Nytår: 2004 grunde til optimisme

Der skete meget positivt i 2003, langt mere end i de sidste mange år: Gymnasiebesættelser, uddannelsesdemonstrationer, protester mod regeringens politik, arbejdsnedlæggelser, bevar Christiania. En stor del af befolkningen gik på gaderne for at demonstrere mod krigen mod Irak i begyndelsen af året. Ung som gammel deltog, og bedsteforældre og børnebørn kunne udveksle erfaringer fra anti-krigsarbejdet.

Der opstod en bred og aktivistisk antikrigsbevægelse med lokale antikrigsgrupper over hele landet. Det var en antikrigsbevægelse, der var større og mere radikal, end vi længe har set, både i Danmark og i verden, og vi oplevede et samarbejde mellem forskellige partier og organisationer, der fungerede uden tidligere tiders sekterisme, der ellers har plaget venstrefløjen.

Antikrigsaktivister stoppede trafikken i København og Århus ved krigens udbrud den 20. marts, folkeskoleelever i Valby blokerede motorvejen, københavnske stilladsarbejdere stoppede trafikken ved Nørreport Station med deres lastbiler, og Anders Fogh og Per Stig blev overhældt med maling.

På trods af de massive protester, valgte Anders Fogh Rasmussen, som en anden skødehund, at følge George Bush og Tony Blair i angrebskrigen mod Irak – det var dansk imperialisme anno 2003 . Argumenterne for den danske krigsdeltagelse var en tro kopi af statsministerens store forbilleder i international politik, Saddams masseødelæggelsesvåben og forbindelsen til terrorister, argumenter som senere er blevet modereret en hel del, og i høj grad afsløret som løgne fra ende til anden.

Den danske imperialisme viste også sit ansigt på Grønland, Danmarks største koloni – statsministeren lovede Thulebasen væk til Bush's våbenskjold på trods af grønlandske protester.

Sort og reaktionær

Men også på den hjemlige scene var regeringens politik sort og reaktionær. Regeringens skattestop betød store besparelser i amter og kommuner, og det skete endda uden at regeringen fremstod som syndebukken – lokalpolitikerene måtte selv pege på de områder hvor der skulle spares. Det betød store besparelser på velfærdsområdet, bl.a. valgte flere kommuner at spare på tvangsfjernelser, og tvangsfjernede børn blev sendt hjem til deres forældre.

Den kollektive trafik stod også for skud og billetpriserne røg i vejret i mange amter. Det samme gjorde prisen for børnepasning. Skattestoppet og de skattefordele som den enkelte dansker skulle få glæde af, betød i realiteten at udgifter til f.eks. børnepasning hurtigt æder skattelettelserne op. På uddannelsesområdet var den ikke meget bedre, en ny universitetsreform blev vedtaget og fjernede med et slag demokratiet på landets universiteter, og samtidigt fik erhvervslivet stor indflydelse i universiteternes bestyrelser. På gymnasierne blev eleverne også hårdt ramt flere amter forsøgte at putte flere elever i klasserne.

Ulandsbistanden blev kraftigt beskåret. Stramningerne på indvandrerområdet er et horribelt kapitel for sig selv.

Af andre “mindeværdige” begivenheder i 2003, var den lange række af ministre der kom mere eller mindre klodset af sted. Der var Thor Pedersen, der ikke overholdte sin bopælspligt, miljøminister Hans Christian Schmidt, der tilgodeså sine gamle venner med puljetilskud, kirkeminister Tove Fergo, der måtte fyre en højreekstremistisk spindoktor, samt en hel del flere ministerbrølere.

Foghs klassepolitik

Regeringen har i løbet af 2003 gennemført en asocial klassepolitik, der kun har tilgodeset erhvervslivet og den lille del af befolkningen der tjener rigtig mange penge. Hver gang regeringen er blevet kritiseret har den trukket det racistiske kort for at aflede opmærksomheden fra deres politik. Regeringens tro følgesvende i Dansk Folkeparti, har lagt stemmer til regeringens nedskærings-politik og har til gengæld fået gennemført Europas strengeste og mest racistiske indvandrer- og flygtningepolitik.

Kodeordene for regeringens politik har været straf og konsekvens, gulerod og kærlige klaps – med andre ord: hvis du ikke kan forsørge dig selv eller kender nogen, der kan, ikke er normal, eller ikke spiller efter regeringens pibe, skal de nok sørge for at du kommer endnu længere ned. På den anden side: hvis du er en rig skibsreder, så sælger regeringen gerne den danske undergrund til dig for en slik. En sort og reaktionær politisk offensiv der bygger på familiære og traditionelle værdier, selvforsørgelse, straf og normalitet.

Radikal bevægelse

Alt dette var med til at radikalisere de tusindvis af mennesker der var involveret i strejker, protester, aktioner og demonstrationer. Protesterne mod regeringen, mod krigen, for et bedre miljø lokalt og globalt, kampen for menneskerettigheder og meget meget mere blev samlet ved Danmarks Sociale Forum i oktober for at diskutere en anden verden. Danmarks Sociale Forum var et tigerspring fremad for de mange bevægelser, og forummet var i mange henseender den anti-kapitalistiske bevægelses fødsel i Danmark. Op mod 500 mennesker deltog i Danmarks Sociale Forum, det var en bragende succes – en lille måned senere blev der sendt 3 busser af sted fra København til Europas Sociale Forum i Paris. Der deltog i alt 150 danske aktivister på ESF.

Men på trods af at den anti-kapitalistiske bevægelse i Danmark altså er vokset markant, lykkedes det os ikke at forhindre eller stoppe krigen, og Fogh-regeringen blev ikke væltet. Fogh og Pia K vil fortsætte deres asociale klassepolitik. Vi har set en bevægelse der var stor nok til at udfordre denne politik, men altså ikke stor nok til at stoppe den. Vi må derfor fortsætte med at opbygge bevægelsen, og diskutere hvordan vi kan blive endnu stærkere. Fogh skal have kamp til stregen hver eneste dag på skoler, universiteter, arbejdspladser – ja kort sagt overalt hvor vi kommer.

I 2004 er der en række konkrete begivenheder der er værd at bide mærke i. Den 20 marts har den globale antikrigsbevægelse indkaldt til international protestdag mod krig og nyliberalisme. Hovedparolerne for demonstrationen er “tropperne ud af Irak” og “riv muren i de besatte områder i Palæstina ned”. Protestdagen er en oplagt mulighed for at vise at der stadigvæk er stor utilfredshed med besættelsen af Irak og at vi ikke finder os i den måde Israel behandler det palæstinensiske folk på.

EU-parlamentsvalget i juni er oplagt mulighed for at vise en antikapitalistisk EU-modstand, i stedet for den nationalistiske vi kender fra Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen. Sidst men ikke mindst bliver der igen i år afholdt Danmarks Sociale Forum, som er et absolut must for alle aktivister der ønsker at forandre denne verden. Der afgørende er at vi formår at opbygge bevægelsen sammen, på tværs af organisationer, partier og holdninger. Forudsætningen herfor er at vi både diskuterer og handler sammen, og deler vores visioner og erfaringer med hinanden.

Det vil vi

Socialistisk Arbejderavis vil i 2004 gøre sit til at give regeringen og Fogh kamp til stregen. Vi vil være med til at opbygge modstanden mod regeringens forringelser på velfærden, mod dens racistiske politik, mod at erhvervslivets interesser altid kommer før almindelige mennesker – kort sagt, sætte mennesker før profit.

Socialistisk Arbejderavis har en vision om at blive bevægelsens avis; talerør for bevægelsen mod krigen og besættelsen, for modstanden mod Fogh, for kampen mod kapitalismen og racismen – for alle dem der ønsker en anden verden. Derfor håber vi at du vil være med til at læse den, bruge den, men også være med til at skrive den. Skriv læserbreve eller artikler, så andre dele af bevægelsen kan gøre brug af dine erfaringer med at opbygge bevægelsen.