Socialistisk Arbejderavis
Nr. 221 – 12. november 2003 – side 9
Ved nærmere eftertanke
Kun de rige skal have ret til at få børn
Rikke Holm
Anders Fogh har igangsat det hidtil mest konsekvente opgør med den negative sociale arv: han vil ganske enkelt forhindre arbejderklassen i at få børn.
Pædagoger, lærere, studieorganisationer og andre af dem som Fogh betragter som “eksperttyranner” er ellers kommet med mange gode forslag til løsninger som f.eks. flere lærere, afskaffelse af brugerbetaling, højere SU og andre ting, der kunne skabe mere lighed – men Fogh og hans eget særligt udvalgte ekspertkorps ved som sædvanligt bedre.
Den såkaldte “forsker” Helmuth Nyborg fra Århus Universitet kom med ideen, da han foreslog, at man skulle forhindre mindre intelligente mennesker i at få børn. Det har altid været borgerlig ideologi, at fattigdom skyldtes manglende intelligens, så da Fogh skulle udmønte Nyborgs ideer i praksis, var det mest nærliggende selvfølgelig at ramme arbejderklassen med hårde økonomiske straffe, hvis vi alligevel, på uansvarlig vis, skulle finde på at reproducere vores håbløst ubegavede gener.
Ny strategi
Anders Fogh bebudede allerede i sin åbningstale, at han havde skumle planer på området: “Mange års indsats for at bryde den negative sociale arv er slået fejl. Regeringen vil derfor følge en ny strategi.”
Denne “nye strategi” blev tydelig i dette års finanslov. Der gennemføres nedskæringer på både børnefamilieydelsen og flerbørnstilskuddet. Derudover åbner de op for salg af almennyttige boliger og skærer i boligstøtten som især fattige børnefamilier er dybt afhængige af. Den “nye strategi” betød også, at den lovede SU-stigning til studerende med børn blev aflyst.
Også lokalt gennemtvinges politikken i praksis. I kommunerne skæres der ned på kvaliteten i daginstitutionerne og forældrebetalingen forhøjes. Derudover har man nedlagt fødeafdelinger på flere sygehuse – dog bemærkelsesværdigt nok ikke i Gentofte, Nordsjælland og andre rigmandsghettoer.
Det havde selvfølgelig været enklere for Fogh at gennemføre racehygiejnelove som i Tyskland i 30’erne, men han er jo allerede på kant med både FN og Amnesty pga. de gentagne brud på menneskerettighederne i den nye flygtninge- og indvandrerpolitik. Derfor har hans spindoktorer nok advaret ham imod det, og i stedet udtænkt denne snedige plan med økonomisk afstraffelse.
To fluer med et smæk
For Fogh og de andre er der desuden en ekstra sidegevinst ved deres “nye strategi”.
Vi har tidligere i denne avis omtalt fænomenet med at Anders, Brian og de andre tydeligvis har haft en dårlig barndom – anledningen til deres såkaldte “værdikamp” – nu har regeringen i deres store iver for at beskytte fremtidens børn for samme ubehagelige oplevelser valgt den mest konsekvente løsning, de kunne finde på. Det er nemlig beviseligt især arbejderklassebørn, der bliver pædagoger og lærere og gennemtvinger den frygtelige “rundkredspædagogik”.
På denne måde kan regeringen slå to fluer med et smæk – genialt! Men hvis kynisme og menneskefjendtlighed er arveligt, er dette for mig at se blot endnu et eksempel på, at der er rigtig mange medlemmer af både regeringen og Dansk Folkeparti, der burde sendes til tvangssterilisation.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe