Socialistisk Arbejderavis
Nr. 222 – 3. december 2003 – side 5
USA set fra neden
Bring them home, now
Danny Morck Jensen + Kristine Haugaard + Mikkel Bay
‘Bring them on’ var Bush’ svar da han blev spurgt om de mange angreb på de amerikanske soldater i Irak. Soldaternes familiers svar er ‘Bring them home, now!’ For Bush’ svar er et udtryk for ufattelig arongance og foragt for unge menneskers liv.
De amerikanske soldater bliver altid fremstillet som patrioter, der er mere end villige til at ofre deres liv for ‘frihed og demokrati’ (på USA-manér). Et af argumenterne for påstanden går på, at der ikke er værnepligt, som vi kender det herhjemme, og at soldaterne derfor selv har valgt at gå ind i hæren. Dog er virkeligheden, for det meste, en ganske anden.
USA er et land med enorm fattigdom og social udstødelse. En situation som Bush (som får vores egen Fogh til at ligne en god venstreorienteret socialdemokrat) ikke gør meget for at rette op på. Bl.a. er der kommet 2,7 millioner flere arbejdsløse i USA i de første 2½ år af Bush-regimet. I dag er der 34,8 millioner mennesker i USA, der lever under FN’s fattigdomsgrænse, og 15-20 % af alle amerikanere er analfabeter.
Så når Uncle Sam kommer med et tilbud om tre måltider om dagen, fast indkomst, sygesikring og indbetalinger til en ‘college fund’, og man i udgangspunktet lever et liv i fattigdom, og kun har udsigt til et liv i fattigdom, er det reelt ikke et valg, om man skal i hæren eller ej. Derfor ser man heller ikke meget til børnene fra den velstillede, hvide, middelklasse i hæren. Den er primært udgjort af arbejderklassens børn.
På et møde under ESF i Paris deltog en far til en af de amerikanske soldater i Irak. Han havde været med til at stifte ‘Bring them home now’, som er en organisation af pårørende til de amerikanske soldater. Han kunne ikke se rimeligheden i, at hans søn skulle dø i en krig, som efter hans mening ikke handlede om hverken frihed og demokrati eller sikkerheden for amerikanske borgere, men om olie. Manden har ellers selv en baggrund som en af de ‘frihedselskende og patriotiske’ amerikanske soldater, ligesom hans far havde deltaget i Vietnamkrigen og hans farfar i 2. verdenskrig.
Hele ideen om at skulle ofre sig for ‘gud og fædrelandet’, betvivles nu af flere og flere af de amerikanske tropper, og de stiller spørgsmål ved hvad det egentligt er for en sag, der kæmpes for – interesse for det irakiske folk eller alene for de amerikanske olieinteresser.
Lige meget hvor hårdt en supermagt som USA prøver på at retfærdiggøre krigen mod Irak, må det endeligt konstateres, at den amerikanske propaganda om et frit og demokratisk Irak, er spillet fallit. Faktum er, at frustrationerne blandt de amerikanske soldater stiger dag for dag og at mistilliden til eliten melder sig.
“For hvad laver vi egentligt her,” lyder spørgsmålene fra de soldater, som står i et land, hvor chancen for a blive dræbt, forøges jo længere tid besættelsen varer ved. “Og på hvilket grundlag,” spørger familierne til de dræbte i en krig, der aldrig har været folkets krig, men Bush og hans kumpaners krig.
Læs mere om ‘Bring them home now’ på www.bringthemhomenow.org
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe