Socialistisk Arbejderavis
Nr. 221 – 12. november 2003 – side 8
Fra oprøret i 1968 til i dag
Studenter i orkanens øje
Hans Erik Madsen
“I alle tidligere oprør og revolutioner har studerende været en meget synlig og vigtig del. Det skyldes, at mange af samfundets ideologiske modsætninger ofte findes blandt studerende, fordi de gennem deres uddannelse forventes at tilegne sig den herskende ideologi, så de er i stand til at formidle den til andre, når de er færdigt uddannede. Hvis den ideologi er i håndgribelig modsætning til virkeligheden, som de studerende oplever den, så bliver de selv kastet ud i et intellektuelt oprør og kan reagere med moralsk indignation.”
Frankrig i 68: Studenteroprøret spredte sig til arbejderne.
Chris Harman i bogen ”The fire last time: 1968 and after”
Det samme billede udspiller sig i dag. Studerende i alle aldre protesterer mod den borgerlige regerings racisme, angreb på velfærden, lukning af Christiania, krig i Irak, øgede klassekvotienter, beskæring af ulandsbistanden.
En ny generation af antikapitalister stiller spørgsmål ved den eksisterende dagsorden – lokalt og globalt. De handler, protesterer og organiserer sig. Flere og flere kobler kritikken af uddannelser, nedskæring og krig sammen med en kritik af kapitalismen og tilslutter sig ideen om, at en anden verden ikke blot er mulig, men nødvendig.
I denne artikel sætter vi fokus på: Hvad kan vi lære af studenteroprøret sidste gang, og mere generelt af studenters rolle i oprør og revolutioner?
Oprøret i ‘68
Studenteroprøret startede på Berkley Universitet i Californien den 2. december 1964, hvor 6000 studerende protesterede mod bortvisning af studenter, som havde trodset administrationens forbud mod politisk propaganda på universitetet.
Demonstrationen endte med, at 1.500 studerende besatte administrationsbygningen. Den politiske reaktion var typisk for tiden. Politi med geværer og køller arresterede 800 studenter. Men i stedet for at smadre bevægelsen, fik det den til at eskalere. 75 % af de 30.000 studerende gik i proteststrejke.
Begivenhederne var uden sidestykke i historien. Studenterne havde aldrig før, som gruppe, gjort oprør mod systemet, tværtimod havde de altid stået på magthavernes side. Men 60’erne ændrede dette, og Berkley blev forbilledet for de næste 7-8 års studenteroprør verden over.
På universiteter verden over gik studerende i spidsen i protest mod utålelige betingelser, og for mere demokrati i uddannelserne. Protesterne blev ofte mødt med bruta-litet fra myndighederne. Men hvor brutaliteten tidligere havde lukket munden på de oprørske, betød den nu, at større dele af studentermassen gik ind i kampen.
Men studenterne stoppede ikke med at diskutere uddannelse og demokrati. De begyndte at diskutere og reagere imod andre sociale og politiske spørgsmål – Vietnam-krigen, racismen overfor de sorte i USA, Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet, apartheid i Sydafrika og Zimbabwe og arbejderklassens vilkår.
Studenter og kapitalisme
Baggrunden for oprøret mod systemet skal findes i kapitalismens udvikling. Det økonomiske boom i 50‘erne havde skabt behov for på den ene side teknikere, ingeniører og videnskabsmænd til at betjene industrien. På den anden side lærere, socialrådgivere og embedsmænd til at styre og kontrollere den statslige del af kapitalismen.
Universiteterne skulle åbnes for at opfylde disse behov. Fra at have været et elfenbenstårn for en lille elite, blev der behov for at uddanne en langt større del af befolkningen. På få år ændredes uddannelsessystemet. Fra 1960 til 1970 voksede antallet af studerende ved højere læreanstalter herhjemme fra 18.000 til 45.700.
Men universiteterne var hverken politisk eller materielt i stand til at vokse så hurtigt. De blev til rene uddannelsesfabrikker – der manglede boliger og lærerkraft, og samtidig forblev styreformen ude-mokratisk. Det førte ikke unaturligt til et anti-autoritært oprør, hvor ideerne om frihed, demokrati og studieforbedringer stod øverst.
Systemets ofte voldelige respons på det massive krav om frihed og reformer skubbede langt flere ind i kampen, og det gav socialister mulighed for at agitere for, at studenternes kamp havde forbindelse med kampen mod hele samfundssystemet.
Hundredtusindvis af studenter bevægede sig med lynets hast fra liberale, anti-autoritære udgangspunkter til at sætte spørgsmålstegn ved det samfund, de levede i.
Studenteroprøret i 60’erne kunne ikke i sig selv ændre samfundet grundlæggende, men det rystede systemet. Studenternes kamp blev en inspiration til mange arbejdere, som ønskede et opgør med fabriks-verdenens diktatur.
I maj 1968 smeltede studenternes kamp sammen med arbejderklassen, og Frankrig stod på randen af en revolution. De franske studenters kamp for demokrati og reformer udløste en 24 timers generalstrejke, hvor 10 millioner arbejdere og studenter deltog. Arbejdere besatte fabrikkerne og studenterne universiteterne.
Først efter 2 ugers strejker og besættelser lykkedes det præsident de Gaulle, efter en hurtig (ud)flugt til de franske tropper i Tyskland, for at sikre deres loyalitet, at inddæmme oprøret i et samarbejde med fagbevægelsens top og Kommunistpartiet.
I Danmark slog oprørsårene også igennem. En ny oprørsk studenter- og kvindebevægelse opstod. En bevægelse mod a-kraft vandt. Arbejderklassen væltede den borgerlige regering i 1974. En ny anti-kapitalistisk venstrefløj piblede frem. Men kapitalismen – i øst som i vest – holdt skansen.
En mur blev væltet – et lys blev tændt
35 år er gået siden maj ‘68 i Frankrig. To dramatiske begivenheder har ændret verden afgørende.
Berlinmuren blev væltet i 1989 og de statskapitalistiske regimer i Sovjet og Østeuropa blev fejet tilside af folkelige revolutioner.
De borgerlige, liberale kræfter triumferede ovenpå murens fald. “Kapitalismen har sejret. Socialismen er død.”
Men krig, fattigdom, undertrykkelse og arbejdsløshed forsvandt ikke som lovet. Tværtimod. Den globale ulighed øgedes. Nyliberalismen og de multinationales grådige og blodige dagsorden udløste privatiseringer, sult og krig.
Fra midten af 90’erne begyndte pendulet at svinge mod modstand igen. Løgnen om markedets velsignelser krakelerede.
En ny bevægelse mod kapitalistisk globalisering tændte et lys for millioner af mennesker verden over, da 50.000 aktivister stoppede WTO‘s topmøde i Seattle i 1999.
En bevægelse som fire år efter var på nippet til at stoppe Bush, Blair og Foghs krig mod Irak, da 20 millioner mennesker verden over demon-strerede den 15. februar for at stoppe krigen.
Verdens eneste supermagt – USA – blev som Washington Post skrev udfordret af en ny supermagt: anti-globaliseringsbevægelsen.
Dengang og nu!
I oprørsårene før og efter ‘68 var det et sammenfald af objektive og subjektive faktor, som udløste radikaliseringen og protesterne.
Behovet for højtuddannet arbejdskraft, mangel på demokrati, overfyldte klasselokaler, borgerlige ideer som forsvarede et uretfærdig system, krigen i Vietnam osv.
I dag er dagsordenen den samme. Privatiseringer af uddannelse, hospitaler, vandforsyninger, bor-gerlige ideer om markedets velsignelser, bekæmpelse af terror under dække af forsvar for fred og demokrati mv. er i håndgribelig modsætning til den virkelighed, der opleves. Det er ligesom i ‘68 baggrunden for radikaliseringen og modstanden.
I Frankrig tændte studenter arbejderklassen i ’68. I 1989 tændte de kinesiske studenter også arbejderne. Deres demokrati-oprør på den Himmelske Freds Plads blev slået brutalt ned da unge arbejdere begyndte at støtte dem.
Det var studenter som stod på barrikaderne i Indonesien i 1998, da diktatoren Suharto blev væltet gennem strejker og demonstrationer. Det var studenterorganisationen OTPOR! (modstand) som var ledende i modstanden mod Milosovic, og som inspirerede arbejderklassen til endeligt at rejse sig og vælte diktatoren i 2000.
Under oprøret i ‘68 blev der skabt en ny revolutionær venstrefløj, hvor studenter udgjorde hovedkraften. Herhjemme voksede Venstresocialisterne, som blev dannet af 300 udbrydere fra SF i december 1967, til 3500 medlemmer i løbet af et halvt år.
I dag er mulighederne for at skabe en ny revolutionær venstrefløj også til stede. Tusinder og atter tusinder af studerende har de seneste år deltaget i aktiviteter mod nedskæringer, krig og global uretfærdighed.
Det handler derfor om at forene disse kræfter i kampen mod vores fælles fjende: Fogh-regeringen. Med afsæt i at samle og organisere modstanden på landets skoler og universiteter, og med et klart perspektiv om, at studenter og arbejderklassen må kæmpe sammen, kan vi opbygge et nyt oprør og en ny bevægelse, som kan vinde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed