger stillet forslag om, at der udbetales en milliard fra den centrale konfliktfond ud til afdelingerne. I de enkelte klubber og fagforeninger skal der oprettes strejkekasser. Pengene fra de centrale strejkekasser skal kræves ind i fonde under klubber og landsklubber, som ikke er underlagt organisationsansvar.
Arbejdsgivernes ledelsesret og fredspligten skal trodses, tillidsmandslænkerne og organisationsansvaret skal omgås, hvis arbejderklassen skal bruge den samlede styrke, som arbejderklassen besidder.
Billedtekst:
HT-chaufførerne stoppede København. SiD’s top stoppede chaufførerne.
Hele Danfoss-koncernen var i strejke i foråret 1984.
Selv strejkerne blev indefrosset
Lige fra Schlüters magtovertagelse i efteråret 1982 har SiD med Hardy Hansen i spidsen kæftet op om, at Schlüter skulle sættes fra bestillingen.
Men hver eneste gang der har været optakt til protester, strejker og massebevægelser, som kunne udvikle sig til et opgør med regeringen, har det lydt fra bureaukraterne: “Spar krudtet til overenskomstsituationen.” Og under overenskomstkampen har parolen været: “Sæt kryds ved liste A ved næste valg.”
De har også konsekvent modarbejdet de strejker, der kunne slå hul på lønrammen, og kampe mod arbejdsgivernes stadige forsøg på at forringe arbejdsforholdene og svække den faglige organisering.
Arbejdsret og skattevæsen
Under HT-konflikten i 1984 fik SiD oprettet “nødretstilstanden” lige præcis i 11. time, da kampen stod over for at udvikle sig til et direkte opgør med Schlüter og co.
Strejken havde bred opbakning i den københavnske arbejderklasse, og de strejkende demonstrerede hårdt og kontant deres styrke gennem effektive blokader på centrale punkter i København. Strejken var en trussel mod den herskende orden – og dermed også mod bureaukratiets egne positioner. Derfor satte de alt ind for at få den stoppet.
SiD fik et ordentligt smæk af arbejdsretten – 21 millioner i bod. Alt andet lige var det pebernødder, og Hardy var godt tilfreds: de gule blev stoppet, og strejken løb ikke ud af hænderne på SiD.
Over for medlemmerne og venstrefløjen i SiD kan de nu pryde sig med, at SiD skam er villig til at støtte medlemmerne. Samtidigt advarede de mod at bruge strejkevåbnet, for så bliver forbundets midler opbrugt.
Hulheden i deres fremstilling blev oprullet efter Danfoss-strejken i foråret 1984. Den rare onkel fra København undgik bod, og den lokale fagforening fik et smæk. Men værst af alt: medlemmerne fik en ordentlig en på hatten af skattevæsenet.
Dette perfekte samarbejde mellem arbejdsgiverne og bureaukraterne, med skattevæsen og arbejdsret som håndlangere, fik de strejkende på Århus Oliefabrik at føle. Nul kroner fra forbundet med henvisning til HT og Danfoss.
For skruebrækkerne
Skraldemændene på Renovadan i Gentofte fik også SiD’s kolde skulder at føle. De strejkede mod forringelser af løn- og arbejdsforholdene. Efter at strejken havde kørt i 9 uger og efter at Arbejdsretten havde stillet arbejdet frit og en række skruebrækkere havde overtaget arbejdet under politibeskyttelse i ugevis – først da vågnede SiD’s hovedbestyrelse op.
SiD-toppen tog parti for skruebrækkerne. Hardy kaldte dem “kammerater” og udtalte, at de strejkendes fagforening selv havde “spillet kortene af hænde”.
Logikken var tilsyneladende, at når Arbejdsretten havde talt, så var sagen afgjort. Med dette dolkestød fra forbundets top kunne den i forvejen isolerede strejke ikke overleve. De strejkende havde tabt såvel strejken som deres arbejdspladser.
OK-85 eksploderer
Op til overenskomstsituationen i 1985 var situationen den, at regeringen havde lavet flere indgreb, som havde ramt bredt i arbejderklassen, og der var en udbredt utilfredshed på arbejdspladserne.
Arbejdsgiverne stod stejlt på noget nær en nul-løsning, og nej-flertallet fra sidste OK stod frisk i erindringen. Fagbureaukratiet var tvunget til at gøre noget for at bevare deres troværdighed over for medlemmerne.
Det var i denne situation, at de valgte en bureaukratisk styret massestrejke på en uges varighed. Den var ment som en tandløs manifestation, men situationen eksploderede oven på regeringsindgrebet, strejkerne tog til i omfang, og fagtoppen mistede kontrollen.
Massebevægelsen krævede, at forbundenes strejkekasser skulle åbnes, så der kunne strejkes videre, indtil kravene var opfyldt og Schlüter væltet.
Folk havde taget Hardy på ordet, da han i efteråret havde råbt op om generalmobilisering mod Schlüter. Men i de dage, hvor mobiliseringen var størst, forstummede SiD’s ledere. Også SiD satte sig resolut på strejkekasserne og nægtede at udbetale noget som helst.
Det er i nøden, man skal kende sine venner. De centrale og mange lokale fagforeningspampere viste deres sande ansigt overfor tusinder af nyradikaliserede, som ikke havde deltaget i generalforsamlingernes socialdemokratiske rygklapperi.
De militante fik den erfaring, at arbejderklassen godt kan bruges som statister i en anti-Schlüter og pro-Anker kampagne, men folk skal ikke selv begynde at føre sig frem. For hvis strejkebevægelsen havde fået næring til at udvikle sig, ville fagbureaukraterne og dermed deres levebrød blive overflødiggjort.
Synderegister
Schlüter blev i sadlen og OK-kravene forblev i skrivebordsskufferne. Alle forbundsledere havde bagefter travlt med at bedyre deres kampvilje. SiD-toppen bevilgede 180 millioner til en oplysningskampagne, der skulle fjerne Schlüter.
SiD’s synderegister er længere, og deres fremtidige rolle vil ikke ændres, uanset kongressen og store armsving.
Hader DA Hardy?
Arbejdsgivernes interesse for SID-kongressen retter sig først og fremmest mod, om Hardy har styr på sit bagland, og hvilke signaler de menige medlemmer i SID giver op til OK-forhandlingerne.
Når borgerskabet skal analysere styrkeforholdet, kigger de på, hvad der sker på arbejdspladserne og ikke på, hvor rapkæftet Hardy er. Hvad der sker i fagbevægelsens top er sekundært og ofte en følge af, hvad der sker på arbejdspladserne.
Det er hele humlen i forskellen mellem højre- og venstrefløj inden for fagbureaukratiet. På forskellen mellem Hardy Hansen og Georg Poulsen.
Arbejdsgiverne frygter slet ikke fagbureaukraterne – heller ikke en Hardy Hansen. De har nemlig det til fælles, at begge parter grundlæggende er imod arbejdermagt. For socialisme vil betyde at både arbejdsgiverne og fagtoppen bliver sat fra bestillingen.
Fagbureaukratiet har historisk vist sig som en kontrarevolutionær kraft. Det så man gang på gang i de fleste europæiske lande i opsvinget i arbejderklassens kampe efter 1. og 2. verdenskrig.
Typisk set var og er det bureaukratiets venstrefløj, som har mulighed for at spille førsteviolin i slagtningerne af masseopstande og massestrejker, fordi de er mindre kompromitteret i klassen.
Klassefred
I det små så vi det samme forhold under påskestrejkerne. Det var bureaukratiets venstrefløj på fagforeningsniveau, med DKP’s fagforeningsfolk i spidsen, som fik stoppet strejkerne. Georg Poulsen ville ikke have mulighed for at gøre det samme.
Det betyder ikke, at fagbureaukratiet er en del af borgerskabet – “forklædt som arbejdernes ledere”. Fagbureaukratiet vil bestå, så længe det er i stand til at levere, hvad borgerskabet ønsker, nemlig en stækket og kontrolleret arbejderklasse.
Fagtoppen er afhængig af opbakning i arbejderklassen, nåde i forhold til deres økonomiske grundlag og i forhold til borgerskabets behov for en samarbejdende ledelse.
Det er vitalt for fagbureaukratiet at kunne holde ro på bag smækken, Det er en forudsætning for, at det overhovedet kan overleve som et selvstændigt socialt lag, arbejdsmæssigt isoleret og lønmæssigt privilegeret i forhold til arbejderklassen.
Dets ideologi er præget af forhandlingsrollen. Forbedringer opfattes som resultat af individuel forhandlingsdygtighed og ekspertise og ikke af kollektiv kampkraft.
Fredspligten, voldgift og arbejdsret – hele tjavsen af arbejdsretslige aftaler – er en spændetrøje for arbejderklassen, indgået i klassesamarbejdets ånd mellem borgerskab og fagbureaukrati for at sikre og styrke positioner og interesser over for arbejderklassen.
Når Hardy og co. i nogle situationer støtter arbejdere i kamp, sker det, fordi de enten selv føler sig truet af borgerskabet eller er truet af for megen ballade fra medlemmerne.
Det er uden tvivl rigtigt, at der findes velmenende, gode fagbureaukrater rundt omkring i fagforeningerne. Mange af dem ønsker Schlüter hen, hvor peberet gror, ønsker Arbejdsretten væk, ønsker 35-timers uge.
Politisk er de placeret til venstre for/i Socialdemokratiet. Det smitter selvfølgelig af på dem, at de lettere kan mærke pustet fra medlemmerne, der står midt i lortet.
Men det ændrer ikke ved det faktum, at selv meget røde, lokale fagbureaukrater bliver opsuget i systemet og gradvist indordner sig og tilpasser sig det arbejdsretslige system, rollen som forhandlere og eksperter for arbejderne, selv om de godt kan støtte lidt arbejdskamp i ny og næ.
Se også:
SAA 22: SiD under Danfoss-strejken: Rar onkel med kniv i ærmet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed