Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 3
Overenskomst
Fagtoppen holder total-udsalg
Jakob Nerup
Hvordan kan toplederne i SID, HK og Metal se sig selv i spejlet efter de aftaler de har lavet med arbejdsgiverne?
Medlemmerne ude i butikkerne, i lastbilerne og produktionshallerne er solgt for ingenting. Alle forligene ligner industriens og dermed har de store multinationale firmaer sat rammen for alle de andre områder. Selvfølgelig er arbejdsgiverne vældigt interesserede i at følge industriens elendigheder. Men at toplederne sælger deres medlemmer uden at få noget for det, er usselt.
Arbejdsgiverne er sluppet afsted med treårige aftaler, hvor mindstelønnen fortsat er langt under 100 kr. En ufaglært HK’er har i dag 14.000 om måneden for fuldtidsarbejde i weekender og aftener. De stiger kun til 15.000 i løbet af de næste tre år.
Hverken feriebetalingen, lærlingelønningerne eller skifteholdene har fået noget. Det er alt for ringe, når enhver kan se at virksomhederne skovler millioner og milliarder ind i overskud. Samtidig skal overenskomsterne holde de næste tre år, og med alle de velfærdsforringelser som regeringen Fogh gennemfører, så er der brug for langt større stigninger for blot at kunne fastholde status quo.
Mange steder ulmer utilfredsheden og en stem nej kampagne er under forberedelse. Det store spørgsmål er hvor meget kampagne der bliver stablet på benene. Om fagligt ansvar endelig træder i karakter og bliver omdrejningspunktet for nej-kampagnen eller om de fortsat kun er en snakkeklub. Og hvad stiller den faglige venstrefløj op? Vil de vise lederskab eller afventer de passivt? Det vil de kommende uger vise.
Inden for industriens område ser det ud til at metalafdelingerne er faldet til patten og de få nej-sigere er tavse. I byggeriet er de delte, fordi mange fra venstrefløjen synes at forhandlerne har gjort det godt, men resultatet er dårligt på grund af presset fra industrien og den samme sang hører vi fra transporten. HK’s aftale er en hån mod de ufaglærte kvinder som mestendels arbejder i butikkerne. De skal fortsat leve for en løn, der ikke engang rækker til den højeste understøttelse.
Men det er en fejltagelse at give industrien skylden. Selv om de multinationale nu endegyldigt har vist at det er dem som styrer overenskomstforhandlingerne, så behøver fagbevægelsen ikke lade sig styre. Hvorfor sagde forhandlerne ikke nej, stod fast på kravene og forberedte os alle på en storstrejke? Ingen tvivl om at virksomhederne har råd til det. Ingen tvivl om at vreden er til det. Ingen tvivl om at kravene har en bred opbakning. Alligevel følger bureaukraterne den logik at man skal da forhandle og man skal da nå et resultat – også selvom det går ud over medlemmerne.
Venstrefløjen og aktive faglige folk må udfordre denne logik og gå i spidsen for en nej-kampagne og forberede argumenterne for en storstrejke. Alle forslag bliver kædet sammen i en stor afstemning, så det ikke er muligt for et meget aktivt område at stemme deres egen aftale ned. Derfor er det hele fagbevægelsens, og alle andre aktivister som vil forsvare velfærden mod de multinationale, at deltage i diskussionerne og hjælpe til med at få et nej i hus.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed