Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 12
Chile 13 år efter
Hadet vokser mod diktatur
Karin Ladefoged
I dag, 13 år efter Pinochets magtovertagelse, er Chile et land med store økonomiske problemer og en stadig voksende modstand fra befolkningen trods regimets blodige forsøg på at holde den nede.
I begyndelsen af juli deltog titusindvis af chilenske arbejdere i strejker og aktioner mod Pinochets regime. Alle kræfter var sat ind på at gøre disse to dage til den mest omfattende aktion hidtil. I det store hele var strejken vellykket, idet den mobiliserede flere end normalt og var en opmuntring for kampen.
Bred modstand
I Santiago standsede næsten al kollektiv trafik, adskillige blev dræbt og to studerende blev af soldater hevet ud af mængden, oversprøjtet med paraffin og brændt levende til skræk og advarsel. Hele tiden skød militæret i luften og overalt i arbejderkvartererne var der barrikader af brændende bildæk eller træ. Med jævne mellemrum sprang bomber. En del fabrikker i tekstil-, bygge- og anlæg samt metalindustrien var ramt af strejken. Uden for Santiago blev der også mobiliseret, men her var aktionerne mindre omfattende.
Men det lykkes ikke regimet at holde modstanden nede. Oppositionen vender gang på gang tilbage, mere omfattende, stærkere og mere hadfyldt end sidst. Der har været adskillige aktioner siden 2.-3. juli. Specielt på universiteterne er atmosfæren meget mere radikal. Der holdes jævnligt møder og organiseres marcher – selvtilliden vokser.
Manglende styrke
Det, som stadig mangler i Chile, er en stærkere bevægelse på industriarbejdspladserne. 2.-3. juli viste et fremskridt; sammen med strejker i enkelte industrier var der ret store protestmarcher og møder, blandt andre i Chiles største kobbermine i Chuquicamata. Men fremskridtet er langt fra nok.
Grunden til den manglende styrke på arbejdspladserne er dels den enorme arbejdsløshed og de dårlige understøttelsesforhold. Der er næsten ingen økonomiske strejker og de som er, forbliver isolerede og tabes. Mange strejkende fyres. En anden årsag er den uhyre stærke militære kontrol i industriområderne. Strejkes der for eksempel i Chuquicamata, er en militær besættelse af området sikker.
Alligevel er det arbejdernes voksende had, der giver Pinochet den største bekymring. For den selvsamme arbejder, der går på arbejde på protestdage, kan være nok så militant, når han kommer hjem i boligkvarteret.
Venstrefløjen
Det er også her, venstrefløjspartierne organiserer og rekruterer. Venstreoppositionen består af to hoveddele – dels de Kristelige Demokrater og dels en alliance af Kommunistpartiet, Socialistpartiet og MIR (venstrefløjsbevægelse). Trods forskelle er perspektivet i deres politik, at Pinochet skal styrtes af en bred folkelig bevægelse, der genindfører et borgeligt demokrati. Det vil så give de revolutionære bedre arbejdsbetingelser for en endelig magtovertagelse og opbyggelse af socialisme.
Forskellen mellem venstreoppositionen og den borgerlige opposition er mere et spørgsmål om metode end et spørgsmål om politisk mål.
Perspektivet er ikke kampen på arbejdspladserne og arbejdermagt bygget på arbejderråd som nøgleelementer i en socialistisk strategi. Der er heller ikke noget reelt internationalt perspektiv. Der er ikke er parti, som er godt ideologisk forberedt på en situation med et opsving i arbejderklassen, der vil stille modsætningerne skarpt, – ikke mellem ‘demokrati’ og ‘diktatur’, men mellem socialisme og kapitalisme.
Idag ser det ikke ud til, at det borgerlige demokrati kan genindføres, uden at venstrefløjen gør det tunge arbejde. Spørgsmålet er, om det alligevel tilsidst bliver de borgelige politikere, der sidder tilbage med magten og æren.
Se også:
SAA 22: Chile 1973: Den forsigtige vej til kuppet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed