Socialistisk Arbejderavis
Nr. 223 – 14. januar 2004 – side 8
Brasilien
Lulas første år på magten
Alexander Lassithiotakis
Lula har netop overstået sit første år som Brasiliens præsident. Året har været præget af mange løfter, brandtaler mod nyliberalismen, og massive forventninger om en bedre hverdag for den almindelige brasilianer. Spørgsmålet der endnu står ubesvaret er, om Lula kan indfri forventningerne til ham.
Lula blev valgt til præsident i slutningen af 2002 på baggrund af mere end ti års katastrofal nyliberal politik. Den tidligere præsident Cardoso, havde sat sin lid til IMF's udviklingsprogrammer, privatiseret store dele af den Brasilianske økonomi, sikret multinationale selskaber uhindret adgang til det brasilianske marked, og optaget enorme lån fra Verdensbanken. Dette skete i et håb om at få styr på økonomien og skabe vækst og velstand i Brasilien.
Resultaterne blev dog stik modsatte. De multinationale overtog store dele af markedet, og kontrollerer i dag omkring 40% af Brasiliens eksport. Udlandsgælden blev mere end fordoblet; fra ca 100 milliarder dollars i 1990 til omkring 240 milliarder dollars i år 2000. Og mens de multinationale scorede store profitter, steg væksten i Brasilien kun langsomt i perioden. Arbejdsløsheden steg med 10% generelt, og i byerne blev denne fordoblet mellem 95 og 2000. Samtidig faldt reallønnen med 10% i perioden.
Cardoso forærede værdierne væk til de multinationale, på bekostning af brasilianernes lønninger og leveforhold. Landet blev mere og mere afhængigt af udenlandsk valuta, og stadig flere lån blev optaget for betale af på renterne af de gamle. Ved udgangen af Cardosos præsidentperiode levede 53,3 millioner (ud af 175) brasilianere i fattigdom (2$ om dagen), og arbejdsløshed, slum og sult prægede billedet i byerne. Derfor ønskede brasilianerne forståeligt nok et opgør med nyliberalismen. Lula, blev som leder af arbejderpartiet (Partido dos Trabalha-dores), set som manden der kunne skabe de ønskede reformer, og fik over 60% af stemmerne ved præsidentvalget i 2002.
Lula blev indsat som præsident første januar 2003, men har været yderst forsigtig med at gennemføre reformer. Den franske præsidentkandidat Olivier Besancenot, fra socialistpartiet LCR, har i partiets avis skrevet at, “ved årtusindets begyndelse er vi stillet overfor to alternativer: Porto Alegre eller Davos.” Med dette billede forsøger Besancenot at sige at vi må vælge mellem enten Davos, der repræsenterer verdens nyliberale elite, eller Porto Alegre hvor verdens græsrødder mødes og diskuterer hvordan vi får en anden og bedre verden.
Lulas politik er et levende forsøg på at modsige denne antagelse; han prøver i stedet at levere sociale reformer indenfor rammerne af nyliberalismen. Lula har overtaget Brasilens gæld og lovet at betale den tilbage. Dermed har han også accepteret de spilleregler som Verdensbanken og den Internationale Valutafond dikterer. Han har bedt sine forventningsfulde vælgere væbne sig med tålmodighed. I første omgang vil han få styr på økonomien, og først senere gøre op med nyliberalismen og gennemføre større reformer.
Lula har dog lavet en række forbedringer for brasilianerne. Blandt de vigtigste har han lavet et maduddelingsprogram, der sikrer at nogle af de mest basale fødevarer bliver delt ud til arbejderne i byerne. Programmet afhænger dog af hvor meget forskellige donorer vil betale, og rækker stadig ikke til at alle kan få mad nok. Mindstelønnen er blevet hævet fra 211 til 240 Reales pr. måned. Dette skal dog ses i lyset af at det anslås at en gennemsnitsfamilie behøver 1500 Reales om måneden for at opretholde en acceptabel levestandard. Lula har lovet at fordele land til 60.000 familier, men med 23 millioner jordløse bønder, er dette ikke nok til at tilfredsstille de jordløse bønder.
Lula kræver altså tålmodighed fra sine mange støtter, men har ingen defineret strategi for at omfordele værdierne i Brasilien, eller for hvordan de ønskede reformer skal gennemføres. Samtidig er arbejdsløsheden fortsat voksende og reallønnen er faldet med 15% i løbet af 2003. Mange brasilianere har stadig tiltro til Lula, men kritikken af ham vokser dagligt. Specielt i den anden halvdel af hans tid som præsident er protesterne mod hans politik vokset. i juli strejkede en halv million offentlige arbejdere i protest mod manglende lønstigninger, og siden er jordbesættelser og fabriksbesættelser blevet stadig hyppigere. Lula må altså se sig selv i rollen som den der kræver tålmodighed og tilbageholdenhed, mens de brasilianske arbejdere går til aktiv kamp mod konsekvenserne af hans politik.
Dette er ikke en ny situation for Lula og PT. Partiet blev stiftet tilbage i 1980 efter enorme arbejderkampe og en radikaliseret arbejderklasse. Partiet ønskede at repræsentere arbejderne, og kæmpede kompromisløst for at forbedre almindelige brasilianeres kår. Men siden 89 hvor partiet begyndte at vinde pladser i byråd og i parlamentet, har partiets repræsentanter i stigende grad måttet gå på kompromis med deres politik, og ageret “ansvarligt” inden for rammerne af hvad den kapitalistiske økonomi tillod.
Partiet er ikke et klassisk reformistisk parti, som vi kender det fra Nyrups eller Blairs socialdemokratier. Derimod har partiet en lang tradition for militant kamp på gulvplan, på arbejdspladser og boligkvarterer. Derfor har partiet også vundet den massive opbakning, som det har. Men samtidig stræber partiet efter at repræsentere arbejderne i det politiske system, uden at have nogen politik for hvordan magten skal administreres. Derfor er flere PT-medlemmer havnet i rollen som dem der forsvarer kapitalens logik, mens protesterende arbejdere retter vreden mod den førte politik.
Et godt eksempel herpå er PT-medlemmet Erundina, der blev valgt til borgmester i Sao Paulo, Brasiliens største industriby hvor PT har størst opbakning overhovedet. Hun blev valgt til borgmester på løfter om billigere offentlig transport og gratis måltider til skolebørnene. Byens pengekasse var imidlertid glubende tom, og Erundina måtte finde penge til sine reformer. Derfor privatiserede hun byens busselskab og skaffede derved penge til skolemad. Til gengæld blev flere buschauffører fyrede, og buspriserne steg til det dobbelte. Dette medførte voldsomme protester og strejker, fra arbejdere og buschauffører og 800 busser blev ødelagt i protest. Ved det næste borgmestervalg i Sao Paulo blev Erundina vraget til fordel for en kandidat fra det yderste højre. Selv i den by hvor PT havde størst opbakning, kunne Erundina ikke opretholde magten, da hendes politik ramte dem hun forsøgte at repræsentere.
Spørgsmålet er om det vil gå Lula ligeså, og det afgørende er hvor hurtigt han kan gennemføre reformer og hvor omfattende de evt. bliver. Men når Lula har valgt først at sikre økonomien og kapitalens vilkår, og først bagefter lave reformer for arbejderklassen, er det svært at se hvordan dette skal kunne lade sig gøre, Brasiliens situation taget i betragtning. Specielt når vi samtidig befinder os i en situation med recession i den globale økonomi, bliver det svært at tro på, at Lula kan levere en bedre fremtid for den almindelige brasilianer.
Lulas seneste “reform” bekræfter denne mistanke. Lula har nemlig efter krav fra IMF, gennemført en pensionsreform der hæver pensionsalderen og nedsætter pensionen. Fire medlemmer af PT er efterfølgende blevet ekskluderet fra PT for at have stemt imod pensionsreformen, tre af dem er medlemmer af kongressen og en af dem er medlem af senatet.
Et af kongresmedlemmerne, Luciana Genro, udtaler i et interview til den engelske avis Socialist Worker, at der ikke længere er plads til en venstrefløj i PT. De socialister der ønsker at føre politik til fordel for almindelige mennesker, vil enten blive ekskluderede eller blive tvungent til selv at gå, vurderer hun. Derfor er de ekskluderede medlemmer, sammen med andre dele af den sociale bevægelse gået i gang med at starte en ny organisation, der skal bygge på arbejderklassens kamp, og ikke underlægge sig markedets logik, sådan som Lula og PT har gjort det.
Billedtekst:
Lula statue ved Rio’s karneval
Lulas valgsejr skabte store forhåbninger om en anden Verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed