Socialistisk Arbejderavis
Nr. 223 – 14. januar 2004 – side 5
EU-traktatsammenbrud
Magtens skisma
Jakob Nerup
Berlusconi er en grim fyr og vi tiltror ham gerne at have syltet en ordentlig forberedelse af EU-topmødet i december til fordel for at få gennemført nogle love til egen vinding i Italien. Men helt så enkelt kan traktatsammenbruddet ikke forklares.
Regeringerne og de multinationale er ikke uenige om hverken indholdet eller retningen i EU. Der skal være nylibe-ralisme, markedsorientering og kristentro i traktaten og den skal udvides til at omfatte meget mere. Heller ikke indskrænkningen af vetoretten eller flytningen af mere magt til kommissionen er der uenighed om.
Uenighederne kommer først når nationalstaternes regeringsrepræsentanter skal diskutere magt.
De enkelte nationalstater slås for indflydelse på alt lige fra stemmevægte til antallet af kommissærer. Angiveligt for nationens skyld, men reelt handler det om at positionere sine multinationale virksomheders interesser.
Det betyder fx noget om Danmark har en kommissær. Fordi kommissionen kan rejse forslag og der her ligger en meget udvidet adgang til særlige komiteer og udvalg som fastsætter retningslinier for EU's samhandel med udlandet og indre marked. Et eksempel er danske Carlsbergs interesser i genbrug af flasker og returpant som den danske miljøkommissær Ritt Bjerregård sloges for. Eller den adgang A.P. Møller har til udfærdigelsen af transportregler i havne og mod gods i Europa og i særlig grad kan sætte fingeraftryk på EU forhandlinger i WTO om samme.
Frankrig stod hårdt på sine interesser og vil bevare få med store stemmevægte. Det gavner de franske multinationale, som i øjeblikket har vanskeligt i konkurrencen. samtidig giver det Chirac muligheden for at spille på at forsvare alle franskmænds interesser og dermed skabe sig lidt luft for det enorme sociale pres der er fra neden i Frankrig.
Den samme forklaring kan knyttes til Spanien og Polen som gerne vil bevare deres stemmevægte, men ikke er store nok til det statistisk. Især den spanske regering er presset af de mange strejker og sociale bevægelser som kæmper mod den nyliberalistiske politik. I Polen har 10 år med benhård markedskapitalisme skabt masser af fattigdom og en kapital som ikke er særlig stærk overfor de store multinationale fra vest. En relativt større stemmevægt kan sikre den spinkle opbakning fra befolkningen og give den svage kapital lidt rygstød.
Sammenbruddet er magtens eget. Vi kan medvirke til at gøre det endnu sværere for dem at blive enige om at fortsætte deres nyliberalistiske fremfærd.
Se også:
SAA 223: Europas fagforeninger demonstrerer 2.-3. april
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed